Godmorgen, og velkommen til dagen, hvor kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) uddeler årets fem EliteForsk-priser til fem af Danmarks dygtigste forskere. Priserne har været uddelt siden 2007 og har til formål at synliggøre fremragende danske forskeres indsats i videnskabens tjeneste – et område, som skiftende regeringer har udpeget til et højt prioriteret indsatsområde.

Det er også i dag, at retten i Roskilde skal tage stilling til en eventuel forlængelse af varetægtsfængslingen af tre eksiliranere, som er sigtet for spionage for Saudi-Arabien. De tre er mistænkt for fra 2012 til 2018 at have sat en saudiarabisk efterretningstjeneste i funktion på den danske stats område. De tre mænd er ledende medlemmer af ASMLA, som står for gruppen Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahvaz, der af den iranske regering beskyldes for at have stået bag angreb på iransk militær.