Tilsyn: Bocenter stank af urin

Tilsynet på det psykiatriske bocenter Ringbo under Københavns Kommune har afsløret elendig hygiejne og rengøring på værelse, hvor der stank af urin. Sundhedsstyrelsen kritiserer dødsfald på stedet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny københavnsk bostedsskandale er under opsejling. På Ringbo – et bocenter for sindslindende, der ligger i Bagsværd, men hører under Københavns Kommune – har tilsynet rettet skarp kritik mod en række forhold for beboerne. I april 2007 besøgte tilsynet en svært psykisk syg kvinde i hendes værelse på Ringbo, og »overalt lå der et klistret lag af snavs,« skriver tilsynet og fortsætter:

»Kvinden havde inkontinensproblemer, og værelset stank af urin. Så meget, at personalet spurgte, om vi ikke hellere ville sidde i haven og tale med kvinden. (...) Kvinden klagede over manglende hjælp til rengøring og personlig hygiejne. Hun mente, det var sundhedsfarligt ikke alene i hendes egen bolig, men også i andre boliger,« skriver tilsynet i et internt notat fra Ringbo, som Berlingske Tidende er i besiddelse af.

Tilsynet pålagde Ringbos ledelse at skride ind med rengøring samt en handleplan for beboerens hygiejne. Desuden skulle der strammes op på stedets generelle rengøring.

Sundhedsstyrelsen har også rejst kritik af Ringbo efter en episode, hvor personalet undlod at forsøge genoplivning af en beboer, som fik hjertestop, fordi beboeren selv havde frabedt sig genoplivning.

Socialborgmester Mikkel Warming (Enh.) har siden december været under politisk pres, efter at Berlingske Tidende har afsløret ulovlig magtanvendelse på en række bosteder for udviklingshæmmede i Københavns Kommune. Han siger om tilsynets kritik af Ringbo:

»Den tager vi naturligvis meget seriøst. Det har givet os anledning til at sætte flere initiativer i søen i forhold til arbejdet med rengøring, introduktion af medarbejdere og arbejdet med beboernes udvikling. Desuden skal vi nu til bunds undersøge, om der er fulgt op på tilsynets påbud gennem tiden,« siger han. Kommunen skal følge op på aftalen om forbedret rengøring i foråret 2008.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger har Warming orienteret både Socialudvalget på rådhuset samt interesseorganisationen SIND om, at en ny skandalesag er under opsejling. Et filmselskab har foretaget optagelser med skjult kamera på Ringbo, der angiveligt dokumenterer problemer med dårlig hygiejne og rengøring. Kommunen har holdt krisemøder for beboere og pårørende på Ringbo i anledning af de skjulte optagelser.