Tidlig læring og styret leg skader børns skolegang

Et nyt studie viser, at jo tidligere man fokuserer på små børns læring, jo dårligere går det børnene senere i skolen og uddannelsessystemet.

Hvis børn leger for at lære, kan det skade deres skolegang. Det er konklusionen på et nyt studie, hvor over 400 internationale forskningsprojekter er blevet gennemgået, skriver Information.

Selvom skiftende regeringer og kommunerne i mange år har haft fokus på at skabe en målrettet læring for børn i daginstitutioner, viser den omfattende undersøgelse nu, at strategien kan virke mod hensigten og være direkte skadelig for børns sprog- og talforståelse.

Det er professor i udviklingspsykologi Dion Sommer, som står bag studiet, og han påpeger, at jo tidligere man begynder med målstyret læring, des dårligere går det børnene senere i skolen og uddannelsessystemet.

»Forestillingen er, at små børn kan nå at lære en masse via programmer, som voksne styrer, såkaldt instruktionspædagogik. Men små børn lærer ikke på den måde, og det skræmmende resultat er, at fremtidige kompetencer i sprogforståelse, matematik og naturfag forringes – ikke forbedres, som det ellers er målsætningen,« siger Dion Sommer til Information.