Tiltale: Mand kvalte kæresten og ville brænde liget af

Ifølge tiltale forsøgte en mand at brænde et lig af efter drab. Ved anholdelsen blev han skudt af politiet.

Retten i Nykøbing Falster tager mandag hul på en sag, hvor en mand er tiltalt for at have dræbt sin kæreste. (Arkivfoto) Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. En 59-årig mand kvalte i marts sidste år sin kæreste, inden han forsøgte at brænde liget af for at skjule sine spor i Askeby på Møn.

Det er i hvert fald anklagemyndighedens påstand i en sag, som Retten i Nykøbing Falster indleder mandag morgen.

I anklageskriftet, som Ritzau er i besiddelse af, fremgår det, at manden ifølge anklagen angiveligt dræbte sin kæreste "ved omsnøring af halsen". Det skete den 10. marts mellem klokken cirka 11.50 og 18.25, lyder det.

Da politiet ankom til ejendommen, fandt man det forkullede lig på gårdspladsen, hvorefter man skred til anholdelse af manden. Det skete dog ikke uden dramatik.

Af uvisse årsager endte det med, at politiet skød manden, og han var derfor ikke i stand til at møde til grundlovsforhøret den 11. marts. Manden var dog aldrig i livsfare.

Det er uvist, hvorfor kvinden skulle dø.

Foruden drab og usømmelig omgang med lig er manden også tiltalt for at have spyttet to politibetjente i ansigterne, da han lå på intensiv afdeling på Rigshospitalet.

Det vides ikke, hvordan manden forholder sig til anklagerne, men da sagen føres som en nævningesag, tyder det på, at han nægter sig skyldig.

Der er berammet tre retsdage til sagen.

I 2019 blev i alt 42 personer slået ihjel i Danmark. I seks af dem var brand en del af sagerne.

- Det er en sjælden ting i Danmark, har Jens Møller Jensen, tidligere drabschef i Københavns Politi, sagt til Ritzau.

Sagerne kan være svære at opklare, lyder det. Men omvendt kan spotlyset nemt ramme gerningsmændene i det moment, de stikker ild til et hjem.

- Det er svært at opklare. Men det er ikke umuligt. Gerningsmanden udsætter jo sig selv for en blotlæggende fare i det moment, man tænder ild. Der risikerer man at tiltrække opmærksomhed, sagde han i sidste måned.

/ritzau/