Til Egypten: Træd an!

For 50 år siden sendte Danmark de første soldater af sted på en international mission som fredsbevarende FN-tropper. Det var til Egypten til konflikten mellem israelerne og egypterne. Siden er 100.000 danske soldater fulgt i veteranernes fodspor.

Til Egypten: Træd an! - 1
De danske soldater begyndte i 1956 deres FN-mission på den egyptiske side af Suez-kanalen og bevægede sig videre nordpå op mod Gaza. Billedet er fra Erik Kryger Kaaes private samling. Fold sammen
Læs mere

Kompagniet stod antrådt, på rad og række ved skydeområdet i Borris i Vestjylland. De unge mænd lyttede opmærksomt, mens chefen fortalte om den opgave, enheden og soldaterne var udtaget til at løse. Sammen med soldater fra Norge skulle de af sted til Gaza som fredsbevarende FN-soldater.

De, der havde særlige grunde til at ikke tage med, for eksempel problemer med familien, kunne træde et skridt frem.

Det var der kun nogle stykker, der gjorde. Resten blev bare stående. Dermed havde de lige sagt ja til at lade sig udsende som Danmarks første fredsbevarende styrke i brændpunktet mellem arabere og israelere i november 1956. Betænkningstiden kunne tælles til 60 minutter.

Erik Kryger Kaae, 19-årig værnepligtig i 7. regiment, kendt under sit soldaternummer, 4, og Aksel Fløe Henriksen, dengang 23, kendt som sergent Henriksen, havde omkring ni måneders værnepligtig uddannelse bag sig og var i Borris for at skyde.

De unge mænd anede ikke meget om, hvad der skete derude i verden i efteråret 1956, da det ungarske oprør blev druknet i blod, og hvor Israel sammen med faldskærmstropper fra Frankrig og Storbritannien drev den egyptiske hær bort fra Suez-kanalen, som den egyptiske diktator, Nasser, havde nationaliseret. Verden balancerede på randen af en katastrofe, men nyhederne sivede kun langsomt ud over lyngbakkerne til soldaterne på heden ved Borris.

»Men en dag blev vi kaldt ind til lejren allerede til middag. Så sagde de: Alle ret, og nu har I en time til at spekulere på, om I vil med til Egypten«, fortæller Erik Kryger Kaae.

Der var kun en enkelt eller to telefoner i Borris-lejren, så det med at ringe til far og mor eller kæresten for at få et råd, var der ikke mulighed for.

»Efter en time trådte vi an igen, og så sagde vores chef: »Alle ret! De, der ikke ønsker at tage med til Egypten, træder ud af 2. kompagni«.

Aksel Fløe Henriksen husker, at chefen ikke spurgte efter frivillige. Chefen slog blot fast, at 2. kompagni skulle af sted. Men de, der var gift eller syge, kunne træde et skridt frem, og det var der så to-tre stykker, der gjorde. De blev marcheret højre om og ud af lokalet. En af dem, der ikke nåede at melde fra, var en reserveofficer, som blot var inde for at gøre nogle få ugers tjeneste. Til daglig drev han forretning. Men den kom hans kone til at passe i de næste otte måneder.

De, der stod tilbage, udgjorde sammen med omkring 400 andre danske soldater det første danske FN-kommando efter Anden Verdenskrig. 7. november blev den officielle dato for oprettelsen med oberstløjtnant Carl Engholm som chef. Tre uger senere sluttede den danske styrke sig til norske enheder i Port Said ved Suez-kanalen, og dermed skrev den første fællesnordiske bataljon sig ind i historiebøgerne under navnet DANOR, hold 1.

Hovedet under armen
Hold 1 er altid noget særligt; det er de første, som baner vejen for efterfølgerne, og som indhøster de første - nogle gange smertefulde - erfaringer i et missionsområde. Men hold 1 til Gaza blev også hold 1 i Danmarks og FNs første forsøg på at skabe en lidt fredeligere verden efter den store verdenskrig.

Men det historiske perspektiv vidste de unge soldater i Borris ikke noget om. De vidste ikke, at de skulle bane vejen for omkring 100.000 andre danske soldater, der siden har gjort tjeneste på internationale missioner som frontfigurer i Danmarks aktive sikkerhedspolitik. Men det var nu heller ikke for verdensfredens skyld, at Erik Kaae og Aksel Fløe Henriksen blev stående i rækken i Borris. Det var for oplevelsens og kammeratskabets skyld.

Set med nutidige øjne blev det første hold danske soldater på international mission sendt af sted mere eller mindre med hovedet under armen. Dengang var der ikke noget med tre ugers missionsforberedende uddannelse og undervisning i mellemøstlige skikke og menneskerettigheder.

»Inden aften havde vi fået udleveret ammunition, og så kom der en kolonne biler og kørte os til Fredericia. Fire dage senere røg vi af sted«, fortæller Erik Kaae.

Dog ikke Aksel Fløe Henriksen, hvis mortersektion først kom med halvanden måned senere.

Soldater angrebet med sten
Port Said var første stop for Erik Kaaes og Fløe Henriksens »Kompagni Hoppe«, som det kom til at hedde, navngivet efter kompagnichefen. Britiske soldater skulle afløses, så snart de trak sig ud. Erik Kaae husker, hvordan den egyptiske diktator, »oberst Nasser og hans slæng« kørte ind, da briterne var væk og lod sig fejre som sejrherrer. Senere fulgte FN-soldaterne i hælene på de israelske soldater, efterhånden som de rømmede Sinai-halvøen og Gazastriben.

Erik Kaae så den berømte israelske hærchef Moshe Dayan med klappen for øjet overdrage ansvaret som guvernør for Gaza til oberstløjtnant Carl Engholm.

Danskernes opgaven var den klassiske for FN-styrker. Principielt adskiller den sig ikke meget fra den opgave, som FN-soldater i dag er pålagt på grænsen mellem Libanon og Israel - nemlig at adskille parterne og udfylde magttomrummet mellem dem.

De konfrontationer, som de letbevæbnede FN-soldater røg ud i, gjaldt mest demonstrerende civile. Kamp fra pansrede køretøjer og med fly mod tungere bevæbnede oprøre med vejbomber som i Irak og Afghanistan i dag hørte en fjern fremtid til.

Når egypterne skød, var det i luften, og som regel for at markere glæde eller sorg. Angreb på FN-soldaterne foregik som regel med stenkast, skønt Aksel Fløe Henriksen har prøvet at kaste sig ud af sin jeep under beskydning fra en snigskytte.

Oprør i fængsel
Under fremrykningen gennem porten til Sinai-halvøen, Mitla-passet, så danskerne de ødelagte kampvogne og køretøjer og ikke mindst døde egyptiske soldater. Danskerne gav sig til at rode mellem efterladenskaberne, blandt andet egypternes støvler - indtil en af dem smed en støvle fra sig med et råb. Der var stadig en fod indeni.

De husker begge oprøret i fængslet i Gaza, som danskerne bevogtede. Fangerne brød ud af cellerne, men de to-tre vagter nåede at aflåse fængslet og tilkalde forstærkninger. Varselsskud blev affyret inde i fængslet og udenfor stod tusinder og råbte. Flere varselsskud blev affyret, og en araber, der var på vej over fængslets hegn, blev skudt og dræbt. Nye demonstrationer med den dræbte araber hævet højt i luften til fremvisning over den rasende hob fulgte, men soldaten, der havde ramt det menneskelige mål på hegnet blev sendt hjem til Nordjylland på belønningsorlov. Muhammed-krisens voldsomme demonstrationer mod Danmark i Gaza tidligere i år var altså langtfra de første af slagsen.

Ikke godt at ringe hjem
Erik Kaae er ikke overbevist om, at det er godt for udsendte soldater at kunne ringe hjem og hver aften via en satellittelefon høre, hvor meget børnene savner deres far. I 1956 fik det private ikke lov at fylde meget. Det blev til en fridag i Cairo, under kommando. Nu gives mindst én længerevarende orlov hjemme under en seks måneders udsendelse samt adskillige kortere orlovsophold uden for missionsområdet.

I dag er hjemsendelse af familiære, helbredsmæssige eller psykiske grunde ikke ualmindeligt. For eksempel blev mere end en snes af soldaterne sendt hjem fra den cirka 300 mand store styrke i det sydlige Afghanistan i løbet af de første par måneder. I 1956 blev kun få sendt hjem. Erik Kaae og Aksel Fløe Henriksen husker kun to tilfælde; en soldat, der sov på sin vagt, blev arresteret, sendt hjem og kastet i fængsel i Danmark. En anden stak pludselig af og holdt sig skjult, indtil han et par dage senere blev fundet i Israel og hjemsendt, formentlig til en straf for desertering.

»Men vilkårene er langt barskere for de udsendte soldater i dag. Dengang gik vi i almindelig uniform og blå hjelme på gaderne mellem araberne. Vi kunne ikke have klaret situationer som i Irak«, mener Fløe Henriksen.

Erik Kaae er enig: »Irak er ikke et FN-område, snarere et kampområde«, siger han. Man kan ikke sammenligne FN-soldaternes opgave med talebanjagt i Afghanistan, hvor opgaven er om nødvendigt at opsøge og dræbe oprørere. I Gaza skulle soldaterne løse politiopgaver over for civilbefolkningen og trække sig bort i tilfælde af egentlige kamphandlinger.

Fakta:

De store missioner

Danmark i store FN-missioner

1956-67: Gaza

1960-64: Congo

1988-90: Namibia

1964-92: Cypern

1992-2003: Bosnien

1999-?: Kosovo

2000-2001: Eritrea

2002-?: Afghanistan

2003-?: Irak

Suez-krisen:

Da den egyptiske diktator Gamal Afdel Nasser i oktober 1956 trods kraftige protester fra Storbritannien og Frankrig nationaliserede Suez-kanalen og længe havde blokeret Israels havneby Eilat og adgangen til Akaba-bugten, angreb Israel og de to europæiske magter. Den første bevæbnede FN-styrke nogensinde blev indsat 15.-16. november som United Nations Emergency Force. Danmark nåede at bidrage med i alt 11.000 soldater, indtil Egypten beordrede styrken ud umiddelbart før Seksdageskrigen i 1967.

Veteranerne mødes

50 års-dagen for Danmarks første FN-styrke markeres på Bülows Kaserne i Fredericia tirsdag den 7. november med start kl. 10. Foreningen De Blå Baretter, der samler mange tidligere udsendte, oplyser, at veteraner fra Gaza er velkomne, også uden forhåndstilmelding. I parade og receptioner deltager bl.a. foreningens protektor, prins Joachim, og forsvarsminister Søren Gade.

Hvad blev der af dem?

Aksel Fløe Henriksen fik efter Gaza en militær karriere i Gardehusarregimentet. Hans inspirator var »Kompagni Hoppe«s næstkommanderende, premierløjtnant Axel Bojesen. Fløe Henriksen blev pensioneret som major i 1993. En af hans sønner tog med det første hold danske soldater i Kroatien i 1992.

Erik Kryger Kaae blev landbrugsuddannet og arbejdede ved siden af i sin fars landbrug ved Kalundborg. Senere tog han til Norge, arbejdede i industri og har i 30 år været pedel på en skole ved Gørlev, hvis elever har nydt godt af hans historier fra Gaza. Han har været medlem af Hjemmeværnet i 30 år.