Tidlig høst efter rekordregn

De første kornarealer er allerede i hus, og høsten er så småt startet næsten to uger før normalt. Nu efterlyser landmændene tørt og blæsende vejr.

Sol og blæst står øverst på landmændenes ønsker til vejret den kommende tid. I modsat fald kan de seneste ugers dyngvåde vejr resultere i et udbytte under normalen, når resultatet af årets kornhøst skal gøres op.

Endnu slår planteavlskonsulenterne rundt om i landet koldt vand i blodet, for mange kornarealer var pænt modnede efter en lang vækstperiode og sågar begyndende tørke, inden regnen for alvor begyndte at vælte ned.

Så godt stod kornet, at de første arealer med vinterafgrøder allerede er høstet inden for de seneste dage. Det er næsten et par uger før normalt, men desværre for landmændene er der de kommende fire-fem dage ikke udsigt til optimalt høstvejr.

Chefkonsulent Carl Åge Pedersen fra Landscentret i Skejby siger, at det er alt for tidligt at spå om udbyttet af den forestående høst.

- De sydøstlige egne med fede jorde er nok hårdest ramt efter den megen nedbør, siger han.

/ritzau/