Tiltale: 27-årig dræbte tre ældre på Østerbro

Det anbefales, at en 27-årig mand bliver idømt forvaring, hvis han kendes skyldig for tre drab.

En 27-årig mand er blevet tiltalt for tre drab på ældre på Østerbro.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter fredag eftermiddag.

Den opsigtsvækkende sag kom frem i marts. I første omgang blev manden sigtet for at have dræbt en kvinde på 81 år i boligkomplekset Vangehusvej. Forbrydelsen skulle være sket i forbindelse med et hjemmerøveri.

Siden voksede sagen. Beboere og pårørende gjorde politiet opmærksom på andre mistænkelige dødsfald, og det førte til, at han også blev sigtet for at have slået en mand på 80 år og en kvinde på 81 ihjel.

Lige siden anholdelsen for ni måneder siden har manden nægtet sig skyldig.

I et retsmøde forleden kom det frem, at læger fra Retslægerådet har anbefalet, at manden idømmes forvaring, hvis han bliver dømt.

Den 27-årige er tidligere dømt for meget farlig vold. Også dengang mente Retslægerådet, at forvaring burde træde i stedet for en almindelig straf.

Men dommerne i Højesteret så anderledes på sagen - i stedet blev resultatet i 2012 fængsel i syv år.

Også i den tidligere sag var der flere ofre. En pige fra Holbæk blev voldtaget. Og en veninde til pigens moren blev forsøgt dræbt, da hun besøgte ham i den lukkede institution Sønderbro i København.

Den nye erklæring fra Retslægerådet er helt frisk.

Heri hedder det, at manden er svært afvigende og har psykopatiske træk.

Sagen er blevet berammet. Den bliver indledt 3. marts næste år. Det er uvist, hvor mange dage der sættes af til sagen.

/ritzau/