Søren Haslund-Christensen afgik mandag ved døden. Det bekræfter familien.
Han blev 88 år og havde i mange år en fremtrædende karriere i først Forsvaret og dernæst ved hoffet.
Fra 1989 og frem til 2003 var Søren Haslund-Christensen hofmarskal ved det danske kongehus.
Før det var han i militæret, hvor han blev premierløjtnant i 1955. Senere blev han generalmajor og chef for Jyske Division.
Desuden var han forstander for Herlufsholm Skole og Gods fra 1993 til 2004 og medlem af en række bestyrelser.
Søren Haslund-Christensen var medlem af Eventyrernes Klub i Danmark. Han rejste over hele kloden og havde stor indsigt i historie og politik.
Han var søn af opdagelsesrejsende Henning Haslund-Christensen.
Søren Haslund-Christensen levede i en årrække med en Alzheimer-diagnose, og familien har tidligere fortalt om hans liv med sygdommen.