Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det bliver den tidligere rektor på Københavns Universitet og tidligere formand for Etisk Råd, professor Linda Nielsen, der bliver ny formand for Det Kriminalpræventive Råd.
Det erfarer Berlingske få dage efter, at avisen kunne offentliggøre, at juraprofessor Eva Smith trækker sig tilbage efter 16 år på formandsposten.
Linda Nielsen, der fyldte 60 år i begyndelsen af året, kommer til rådet med en lang karriere i universitetsverdenen samt et væld af tillidsposter i bagagen. Og hun har beskæftiget sig med så forskellige emner som globalisering, ytringsfrihed, antidoping, efterretningstjenester, familieret, IT-sikkerhed, bioteknologi og spindoktorer. I 2002 blev hun udpeget som den første kvindelige rektor for Københavns Universitet.
Ifølge Berlingskes oplysninger bliver hun præsenteret som ny formandskandidat ved Det Kriminalpræventive Råds plenarforsamling i midten af november. Forsamlingen kan her indstille hende som kandidat til justitsministeren, som dog først ventes at udpege den nye formand til december.
Karismatisk kandidat
Hans Reymann-Carlsen, næstformand for Det Kriminalpræventive Råd og underdirektør i Forsikring & Pension, bekræfter, at det er et fælles forretningsudvalg, der står bag Linda Nielsen.
»Vi er sikre på, at vi har en god kandidat i hende. Jeg er tilfreds med, at det er et helt enigt forretningsudvalg, der vil bede plenarforsamlingen om at anmode justitsministeren om at udpege hende,« siger han.
Linda Nielsen beskrives som udadvendt, karismatisk og løsningsorienteret. Og det kan rektor Jens Oddershede fra Syddansk Universitet bakke op om.
Han kørte makkerpar med Linda Nielsen i tre-fire år, da hun var formand og han næstformand i Rektorkollegiet.
»Det vil være svært at finde nogen, der er bedre end Linda til at samle en forsamling og nå frem til en løsning. Hun ser løsninger i stedet for problemer. Hun har ikke på forhånd fastlagte meninger om, hvor tingene skal ende, men er god til at lede møder og dygtig til at lytte,« forklarer han.
Evner, der utvivlsomt bliver en fordel i hendes kommende arbejde med det kriminalpræventive arbejde. Hun kommer til at stå i spidsen for en organisation, hvis fokus spænder fra forebyggelse af indbrud og digital mobning til kærestevold og tryghed i boligområder. Og som formand skal hun navigere rundt mellem både politikere, forskere, fagfolk og gadeplansniveauet.
Ifølge Jens Oddershede er Linda Nielsen netop en person, der kan tale med alle typer af mennesker.
»Hun er meget åben. Fremtræder altid lyttende og empatisk, og så har hun et lattermildt væsen, så man nemt bliver gode venner med hende,« siger han.
Professor Linda Nielsen selv bekræfter, at hun er klar til at sætte sig i formandsstolen:
»Jeg synes, det er rigtig spændende, og så må vi se, hvad der sker,« siger hun og har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.