Tidligere departementschefer blander sig nu i minkskandalen: Ministre læser og husker ikke alle bilag

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier – om den vedholdende coronakrise og de øvrige store begivenheder og samtaleemner i ind- og udland.

Information har talt med fire tidligere departementschefer, som vurderer, at man – som det ser ud nu – ikke kan stille de seks S-ministre, ud over Mogens Jensen, til ansvar for den ulovlige ordre i minkskandalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik på denne fredag morgen.

Vi begynder overblikket med en hurtig overflyvning af torsdagens store historier, som i høj grad tog afsæt i regeringsrokaden og minkskandalen. Flemming Møller Mortensen (S) er ny mand på holdet som minister for udvikling og nordisk samarbejde. Rasmus Prehn skifter til posten som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Derudover får beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard også ansvar for ligestilling.

Minkskandalen fyldte som nævnt også meget i nyhedsbilledet. Rigspolitichef Thorkild Fogde beklagede de actioncards, som betjente brugte, da de ringede til minkavlere for at få dem til at aflive deres mink. Betjente truede i strid med loven otte minkavlere med raske besætninger uden for smittezonerne til at aflive deres dyr.

»Vi undskylder og beklager dybt over for befolkningen og minkavlerne i særdeleshed,« lød det fra Thorkild Fogde til Berlingske.

Og så til dagens coronatal.

Dagens tal

Bekræftede smittetal i alt i Danmark: 67.105 (+1.297)
Indlagte: 255 (+7)
Indlagte på intensiv: 41 (-7)
Antal døde: 773 (+3)
Bekræftede smittede på verdensplan: 56.895.516
Døde på verdensplan: 1.360.342

Tal i parentes angiver de seneste ændringer.

Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her. Og så videre til dagens store historier:

Ministre læser ikke alt

Vi begynder i dagens Information.

Avisen har nemlig talt med fire tidligere departementschefer, som vurderer, at man – som det ser ud nu – ikke kan stille de seks ministre fra Socialdemokratiet, ud over Mogens Jensen, til ansvar for den ulovlige ordre i minkskandalen.

Oppositionspartierne har ellers slået hårdt på, at flere ministre er viklet ind i sagen, der onsdag fik Mogens Jensen til at gå af som fødevareminister.

Redegørelsen fra Miljø- og Fødevareministeriet viser da også, at at ministrene burde have været vidende om, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Men ifølge de fire tidligere departementschefer, som Information har talt med, er der intet, der direkte beviser, at ministrene har vidst det. Man kan ifølge departementscheferne således ikke forvente, at ministrene har læst og husker alle bilag.

»Det havde været ønskeligt, at de havde læst bilagene, men der er ikke timer til det. Det handler om, at ministrene ikke har mulighed for at læse alt forud for møder. Så jeg ser det som et systemsvigt og et svigt af embedsværket,« siger Jørgen Rosted, som var departementschef i Erhvervsministeriet i otte år fra 1993 til 2001, til Information.

Få overblikket - hver dag


I dagens overblik giver Berlingske dig hver dag et overblik over de seneste udviklinger fra ind- og udland, samt dagens vigtigste historier. Med nyhedsbrevet Berlingske Morgen vil du hver morgen modtage overblikket i din indbakke.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver dag sender mig et nyhedsbrev med de seneste nyheder fra ind- og udland og vigtigste historier om coronavirussen. Nyhedsbrevet kommer hver dag, kl. 7 i hverdagen og kl. 8 i weekenden. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Juraeksperter sår tvivl om Mette Frederiksens forklaring

En række notater fra mødet om regeringens ulovlige ordre får nu flere eksperter til at hævde, at regeringen og statsminister Mette Frederiksen blev advaret om, at der manglede lovgrundlag til at slå alle mink ihjel, siger de til Berlingske.

Andre eksperter mener, at det ikke kan fastslås, at regeringen kendte til notaterne. Justitsminister Nick Hækkerup anerkender ikke eksperternes juridiske tolkning.

»Statsministeren og udvalget har fået forelagt, at der manglede hjemmel. Og de har endda drøftet det på mødet. Alligevel har de besluttet at gennemføre en aflivning, og de har taget den beslutning på et tidspunkt, hvor de var klar over, at der ikke var det nødvendige retlige grundlag til at gøre det,« siger Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura på Syddansk Universitet.

Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet med indgående kendskab til dyrelovgivningen, har samme opfattelse.

»Statsministeren er på skrift blevet briefet om, at der er et hjemmelsspørgsmål om nedlæggelse af minkerhvervet. Det kan man ikke komme udenom.«

Sten Bønsing, professor i forvaltningsret fra Aalborg Universitet, er enig i vurderingen af, at hjemmelsspørgsmålet er uklart, og at det er det samme at kræve alle mink slået ned som at nedlægge minkerhvervet midlertidigt. Han mener derimod ikke, at selve bilagene belaster regeringen.

Læs artiklen her.

Nyt forslag udelukker biler i hovedstaden

Vi fortsætter videre til dagens Berlingske, som i dag har en nyhed om et opsigtsvækkende forslag fra de Konservative.

Forslaget fra de Konservative i København går på, at man udvider miljøzonerne og forbyder ældre diesel- og benzinbiler, der ikke lever op til den europæiske miljøstandard euronorm V, at køre rundt i hovedstaden. Men dog med en indkøringsfase på tre til fem år.

Hvis det trådte i kraft med øjeblikkelig virkning, ville det betyde, at over 60.000 biler med adresse i hovedstaden ikke længere kan køre i byen, mens mere end 280.000 biler alene på Sjælland ikke kan drøne rundt i København.

Det viser nye tal, som De Danske Bilimportører har trukket for Berlingske.

Læs hele historien her.

Ikke sjovt at blive ringet op af politiet

Flere medier fortæller fredag, at presset på Rigspolitiet vokser.

Eksempelvis har Politiken talt med en række juraeksperter, som kritiserer Rigspolitiet, efter at politiet uden lovhjemmel truede minkavlere med raske mink med aflivning.

»Enhver ved, at det ikke er sjovt at blive ringet op af politiet,« siger juraprofessor og ekspert i forvaltningsret Frederik Waage fra Syddansk Universitet til Politiken, der bringer artiklen på forsiden.

»At politiet så eksekverer den her ulovlige ordre fra Statsministeriet, er jo en myndighedsudøvelse, som vi kender fra lande, som vi normalt ikke vil sammenligne os med«, siger han.

Kim Henriksen er minkavler – eller var minkavler. Fredag den 13. november aflivede han sin sidste mink. Gården ved Støvring i Nordjylland har han overtaget fra sin far, Per Henriksen, der startede det hele i 1987. Nu er det slut. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Også Berlingske har skrevet om sagen. Her sagde professor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, at »det er et stort problem, at politiet ringer ud og bilder borgere ind, at de er forpligtet af noget, som de ikke er. De lægger et pres på folk, som lovgrundlaget ikke giver mulighed for. Det er et kæmpe problem.«

DR Nyheder kunne torsdag aften desuden fortælle, at rigspolitichef Thorkild Fogde var orienteret om, at aflivningen af alle mink var ulovlig.

DR Nyheder skriver, at rigspolitichefen havde kendskab til den manglende lovhjemmel i flere dage, før fødevareminister Mogens Jensen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) fik besked.

»Det er intet mindre end katastrofalt, hvis man ikke kan stole på politiets meldinger. Det skal være sådan, man altid kan stole på det, politiet siger,« siger Inger Støjberg (V) til DR.

Boom i ejerlejligheder

Vi afslutter nyhedsoverblikket i hos Berlingske.

Rigtig mange danskere har været på boligjagt under coronakrisen. Mens det i første omgang især var sommerhusene, der gik som varmt brød, er turen nu kommet til ejerlejlighederne. I oktober slog salget rekord igen.

Det viser nye handelstal fra Boligsiden.

Faktisk er det anden måned i træk, at lejlighedssalget slår rekord. I september blev der solgt 2.088. I oktober fik hele 2.152 lejligheder ny ejer. Det er det højeste niveau i de ti år, Boligsiden har registreret handlerne.

Læs hele artiklen her.

Dagens interview

... er egentlig ikke et interview. En journalist på Politiken skulle således have interviewet filminstruktør Anders Thomas Jensen i anledning af premieren på »Retfærdighedens ryttere«.

Men den pressesky instruktør »leverede kun en bunke kvarte historier«, som avisen skriver. I stedet har journalisten skrevet et brev til instruktøren. Det er værd at læse og kan læses her.

Det sker i dag

Skatteminister Morten Bødskov (S) er i dag klokken 14.00 i samråd om Danske Banks fejl i sagen om gældsinddrivelse. Ministeren skal blandt andet redegøre for, hvornår henholdsvis han og Skatteministeriet blev bekendt med sagen om Danske Banks fejl i gældsinddrivelsen. Desuden skal ministeren oplyse, om der har været møder mellem ministeren og/eller Skatteministeriet og repræsentanter fra Danske Bank om sagen om fejl i Danske Banks gældsinddrivelse.