Tidslinje: Muhammed-krisen

30. september 2005 bringer Jyllandsposten de omstridte Muhammedtegninger, som fører til den største udenrigspolitiske krise i Danmark siden 2. verdenskrig. Læs her, hvordan krisen har udviklet sig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

18. maj 2008: Jyllands-Posten overdrager 11 af de 12 Muhammed-tegninger til Det Kongelige Bibliotek. Den sidste og mest omstridte tegning, der er lavet af Kurt Westergaard, er endnu ikke blevet overdraget.

11.april 2008: PET skærper sin vurdering af risikoen for terror i Danmark. Begrundelsen er den negative opmærksomhed i kølvandet på genoptrykningen af Muhammed-tegningerne.

31. marts 2008: Efter pres fra Kurt Vestergaard og Dansk Journalistforbund fjerner Geert Wilders Westergaards tegninger fra filmen.

30. marts 2008: Den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir holder stormøde under slagordet: ”Koranen udfordrer den fordærvede vestlige kultur”.

29. marts 2008: Wilders film er med til at dele vandene i regeringen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen fordømmer filmen som en provokation, mens de Konservative og Dansk Folkeparti mener, at filmen, om ikke andet, udmærker sig ved at turde tage islams skyggesider op.

28. marts 2008: Kurt Westergaard pointerer, at Wilders har anvendt den omstridte karikatur af Muhammed uden hans samtykke. Dansk Journalistforbund er klar til at sagsøge den hollandske politiker Geert Wilders for den ulovlige brug af Kurt Westergaards Muhammedtegning.

27. marts 2008: Geert Wilders lægger sin islamkritiske film, Fitna ud på nettet. Den 15 minutter lange film begynder og slutter med Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Filmen ender med, at bomben eksploderer.

24. marts 2008: Den jordanske boykot af danske varer når sit hidtidige højdepunkt. Det vurderes, at 75% af de jordanske butikker nægter at sælge danske produkter.

21. marts 2008: Allerede inden Geert Wilders islamkritiske film er blevet vist på tv eller lagt ud på nettet, lægger en række muslimske grupper sag an mod den hollandske politiker, fordi Wilders påstår, at hans film viser, at Koranen er fascistisk.

19. marts 2008: Bin Laden truer i en lydoptagelse EU med hård straf for Muhammedtegningerne.

18. marts 2008: I et interview med DR Nyheder kritiserer Wilders Hollands premierminister Jan Peter Balkenende og hans regering for at lade sig skræmme. I samme interview roser Wilders Anders Fogh for at bakke op om Kurt Westergaard.

Statsministeren tager i en pressemeddelelse skarpt afstand fra Geert Wilders' synspunkter: ”Regeringen står vagt om ytringsfriheden, men jeg ønsker igen at understrege, at vi ikke deler de værdier og synspunkter, som Wilders repræsenterer.”

17. marts 2008: Den 33-årige kaptajn Christian Jørgen Grundt Damholt og den 45-årige seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen omkommer i den afghanske by Gereshk, da de bliver ramt af en formodet selvmordsbomber. En højtstående NATO-kilde vurderer, at det er Muhammedtegningerne, der har forårsaget selvmordsangrebet.

15. marts 2008: Til trods for fogedforbud mod at vise Kurt Westergaards karikatur af Muhammed, vælger deltagere i en anti-islamistisk demonstration at anvende plakater med Westergaards tegning. De 20-30 fremmødte demonstranter og medlemmer af foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD), må efter en times demonstration køres bort af politiet under tilråb fra omkring 100 moddemonstranter.

13. marts 2008: I forlængelse af den nye tegningesag langer en artikel i den statsejede egyptiske avis Al-Gomhuria ud efter SF-formand Villy Søvndal. Søvndal, der i øvrigt benævnes som leder af ”Det Ekstremistiske Folkeparti”, citeres for at sige, at muslimer ”kan gå ad helvede til.”

12. marts 2008: Kurt Westergaard går i fogedretten for at forhindre foreningen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) i at bruge hans Muhammedtegning på plakater ved en demonstration i Ålborg lørdag d. 15. marts.

Islamisk Trossamfunds talsmand, Kassem Ahmad, går af, efter stærk kritik af Ahmads deltagelse i en demonstration under Hizb ut-Tahrirs faner.

10. marts 2008: Det slovenske EU-formandskab bebuder, at det vil betragtes som en unødvendig provokation, hvis Geert Wilders’ anti-islamiske film offentliggøres. I samme forbindelse lader den hollandske premierminister, Jan Peter Balkenende, forstå, at han om nødvendigt vil bringe sagen op på EU’s topmøde 13. og 14. marts.

8. marts 2008: Den hollandske regering søger støtte fra ”et samlet EU” forud for den krise, som man frygter i kølvandet på offentliggørelsen af den hollandske politiker Geert Wilders’ stærkt anti-islamiske kortfilm.

7. marts 2008: Vrede muslimer protesterer i forskellige pakistanske storbyer mod de danske Muhammedtegninger. Den største demonstration finder sted i Karachi.

I Danmark mødes 300 danske muslimer til en fredelig demonstration foran Christiansborg og fordømmer genoptrykningen af Muhammedtegningerne, men udtrykker samtidig håb om brobygning mellem Islam og det danske samfund.

6. marts 2008: I sin tale til FN’s Menneskerettighedsråd slår udenrigsministeren på tromme for ytringsfriheden. Bl.a. udtaker Per Stig Møller, at ”den konkrete udøvelse af ytringsfriheden er ikke altid bekvem for vore regeringer. Sådan er demokrati.”

4. marts 2008: Omkring 5000 afghanere er på gaden i protest mod de danske Muhammedtegninger. Der er tale om den største demonstration hidtil mod Danmark.

3. marts 2008: Omkring 300 rasende afghanske parlamentsmedlemmer demonstrerer mod de danske Muhammedtegninger og Geert Wilders' endnu ikke offentliggjorte islamkritiske film. Demonstranterne kræver, at præsident Hamid Karzai indkalder ambassadørerne fra Danmark og Holland til at stå skoleret og modtage en officiel protest fra regeringen i Afghanistan, hvor begge EU-lande har udstationeret soldater.

1. marts 2008: De danske mediers genoptryk af den mest omstridte af de 12 profettegninger har en direkte negativ effekt på ytringsfriheden i den muslimske verden. Det fastslår Venstres tidligere formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i en kommentar til den genopblussede strid mellem Danmark og den muslimske verden.

28. februar 2008: Mordtruslerne mod Jyllands-Postens Muhammed -tegner Kurt Westergaard fører til, at hans hustru, Gitte Westergaard, er blevet bortvist fra sit arbejde som vikar i en kommunal børnehave i Århus. Rådmand Louise Gade (V) ændrer dog på afgørelsen.

I Sudan siger landets præsident til 10.000 demonstranter, at ingen danskere skal vanhellige sudansk jord. Samtidig opfordrer han samtlige muslimer i verden til at boykotte Danmark.

27. februar 2008: Arla har de seneste dage modtaget færre ordrer fra Mellemøsten, og må nu skrue ned for produktionen og fyre medarbejdere på Bislev Mejeri. Netop mejeriet i Bislev, der fremstiller feta og andre produkter til Mellemøsten, blev også hårdt ramt af den første Muhammed-krise i 2006.

Embedsmænd fra Vatikanet og præsentanter for sunnimuslimernes største universitet Al-Ahsar fordømmer i en fælles udtalelse at danske aviser har genoptrykt Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed .

26. februar 2008: Der tegner sig i øjeblikket et diffust billede af, om muslimske lande vil boykotte danske varer eller ej, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen. I sin kommunikation lægger de danske myndigheder vægt på, at de danske medier ikke har genoptrykt Muhammedtegningerne for at krænke muslimer.

25. februar 2008: Det sudanesiske handelsministerium erklærer, at en officiel boykot af danske produkter nu er trådt i kraft.

De pakistanske myndigheder beordrer samtlige af landets internetudbydere at lukke for adgangen til siden Youtube på ubestemt tid. Argumentet er, at siden indeholder de omstridte danske tegninger.

300 demonstranter fra Jordans største oppositionsgruppe, Den islamiske Aktionsfront, opfordrer deres regering til at "fyre den danske ambassadør", mens de brænder Dannebrog af.

24. februar 2008: Selv om en af verdens mest fremtrædende sunnimuslimske lærde, sheik Youssef el-Qaradawi, har opfordret muslimer til at boykotte danske varer i protest mod danske avisers genoptryk af en Muhammedtegning , er der ifølge mejerikoncernen Arla Foods foreløbig ingen tegn på en boykot.

23. februar 2008: I Indonesien demonstrerer en gruppe af ekstremistiske muslimer mod Muhammedtegningerne. Demonstranterne kræver, at tegnerne idømmes dødsstraf.

22. februar 2008: En hviderussisk journalist, som offentliggjorde Jyllands-Postens Muhammedtegninger i sin avis, kommer på fri fod efter mere end tre måneder i isolationsfængsel.

Omkring 200 palæstinensere gennemfører en demonstration i Gazastriben mod danske avisers fornyede offentliggørelse af Muhammedtegningerne.

21. februar 2008: Kurt Westergaards Muhammedtegning får Egypten til at forbyde udenlandske aviser. Landet har allerede forbudt britiske The Observer og amerikanske Wall Street Journal - og nu følger forbud mod de to tyske aviser Frankfurter Allgemeine Zeitung og Die Welt efter. Ifølge informationsminister Anas al-Fiqi er det en direkte reaktion på avisernes fornærmelse af Muhammed ved at genoptrykke den karikatur, hvor profeten har en bombe i sin turban.

20. februar 2008: Cirka 100 ekstremistiske muslimer demonstrerer foran den danske ambassade i Jakarta mod danske Muhammedtegninger. Hizb-ut-Tahrir i Indonesien kræver, at "dem, der ydmyger profeten Muhammed , bør have dødsstraf".

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, ligger sig på linje med sin forgænger i spørgsmålet om Muhammedtegningerne , og siger, at ytringsfrihed må respektere religiøs følsomhed.

19. februar 2008: Det egyptiske fodboldforbund aflyser to planlagte træningskampe mod det danske U19-landshold. Ifølge DBU aflyser egypterne af ”sikkerhedsmæssige årsager”.

Danmarks chargé d'affaires i Islamabad, Anders C. Hougaard, bekræfter over for Ritzau, at han i går blev kaldt til samtale i Pakistans udenrigsministerium.
Anledningen var genoptrykningen af tegningerne af profeten Muhammed .

18. februar 2008: Demonstrationer i Irak, Sudan, Pakistan og Gazastriben i forbindelse med fredagsbønnen. Demonstranter kræver, at de diplomatiske forbindelser til Danmark ophæves.

17. februar 2008: Formanden for en arabisk forbrugergruppe opfordrer alle forbrugere i arabiske og islamiske lande til en uigenkaldelig boykot af danske varer.

16. februar 2008: Formanden for Udenrigspolitisk Nævn modtager et brev fra den iranske ambassadør i Danmark. Heri står, at hvis nævnets planlagte tur til Teheran i den efterfølgende uge fortsat skal finde sted, så skal Iran have en undskyldning for Muhammedtegningerne.

15. februar 2008: Demonstrationer mod genoptryk af Muhammedtegningerne i Gaza og Pakistan. I Pakistan bliver Dannebrog og dukker som forestiller Anders Fogh Rasmussen brændt af, og den danske ambassadør forlanges udvist.

12. februar 2008: Tre mænd anholdes i et Århus-område under mistanke for at planlægge og have til hensigt at udføre et drab på Jyllands-Postens bladtegner Kurt Westergaard. Det var Kurt Westergaard, som stod bag tegningen af profeten Muhammed med en bombe i turbanen tilbage i 2005. I den forbindelse vælger flere medier at genoptrykke Westergaards tegning, som illustration til deres historie om anholdelserne. Det sker både den 12. februar og 13. februar.

8. februar 2008: Et billede af profeten Muhammed på det brugerredigerede internetleksikon Wikipedia får vreden til at blusse op igen. En online underskriftindsamling er nu startet for at få billedet fjernet.

DEN FØRSTE MUHAMMED-KRISE
Oktober 2007: Direktøren for Danmarks Mediemuseum besøger Jyllands-Posten i Århus og får en samling af trusselbreve, tegninger og avisudklip fra Muhammed-krisen, som skal bruges i en udstilling om ytringsfrihed. Det vækker stor begejstring hos menneskerettighedseksperter landet over.

August 2007: I Sverige bringer en avis nye tegninger af profeten Muhammed – denne gang med hundekrop. Krisen når dog ikke samme højden som i Danmark halvandet år tidligere.

23. maj 2007: Amnesty International blåstempler Anders Fogh Rasmussens håndtering af Muhammed-krisen. Organisationens generalsekretær Irene Khan skriver, at den danske regering gjorde det rigtige ved at forsvare ytringsfriheden, der efter Amnestys opfattelse var det centrale princip i den sag.

Oktober 2006: Nyhedsavisen viderebringer en række videooptagelser fra Dansk Folkepartis Ungdom, hvor profeten Muhammed både bliver tegnet og hånet. Situationen kommer dog relativt hurtigt under kontrol, og til trods for vrede i de arabiske og islamiske lande fører det ikke til en ny Muhammed-krise. Anders Fogh Rasmussen fordømmer de nye tegninger.

28. maj 2006:Politiken bringer de 12 Muhammed-tegninger.

Maj 2006: Danske varer begynder så småt at vende tilbage på hylderne i de muslimske lande.

23. marts 2006: ”Fasthold boykotten af Danmark og styrk de lokale produktioner” er budskabet fra konferencen i Bahrain. I Danmark kommer det frem, at imamen Ahmed Akkari har opfordret til at sprænge Naser Khader i luften, hvis han bliver minister.

22. marts 2006: I Bahrain afholdes der en konference om, hvordan muslimer kan udbrede kendskabet til profeten Muhammed i Vesten. Seks danske muslimer opfordrer til at afblæse boykotten af danske varer.

21. marts 2006: Venstre og Dansk Folkeparti kritiserer Arla for ikke at støtte op om kampen for ytringsfrihed. Kritikken skyldes, at mejerikoncernen har udvist respekt og forståelse for det muslimske samfund i en annonce i 25 arabiske aviser.

18. marts 2006: I en rapport til FN’s menneskerettighedskommission, som er udarbejdet af en af FN’s særlige rapportører, konkluderes det, at den danske regering ikke levede op til sine internationale forpligtelser mht. moderne former for racisme, racediskrimination, fremmedhad og intolerance.

17. marts 2006: De 27 muslimske organisationer, der har anmeldt Jyllands-Posten for blasfemi og racediskrimination, sender sagen videre til FN’s menneskerettighedskommisær. Rigsadvokaten, som tidligere afviste straffesagen, modtager international ros for sin afgørelse, og EU’s justitskommissær udtaler, at afgørelsen er et perfekt eksempel på, hvordan et demokrati virker.

16. marts 2006: Alle udenlandske ambassadører bliver inviteret til et møde i Udenrigsministeriet. Mødet er et led i en diplomatisk offensiv, som skal forsøge at begrænse omfanget af krisen.

15. marts 2006: Rigsadvokaten afviser at rejse en straffesag mod Jyllands-Posten.

27. februar 2006: EU's udenrigsministre udsender en erklæring, hvor de understreger vigtigheden af ytringsfrihed. De beklager samtidig, at tegningerne har krænket muslimernes følelser.

26. februar 2006: Danmarks ambassadør i Syrien vender tilbage til landet.

19. februar 2006: Det højt anerkendte amerikanske tv-program 60 Minuts sender et indslag med titlen ”The State Of Denmark

18. februar 2006: I Nigeria mister mindst 15 personer livet under en demonstration mod tegningerne. En dansk delegation, der er rejst til Egypten for at opnå forsoning, bliver velmodtaget.

13. februar 2006: Anders Fogh mødes med Netværket Demokratiske Muslimer.

7. februar 2006: Ambassaden i Teheran bliver angrebet for anden dag i træk.

6. februar 2006: Den danske ambassade i Irans hovedstad Teheran stormes og sættes i brand.

5. februar 2006: Den danske repræsentation i Libanon brændes af.

4. februar 2006: Den danske ambassade i Syriens hovedstad Damaskus bliver brændt ned af vrede demonstranter.

2. februar 2006: Anders Fogh udtaler til en arabisk tv-station, at danskere ikke har noget ønske om at fornærme muslimer. Muhammed-tegninger bliver bragt i en jordansk avis.

1. februar 2006: Aviser i hele Europa bringer Muhammed-tegningerne.

30. januar 2006: Jyllands-Posten undskylder via et jordansk nyhedsbureau for at have krænket muslimer.

29. januar 2006: I protest mod tegningerne lukker Libyen sin ambassade i Danmark. I Mellemøsten sættes for første gang ild til Dannebrog af vrede muslimer. Alle danskere, nordmænd og svenskere opfordres til at forlade Gaza inden for 72 timer.

21. januar 2006: Alle verdens muslimer opfordres af en international sammenslutning af lærde muslimer til at boykotte danske varer.

20. januar 2006: Folk i Saudi Arabien bliver opfordret til at boykotte danske varer.

10. januar 2006: Tegningerne bliver bragt af en norsk avis. Ifølge avisens redaktør sker det for at værne om ytringsfriheden.

8. januar 2006: Islamisk Trossamfund bestemmer sig for at indbringe Statsadvokatens afgørelse overfor Rigsadvokaten.

7. januar 2006: Det bliver besluttet af Statsadvokaten i Viborg, at der ikke vil blive rejst en straffesag mod Jyllands-Posten for blasfemi.

20. december 2005: I et debatindlæg i Politiken, skrevet af bl.a. 22 tidligere danske ambassadører, kritiseres Anders Fogh for ikke at ville mødes med repræsentanter for de 11 muslimske lande.

1. december 2005: Der bliver udlovet en dusør for at dræbe tegnerne.

November 2005: En delegation af danske muslimer rejser til Mellemøsten og opfordrer til international fordømmelse af tegningerne.

29. oktober 2005: Jyllands-Posten bliver meldt til politiet for blasfemi og racediskrimination af 11 muslimske organisationer i Danmark.

24. oktober 2005: Anders Fogh afviser at mødes med ambassadørerne.

21. oktober 2005: Anders Fogh svarer ambassadørerne skriftligt. ”Ytringsfriheden er selve det danske demokratis fundament. Ytringsfriheden er meget vidtrækkende, og den danske regering har ingen mulighed for at påvirke pressen,” skriver Anders Fogh.

19. oktober 2005: Anders Fogh og Udenrigsministeriet modtager en protestskrivelse fra 11 muslimske lande, som alle har ambassader i Danmark.

16. oktober 2005: En 17-årig sigtes for at komme med dødstrusler mod en af tegnerne. Anders Fogh tager afstand fra truslerne.

14. oktober: I København demonstrerer 3.500 personer imod tegningerne samt konstant negativ omtale af islam.

12. oktober 2005: 11 ambassadører fra muslimske lande beder om et møde med Anders Fogh, som afviser.

8. oktober 2005: Det Islamiske trossamfund forlanger, at Jyllands-Posten giver samtlige muslimer en officiel undskyldning og ligeledes trækker flere af tegninger af profeten Muhammed tilbage.

30. september 2005: Morgenavisen Jyllands-Posten bringer 12 tegninger af profeten Muhammed.