Tid til flere patienter

Odense Universitetshospital forudser, at enkle arbejdsgange kan spare tid og penge. Pilotprojekt har øget produktiviteten med 10 - 20 procent.

Før ventede de 17 uger, nu skal patienter på Odense Universitetshospital vente syv uger på at få ultralydsscannet hjertet. Det er et af de konkrete resultater af et pilotprojekt på Odense Universitetshospital om forenklede arbejdsgange.

Tre afdelinger på hospitalet har arbejdet intensivt med metoden lean, og på nogle områder har den halveret patienternes ventetid, øget kapaciteten for undersøgelse og behandling med op til 35 procent og øget produktiviteten med mellem 10 og 20 procent.

Hospitalet skønner, at hvis alle afdelinger indfører lean, vil det give mulighed for at behandle yderligere 50.000 ambulante patienter og 5000 ekstra indlagte patienter om året. Dertil kommer mere tid til forskning, uddannelse og udvikling.

/ritzau/