Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
En pige på blot fem år mistede livet i oktober sidste år, da hun på fortovet på Peter Bangs Vej i København blev påkørt af en bil.
Bag bilens rat sad en 21-årig mand, som nu er blevet tiltalt for trafikdrabet og en stribe andre forbrydelser.
Det oplyser Københavns Politi.
Anklageskriftet mod manden rummer 35 forhold, der foruden uagtsomt manddrab på den lille pige, spænder over farlig kørsel, narko- og berigelseskriminalitet.
Den 5-årige pige blev dræbt på stedet, da den tiltalte fra en sidevej kørte tværs over Peter Bangs Vej og op på fortovet, hvor pigen befandt sig sammen med sin mor.
Moren blev også påkørt, men slap med lettere kvæstelser.
Den 21-årige kørte fra gerningsstedet, men blev anholdt dagen efter.
Han var ifølge anklageskriftet påvirket af narko og havde ikke kørekort, da ulykken skete. Kørekortet havde han fået frakendt tidligere.
Det var heller ikke første gang, at han var involveret i en ulykke.
Derfor er han også tiltalt for vanvidsbilisme, der i jurasprog kaldes forsætlig fareforvoldelse og uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, i en sag fra januar 2019.
Denne ulykke skete på Ingerslevsgade på Vesterbro i København den 19. januar 2019, og to personer blev alvorligt kvæstet.
Den lange liste af forbrydelser har fået anklagemyndigheden til at rejse en nævningesag mod den 21-årige. Det betyder, at man går efter at idømme manden mere end fire års fængsel.
»Sagen rummer en række meget alvorlige straffelovsovertrædelser, herunder især trafikdrabet i Valby,« siger advokaturchef Kristian Kirk Petersen i en pressemeddelelse.
»Jeg har derfor vurderet, at der er grundlag for at rejse tiltale ved nævningeting – hvilket er sædvanlig fremgangsmåde i sager, hvor anklagemyndighedens strafpåstand overstiger fire års fængsel,« fortsætter han.
Den 21-årige har siddet varetægtsfængslet siden 30. oktober.
Retssagen mod ham er endnu ikke berammet, men vil finde sted ved Retten på Frederiksberg.
/ritzau/