Til Europa fra Israel: »Drop hysteriet. I kan sagtens lære at leve med terror«

Ideen, om at Europas liberale demokratier er dramatisk truet af islamisk terror, er overdrevet og hysterisk, mener den israelske journalist, David Rosenberg. Læren fra Israel er, at livet fortsætter.

Foto: CHRISTOF STACHE

Efter de første angreb bredte skadefryden sig på dele af den israelske højrefløj.

I årtier har Europa kritiseret Israel for håndteringen af terror. Nu erklærer Frankrig undtagelsestilstand. Europæerne har messet, at Israel bør tale sig til rette med sine fjender. Nu bomber også Danmark Islamisk Stat. Europæerne har gjort nar ad israelerne for at leve i frygt. Men hvem er mest bange i dag?

»Der er ingen, der siger det højt. Men i nogle kredse har der været en stemning af, at Europa fortjener det.«

David Rosenberg holder pause i talestrømmen i telefonen fra Jerusalem.

Den midaldrende israeler er journalist på Haaretz – Israels ældste dagblad, hvis engelske udgave bliver solgt sammen med International New York Times. I et indlæg efter de første blodige angreb i Europa kom han med et noget andet, men måske ligeså provokerende budskab: »Drop hysteriet. Europa kan sagtens leve med terror.«

»I Europa taler mange om »en ny æra«. Om at terrorangrebene vil få dramatisk betydning for Europas økonomi, demokrati og hvordan befolkningerne ser verden,« siger David Rosenberg.

»Det virker hysterisk. Den sikkerhedstrussel, Europa har oplevet, har slet ikke volumen eller hyppighed nok til at ændre på hverken landenes økonomi eller demokratiske frihedsrettigheder.«

De hellige frihedsrettigheder

Godt nok er terrorbølgen ny, og den er forstyrrende. Men situationen minder mindre om krig end om f.eks. et dramatisk crash på aktiemarkedet, pointerer Rosenberg: En dramatisk begivenhed, som selvfølgelig får befolkning og myndigheder til stoppe op, men som de demokratiske lande uden problemer kan håndtere – også uden at gøre vold på de frihedsværdier, som landene sætter så højt.

»Eller som de burde kunne håndtere, skulle man måske tilføje,« siger han. »Lige nu er den største risiko nemlig, at Europa mister det store perspektiv.«

Ligesom med aktiekrak er der nemlig grænser for, hvad myndighederne i sidste ende kan stille op over for terror. Europa kan styrke grænsekontrollen, give mere magt til efterretningstjenesterne, iværksætte masse­overvågning af private borgere, blokere immigranter fra muslimske lande. Men som erfaringerne fra USA og Israel viser, kan krigen mod terror ikke vindes, før fjenden bliver træt. Begge lande har hældt massive ressourcer i at bekæmpe organiserede terrornetværk og kompromitteret befolkningens privatliv. Alligevel oplever både USA og Israel jævnligt angreb fra enlige ulve, som dem Europa har fået en forsmag på i løbet af sommeren.

»Europa har stadig noget at lære i forhold til at optrevle den organiserede terror. Og det kræver nok, at landene løsner lidt op på angsten for at gå på kompromis med enkelte frihedsrettigheder,« siger David Rosenberg.

I Israel har befolkningen f.eks. i vid udstrækning accepteret, at der foregår en langt mere vidtrækkende telefonaflytning. Medierne har også lært at leve med, at alle artikler, som indeholder følsomme oplysninger om den nationale sikkerhed, skal godkendes af militæret først.

»Jeg ved, at Israel bruger metoder, som virker uspiselige for europæiske demokratier. Vores model er ikke ideel, det er klart. Men hvis man stoler på sine demokratisk valgte regeringer, må man også have tillid til, at de ikke misbruger de magtbeføjelser, man giver dem til at opretholde sikkerhed. Ikke alle kompromisser behøver være udtryk for dødsstødet til demokratiet. På det punkt er der også brug for perspektiv,« siger han.

For selvfølgelig kan regeringer ikke sidde gentagne terrorangreb overhørig. Sikkerhedstruslen må adresseres. Men i virkeligheden er David Rosenbergs pointe en anden. For så længe Europa endnu ikke til fulde har forstået den dybereliggende årsag til den bølge af terrorattentater, som i øjeblikket rammer kontinentet, vil man heller ikke kunne angribe den.

»Men med fare for at være kynisk, er fakta, at vi måske heller ikke behøver (forstå årsagen, red.), for Europa kan godt leve med terror – så længe den ikke er alt for hyppig,« som Rosenberg konkluderer i en af sine analyser.

Positive sideeffekter

Voldsomme angreb som dem i Paris eller Bruxelles skaber ganske vist kortsigtede forstyrrelser i økonomien. Men kun når volden bliver ekstremt koncentreret og hyppig, som det f.eks. var tilfældet i Nordirland i 1970erne eller Israel under den anden intifada i begyndelsen af 00erne, risikerer terroren at blive en alvorlig trussel mod økonomien eller det demokratiske samfund.

»Der er Europa slet, slet ikke endnu,« siger han.

Over sommeren afbrød europæiske TV-stationer programmer for at gå i breaking-gult ved snart sagt enhver mistanke om terror. Men når mediedækningen finder et mere naturligt leje, vil folk også her gå tilbage til at leve deres liv.

»I Israel er man mere opmærksom, men i det store hele fortsætter hverdagen. Man lærer at gå i dækning, når der er noget under opsejling og så gå tilbage til arbejdet, når det er slut. Folk får hård hud, fordi der jo ikke er noget alternativ,« siger David Rosenberg.

Med årene sætter den konstante sikkerhedstrussel selvfølgelig sine aftryk i den nationale karakter. Men det behøver ikke kun være negativt, siger David Rosenberg.

Med terroren kommer også en »lev-i -dag, for-måske-dør-du-i-morgen-attitude«, som både spiller ind på individ- og samfundsniveau. Folk kører vildere i trafikken, tager flere chancer. Når terror – og høj sikkerhedstrussel i regionen i det hele taget – er en indlejret del af ens hverdag, bliver mennesker mere risikovillige. En fandenivoldsk attitude der ifølge Rosenberg bl.a. også er en del af forklaringen på Israels høje grad af iværksætterkultur.

Så mener du ligefrem, at Europa også kan få noget godt ud af terroren?

»Gid det var så vel. Men sådan en udvikling sker jo ikke på et år eller to. Mellemøsten er i en helt unik anspændt sikkerhedssituation, og Israel har levet sådan her i tre generationer. Så nej, terroren kommer næppe til at bringe noget godt med sig i Europa. Men pointen er, at selv om det måske ikke virker sådan lige nu, kan I sagtens lære at leve med det, og den kommer ikke til at få alt til at gå baglæns eller i stå.«