Tidstyranniets Danmarkshistorie

Sommeren er endegyldigt forbi og normaltiden tilbage. Ny bog beskriver, hvordan tiden kom til Danmark og gjorde os til urets trælle.

Foto: STEEN JESPERSEN

Det daglige ræs for at haste efter tiden og nå det hele senest i sidste øjeblik skyldes Gud. Eller nærmere nogle få fanatisk troendes behov for asketisk at følge en enkelt bemærkning i Biblen til punkt og prikke. Det var nemlig munke i middelalderen, der for at følge ordet om at prise Gud syv gange dagligt, satte tiden i Europa i system. Det fysiske bevis i Danmark kan stadig ses på Vestervig Klosterkirke i Thy, hvor nordens ældste solur synkroniserede munkenes tilværelse med solens skygge. I dag lever vi alle som slaver af tiden i modernitetens kloster.

Det begyndte så småt fra Middelalderen hvor den lineære tidsopfattelse begyndte at erstatte den cyklisk, elastiske tid. For at holde styr på deres observationer af universet byggede munkene mekaniske modeller af det de opfattede som solens kredsløb om jorden. Det inddelte de i 12 enheder og skabte dermed de første ure, fortæller historiker Poul Duedahl fra Aalborg Universitet i bogen »Gudhjemtid«, der opremser Danmarks tidshistorie.

»Med tidsmåleren – altså uret – fik tiden for første gang et talsprog, som ikke ændrede sig fra dag til dag uanset årstidernes skiften. Det var anderledes end før, hvor menneskets tidsopfattelse var styret af selve tidsoplevelsen, altså tiden, som menneskene i samtiden følte og sansede den. Uret viste sig perfekt til at skematisere det sociale liv, så man mødte på et konkret tidspunkt og ikke spildte hele dagen. Tilværelsen bliver helt automatisk mere synkron og effektiv, når man ved, hvad klokken er,« siger Poul Duedahl.

Udenfor klostrenes mure var der stadig et anderledes frit liv. Her levede bønderne i pagt med en elastisk tidsopfattelse, der nok inddelte døgnet i morgen, middag og aften, men som ændrede sig i takt med årstidernes forandring af kreaturernes rytme, hanens gal og lysets skygger.

»Bønder var meget lidt tidsbevidste og oplevede kun synkroniseringen i form af den lokale kirkeklokke, som var tidens første lydside på landet, der ringede når klokkeren fik den til det, så bønderne kunne mødes til gudstjeneste samtidigt. Det synkrone klosterliv blev først en del af deres eget liv i 1800-tallet, hvor de for første gang får råd til at købe ure. Da bliver de slaver af tiden på præcis samme måde som munkene var og som folk i byen var blevet,« siger Poul Duedahl.

Fra 1335 spredte de mekaniske ure sig fra domkirken i Milano til de i 1401 nåede hele vejen til Ribe Domkirke. Nu ringede klokkerne hver time ind, så man vidste, hvad klokken var. Tiden vekslede fra sted til sted, men med den lokale fællestid begyndte gudstjenester og markeder på faste tidspunkter, færgen sejlede til tiden frem for, når der var behov og arbejdet blev opgjort i tid frem for opgaver.

I bogen kalder Poul Duedahl Christian 4. for det første moderne menneske, der voksede op omgivet af ure. Han fik ure opsat flere steder og med ham spredtes lommeuret til det bedre borgerskab.

»Med lommeuret blev ethvert menneske herre over sin egen tid, og kunne holde styr på andres. Efterhånden som lommeuret blev allemandseje i byerne, omkring år 1800, blev de sidste befolkningsgrupper der tidsslaver. Ingen kunne længere leve uden tiden lige ved hånden,« siger Poul Duedahl.

Det var først og fremmest byboere der affandt sig med det moderne tidstyranni, mens de så skævt til bønderne der havde vanskeligt ved at acceptere, at for eksempel den femte time skulle være samme tidspunkt året rundt, når enhver kunne forvisse sig om, at det på det tidspunkt var lyst om sommeren og bælgravende mørkt om vinteren. Men kongerne havde fået øjnene op for den vækst tiden kunne medføre, så i 1683 fastslog Christian 5. Danske Lov, at landets klokker ikke længere måtte overlades til klokkerens lune, men altid følge solens gang på himlen, så der kom en form for ensartet tid at fundere fællesskabet på.

»Uret er grundlaget for alt det, som den moderne industrialiserede verden grundlæggende handler om, nemlig acceleration, effektivisering og vækst. Det er faktisk den første moderne maskine, der blev skabt her, og det er af samme grund let at finde historikere, som hævder, at det er med skabelsen af uret, man finder begyndelsen på den europæiske industrialisering. Det er fra og med urene, at kongemagt og købmandsstand gør de første bevidste forsøg på at opdrage borgere og ansatte til at anvende urene, så de bliver effektive arbejdere. I det hele taget bliver mennesker udstyret med ideen om, at man kan spilde tiden og bør have dårlig samvittighed over det,« fortæller Poul Duedahl.

Det var dog ikke helt nemt med tiden. I løbet af 1800-tallet eksisterede der et væld af forskellige tider i Danmark. Udover standardtiden i København havde nærmest hver by sin egen tid funderet i solens placering på himlen. Det betød, at telegrammer afsendt fra København over middag, havde en mærkelig tendens til at overhale solen og dukke op i Viborg lidt før middag. Postvæsenet indførte også deres variation af tiden, der medførte at fynske byer fulgte den københavnske posttid, mens de jyske byer fulgte den jyske posttid. Det blev ikke mindre forvirrende, da jernbanen afslørede, at det tilsyneladende var væsentligt hurtigere at rejse mod vest end mod øst.

Fra 1880erne blev der så indført en nationaltid, som langsomt spredte en helt ny trældom af tiden, som ikke engang et attentat mod fremtrædende ure i hovedstaden i 1886 kunne få bugt med. Arbejderne tjekkede ind og uret udviklede sig til at være en moralsk maskine, der definerede det gode liv som et hvor tiden ikke blev spildt. Fritiden handlede også om tid og sportspræstationer blev i ligeså høj grad en kamp mod uret som mod andre, og med den internationale handel og transport blev det i stigende grad nødvendigt med en ens tid.

Så nytårsaften mellem 1893 og 1894 blev tiden igen justeret. Denne gang med 9 minutter og 41 sekunder, så Danmarks tid fulgte tiden i Gudhjem ved verdens 15. længdegrad og dermed blev en del af universaltiden, så klokken var det samme uanset om man var i Ribe eller Rom, og det var den tid, vi vendte tilbage til i nat her bag klostrets tykke mure.