Tidligere departementschef for Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel stopper i sin stilling i Udenrigsministeriet.
Det skriver DR på baggrund af oplysninger fra ministeriet.
Thomas Ahrenkiel var chef Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fra 2010 til december 2015 og efterfølgende departementschef i Forsvarsministeriet.
I 2020 kom det frem, at FE ifølge Tilsynet med Efterretningstjenesterne uberettiget havde spioneret mod danske statsborgere. Samtidig havde man vildledt tilsynet ved i årevis at give forkerte oplysninger. Det havde blandt andet stået på i den tid, hvor Thomas Ahrenkiel var FE-chef. Ahrenkiel blev derfor suspenderet af forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Han var på det tidspunkt udnævnt til Danmarks kommende ambassadør i Berlin, men det blev aflyst, da FE-sagen kom frem.
Thomas Ahrenkiel fik tildelt en nyoprettet stilling i Udenrigsministeriet som »særlig repræsentant for nye trusler og teknologier«. Men han er altså nu stoppet i stillingen.
Hans nye job er europæisk direktør i konsulentfirmaet Macro Advisory Partners, skriver DR på baggrund af oplysninger fra Ahrenkiels Linkedin-profil og det centrale virksomhedsregister.
Ahrenkiel har tidligere været i søgelyset på grund af andre sager. I 2016 sad han med ved bordet, da hans dengang nye kæreste, der var ansat som ministeriets pressechef, fik en månedlig lønforhøjelse på 1.500 kroner plus et engangsvederlag på 75.000 kroner. I den sag så Ahrenkiel stort på reglerne om inhabilitet.
I 2019 rettede Rigsrevisionen en alvorlig kritik af mulig svindel med indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. To gange passerede advarslen om Rigsrevisionens alvorlige kritik af problemerne i Ejendomsstyrelsen departementschef Ahrenkiels bord, uden at forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter eget udsagn fik besked.