Tidslinje: Deniz-mordet

Onsdag 19. marts 2008 kl. 16:30

Det 16-årige avisbud Benis Deniz Uzun opsøges af tre unge drenge i Polensgade på Amager. De råber »hvad glor du på?« og slår ham ned med bat og ratlås. I dagene efter overfaldet florerer der rygter om, at racistiske motiver skal ligge til grund for overfaldet, men det afviser drabschef i Københavns Politi, Ove Dahl.

Onsdag 19. marts 2008 17-tiden

En 15-årig dreng, hans 17-årige bror og en 18-årig ven anholdes for overfaldet på Deniz.

Torsdag 20. marts 2008 eftermiddag

De tre drenge varetægtsfængsles i 27 døgn for grov vold.

Torsdag 20. marts 2008 kl. 21:45

Deniz dør af sine kvæstelser, uden at den respirator, der har trukket vejret for ham, slukkes. Han var allerede på dette tidspunkt erklæret hjernedød.

Torsdag 27. marts 2008 eftermiddag

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fordømmer på det kraftigste overfaldet. I samme moment beklager statsministeren, at der i udlandet er sat falske rygter i omløb om, overfaldet skyldes en anti-islamisk holdning i Danmark.

Fredag 4. april 2008

Deniz begraves i sin fars hjemby Tatar i det vestlige Tyrkiet.

Fredag 12. september 2008

De tre unge tiltales for vold med døden til følge. Det fremgår endvidere af anklageskriftet, at de tre unge tiltales for et overfald halvanden uge tidligere, hvor de helt umotiveret skal have overfaldet tre drenge med jernstang eller et koben. Derudover skal de også have slået og sparket deres ofre.

Mandag 5. januar 2009

Sagen mod de tre tiltalte begynder ved Københavns Byret mandag.

Fredag 9. januar 2009

De tre tiltalte kendes skyldige i dødelig vold mod det 16-årige avisbud.

Mandag 12. januar 2009

Den nu 16-årige hovedmand bag overfaldet får i Københavns Byret fire et halvt års ubetinget fængsel. Den 18-årige DMJ og den 19-årige RB, får henholdsvis tre og fire års ubetinget fængsel.