To til fængslet efter skud mod lokalpolitikers hus

Nu sidder tre mænd fængslet for skyderiet mandag mod lokalpolitikers ejendom. Politiet mener at have fundet den anvendte maskinpistol.

To mænd blev onsdag fængslet i grundlovsforhør for meddelagtighed i skyderiet mandag aften mod en lokal viceborgmesters hus på Øster Vindingevej i Roskilde. De to mænd blev fængslet til den 8. januar, oplyser Københavns Vestegns Politi i Glostrup.

Ligesom den 34-årige, der blev fængslet tirsdag, sigtes de to for drabsforsøg.

Under en ransagning er det også lykkedes at få fat i den maskinpistol, som blev brugt, oplyser politiinspektør Bent Isager-Nielsen i Københavns Vestegns Politi.

Viceborgmester Tina Marianne Jensen (V) var alene i huset, da de 10 skud blev affyret mandag klokken 18.40. Hverken hun eller andre blev ramt, og politiet er overbevist om, at årsagen til angrebet er, at politikerens søn har gæld til folk i et kriminelt miljø.

/ritzau/