Tidligere Se og Hør-journalist: Chefer fik også »tys-tys-SMSer«

Den tidligere Se og Hør-journalist Kasper Kopping fortæller til BT, at også ugebladets chefer modtog SMSer fra den såkaldte »tys-tys-kilde«.

Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nye oplysninger i Se og Hør-skandalen indikerer, at flere af ugebladets centrale chefer var langt mere involveret i brugen af »tys-tys-kildens« oplysninger, end det hidtil har været kendt. Det skriver BT.

Den tidligere Se og Hør-journalist Kasper Kopping fortæller til avisen, at chefer og ledende medarbejdere på det kulørte ugeblad også modtog SMSer fra den hemmelige kilde, der skaffede kreditkortoplysninger om kendte og kongelige.

Den såkaldte »tys-tys-kilde« sendte i perioden 2008 til 2011 oplysninger om de kendtes brug af kreditkort til Kasper Kopping og journalisten Ken B. Rasmussen i SMS-beskeder.

Men de beskeder blev ikke kun sendt til de to journalister, fortæller Kasper Kopping, der ikke længere arbejder på Se og Hør.

»Jeg har ikke lyst til at tale om specifikke personer, men i og med at Ken B. og jeg bare var menige soldater, der på chefens opfordring var sat til at grovsortere i de tip, vi fik fra kilden, så blev skiftende chefer, ledere og visse folk i redaktionssekretariatet naturligvis involveret hver eneste gang, vi fik et tip, der kunne bruges - enten via en videresendelse af SMSen eller mundtligt. Jeg havde ikke bemyndigelse til at beslutte noget som helst, og det er til grin at tro, at vi handlede på egen hånd,« skriver Kasper Kopping i en mail til BT.

Konkret foregik det på den måde, at når Kasper Kopping, der havde den direkte kontakt til kilden, modtog en SMS, vurderede han, om det var noget, Se og Hør kunne være interesseret i.

Hvis det var, sendte han i et ukendt antal tilfælde SMS-beskederne videre til overordnede på ugebladet. Hvem, der modtog SMSerne fra gang til gang, afhang af tippets karakter og af, hvem der sad og havde ansvar for bladet, der var i produktion.

Oplysningerne kommer frem torsdag, hvor Højesteret skal vurdere, om politiet skal have lov til at gå ombord i al det bevismateriale, som blev beslaglagt tilbage i maj. Indtil nu har Allers advokater nægtet politiet adgang med henvisning til kildebeskyttelsen.

Hverken de tidligere chefredaktører Kim Henningsen og Henrik Qvortrup eller forhenværende nyhedschef Lise Bondesen og forhenværende redaktionschef Kim Bretov har ønsket at udtale sig om sagen, oplyser BT.

Københavns Vestegns Politi ønsker heller ikke at kommentere de nye oplysninger.