Tilbage til Afghanistan

De startede seks mand i gruppen, der tog til Afghanistan. To blev dræbt i efteråret 2007. Da de tog hjem, troede de, at de var færdige med krigen og at krigen var færdig med dem. De tog fejl.

Kasper Kiran Larsen på sit værelse på Rigshospitalet, sommeren 2009 Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De var startet seks mand. Nu var de fire tilbage. Bagholdet ved Arnhem i efteråret 2007 var den eneste gang, gruppen kom i direkte kamp med Taleban. Men det kostede to mand livet: Mark Visholm og Casper Cramer. Deres fire kolleger og kammerater – Christian Westergaard, Kasper Kiran Larsen, Frederik Boye Pedersen og Anders Bendtsen – slap helskindet gennem resten af udsendelsen.

På deres sidste dag i Helmand tændte de hver en stor cigar, og i februar 2008 rejste de tilbage til Danmark. De troede, de var færdige med krigen, og at krigen var færdig med dem. De tog fejl.

Kasper Kiran vendte tilbage til sit civile job som tømrer. Op tidligt om morgenen. Af sted på arbejde. I byen om aftenen med vennerne. Stille. Trivielt. Der manglede noget. Ni måneder efter hjemkomsten ringede en gruppefører fra Gardehusarregimentet ham op. Han manglede en dygtig soldat til at passe et af de lette maskingeværer på Hold 7. Ville Kasper Kiran med som skytte? Svaret kom omgående: “Ja, tak”. Han kontaktede Boye Pedersen. Han var også frisk.

Få dage senere trak de atter i ørkenuniform. I februar 2009, efter tre måneders træning, var de tilbage i Helmand. Kasper Kiran som skytte. Boye Pedersen som spejder og sygehjælper.

Deres beslutning fik alvorlige konsekvenser. For krigen havde skiftet karakter. Det vrimlede nu med miner og vejsidebomber. Hver eneste tur uden for lejren, til fods eller i bil, var ture med livet som indsats. “Taleban havde gravet meget lort ned i jorden. Der blev fundet IED’er hele tiden,” siger Kasper Kiran: “Hver gang man skulle rundt om et hushjørne eller ind et sted, skulle der søges med en metaldetektor. Det var jeg ikke vant til fra den første mission. Nu var Taleban gået over til at grave gaver ned til os i stedet for at kæmpe mand til mand.”

Kasper Kiran og Boye Pedersen var kommet til “IED-helvede”, som de selv udtrykker det. Imellem patruljerne talte de om, at det ville være et svineheld, hvis de begge kom hjem i live.“Hyggeligt at have kendt dig,” hilste de med kulsort sarkasme, inden de rullede ud i området.

Hvem var væk?

Halvanden måned inde i missionen gik det galt. På en patrulje lød der pludselig skud fra panserværnsraketter, Talebans foretrukne våben. Danskernes deling måtte under kraftig beskydning trække væk fra området og hen til en grøft. En efter en sprang de over. Boye Pedersen lå helt nede bagved; han skulle over grøften som en af de sidste. Oppe foran lød der et stort brag. En af hans kolleger var landet på en IED. Resten af delingen nåede i sikkerhed, og en helikopter fik transporteret den sårede dansker væk.

Boye Pedersen vidste ikke, hvem der var gået på bomben. Han så sine kolleger gå forbi og kørte deres navne gennem hovedet: Hvem var væk? Han kunne ikke finde ud det. Først senere fik han besked:

»Det var Kiran. Så lukkede det hele ned på mig. “Det er løgn, nu ryger der en mere fra vores gamle gruppe”, tænkte jeg. Jeg kan ikke huske køreturen hjem. I lejren havde jeg det ad helvede til. Alt kom ud. Alle tanker. Alle tårer. Jeg måtte igen ringe hjem til min familie og fortælle, at det havde været tæt på.«

Da Kasper Kiran landede på bomben, gik alt i sort, fortæller han selv: “Min første tanke var, at jeg var blevet ramt af en panserværnsraket. At der var en, der havde sat et rimelig godt skud ind på mig. Men det fandt jeg hurtigt ud af, det ikke var. Da jeg kiggede ned ad mig selv, kunne jeg se, at højre ben manglede. Det venstre ben og højre arm havde det heller ikke for godt.”

Han følte det, som om tiden stod stille, mens han lå i grøften og ventede på helikopteren. Blodet pumpede ud af kroppen. Men Kasper var ved fuld bevidsthed, indtil han blev fløjet væk: “Jeg ved, at det er mærkeligt at sige. Men det sidste, jeg kan huske, inden jeg gik ud som et lys, var, at jeg kiggede ned ad mig selv og så, at dilleren var der endnu. Så smilede jeg og lukkede øjnene.”

Kasper Kiran døde i helikopteren på vej til felthospitalet i Camp Bastion. Hans krop gik i blødningschok, men det lykkedes lægerne at genoplive ham.

Kunne ikke udskrives

Berlingske mødte for første gang Kasper Kiran i sommeren 2009. Han tog imod i en kørestol på Rigshospitalet. Hans stue på 16. etage lå lige under hospitalets helikopterplatform, hvor han var ankommet. Der var gået fire måneder siden eksplosionen, og lægerne havde møjsommeligt sat hans venstre ben sammen. Musklen i låret var transporteret ned i læggen, så Kasper kunne støtte på benet. Højre ben var amputeret ved knæet; højre arm ved albuen.
Han genoptrænede to timer hver dag. Resten af døgnet var han på sin hospitalsstue, selv om han var klar til udskrivelse og sagtens kunne klare sig selv. Der var bare ingen bolig til ham. Hans hjemkommune, Brøndby, kunne ikke finde en egnet lejlighed, og sagsbehandlerne var taget på sommerferie.

Da Berlingske skrev om sagen, ringede daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen omgående; Forsvaret ville indrette to midlertidige boliger i København til sårede soldater. To dage senere, efter massiv kritik, fandt Brøndby en lejlighed. Kasper Kiran flyttede ind med det samme.

Han arbejdede efter sin udskrivelse på Antvorskov Kaserne, men vidste ikke, hvad der skulle ske i fremtiden. Han var ikke bitter: “Jeg er ikke blevet soldat for at lave papirarbejde, men lige nu er det fint nok. Jeg vil mene, at min indsats i Afghanistan er det hele værd, selvom jeg har mistet en arm og et ben. Hvis jeg fik chancen, ville jeg tage af sted igen, for det er en vigtig krig at vinde,” siger han.

På venstre underarm har han fået tatoveret billedet af sine ørkenstøvler, et let maskingevær og en hjelm. Forneden er skrevet: Life goes on. Livet går videre.

Næste gang er det min tur

For Frederik Boye Pedersen fortsatte opgaverne i Helmand efter Kasper Kirans ulykke. Berlingske mødte ham i Camp Price blot nogle dage efter besøget hos Kasper Kiran på Rigshospitalet. Boye Pedersen var lige kommet ind fra en ny patrulje. Han var beskidt. De eneste lyse pletter i ansigtet var rundt om øjnene, hvor solbrillerne havde siddet. Han var kun lige kørt ind i lejren, da alarmen gik. En vejsidebombe var gået af lige uden for hovedporten. Den unge fynbo ventede med gummihandsker på hænderne. Klar til at tage imod sårede. En stærkt forbrændt, afghansk mand blev båret ind i lejren, men andre sygehjælpere tog sig af ham. Fint nok. Boye Pedersen var ved at have fået krig nok.

Han tvivlede stadig mere på, hvornår hans held slap op: “Det kan ikke blive ved i det her IED-helvede. Næste gang er det min tur.” Han havde ikke mistet troen på opgaven. Kun på, om han selv ville overleve den: “Nogle vil måske sige, at det bare er et forsøg på at give mening til det hele, eller at det bare er hævntørst fra min side. Og ja, begge dele er der. Men vi er nået langt hernede, og vi er nødt til at gøre arbejdet færdigt – også for at ære vores døde.”

I løbet af missionen i 2009 fandt hans deling et hav af vejsidebomber som regel mellem tre og fem om dagen. Kort før hjemrejsen blev den vogn, som Boye Pedersen sad i, ramt af en panserværnsraket. Der var støv overalt, og han kunne næsten ikke trække vejret. Kun chaufføren havde fået nogle knubs og var forbrændt på hagen. Han selv var sluppet endnu engang, kunne han fortælle, da han samme aften ringede hjem. “Nu må det altså stoppe,” sagde hans mor.

Frederik Boye Pedersen har tænkt det samme mange gange siden: “Det er slut nu.” Han har gået til psykolog og har lært at leve med sine problemer og små mærkværdigheder: “Jeg kan godt have svært ved at sove, og jeg tjekker døren ti gange, inden jeg går i seng. Men jeg ved i dag, at det er almindelige reaktioner. Der er ikke noget galt med mig.” Han fortryder ikke sine udsendelser. Men han har det sådan, at én mission føltes som for lidt; to missioner var mere end rigeligt. Han har gjort sit.

Nye missioner

Og dog. For Boye Pedersen var i 2010 stadig i militæret. Ikke på Antvorskov Kaserne, men hos Telegrafregimentet i Fredericia. I foråret 2011 skulle han ud på endnu en international mission. Denne gang til Libanon – og til mere rolige forhold. Hans gamle ven fra seksmandsgruppen, oversergent Christian Westergaard, var også fortsat i militæret. Westergaard rejste tilbage til Afghanistan med hold 12 i august 2011.

Tilbage var Anders Bendtsen, den gamle seksmandsgruppes yngste mand. I landsbyen Hjelm øst for Sakskøbing, hvor han bor, vendte oplevelserne fra bagholdet ved Arnhem i 2007 hele tiden tilbage. Cramer var hans ven. Det var den ældre og mere erfarne Cramer, som lærte Bendtsen alle de ting, en spejder skal kunne. Det virkede derfor helt forkert, at det blev Bendtsen, der måtte forsøge at redde Cramers liv. Uden held.

Især i den første tid efter hjemkomsten havde Bendtsen mareridt. Han følte sig utilpas. Første dag på arbejde efter den sædvanlige måneds ferie forsøgte han at forklare sin chef, hvilke tanker han gik rundt med. Det gjorde ikke indtryk. Regimentet stillede ham et ultimatum: Enten genoptog Bendtsen øjeblikkeligt sit arbejde, eller også måtte han tage sin afsked. Den dengang 20-årige mentalt plagede unge mand så ingen anden udvej end at sige op.

Det var ikke uden bitterhed, at Anders Bendtsen i 2010 fortalte historien. Han syntes ikke, at det var en fair behandling efter at have risikeret liv og helbred i Afghanistan. Det syntes konstabelens fagforening heller ikke. Den greb ind i sagen og fik Bendtsens opsigelse annulleret.

“Jeg forsøgte at blive overført fra Slagelse til Vordingborg, hvor jeg var tættere på mit hjem på Lolland,” sagde Anders Bendtsen: “Men på Vordingborg Kaserne ville de ikke have en soldat med posttraumatisk stress. Til sidst blev jeg bare sygemeldt. Der var åbenbart ikke rigtig plads til mig. Der var ikke nogen steder, jeg følte mig velkommen i Forsvaret.”

Han gik til psykolog i lang tid. Han har også forsøgt at vende tilbage til sit arbejde flere gange, men hver gang sker det samme: “Det bringer en masse minder frem, når jeg går ind på kasernen. Jeg tror egentlig, at dem fra gruppen, der stod ude i gården og skød, er lige så hårdt ramt af situationen. Men det var mig, der gav førstehjælp.”

Anders Bendtsen er nu på revalidering og er startet på en uddannelse som våbenmekaniker. Den 1. december 2010 blev han formelt fyret fra Forsvaret. Ikke desto mindre er tanken om endnu en tur til Afghanistan begyndt at melde sig. Kunne han komme ud som våbenmekaniker, var han klar: “Hvis de altså vil have mig.”

De begyndte seks mand sammen. To er døde. En invalideret. En fjerde fik posttraumatisk stress. De to sidste var på vej ud igen. Ud på nye missioner.