Tid til at luge ud i byvåbenet

Storkommuner og regionsråd kræver nye byvåben og logoer. Men det er ikke alle lokale ideer, der finder nåde for heraldik-konsulentens øjne. De opfordrer kommunerne til at søge hjælp.

Sønderjyllands Amt tryller sine bidske, galsindede løver om til legesyge puddelhunde, Frederiksborg Amt kapper egetræets rod og klipper våbenskjoldet i stumper i sit bomærke, Ballerup Kommune forvandler sine muslingeskaller til »toiletsæder« og Vallensbæks svaner svømmer den forkerte vej, Broager Kommune får det hele med på skjoldet med et rodsammen af fisk, bølger, bro og et halvt træ... Vanskabninger af kommunevåben og -logoer, som forarger Nils G. Bartholdy og får ham til at vende tommelfingeren nedad, når borgmestre beder ham blåstemple deres hittepåsomhed. Han har de seneste 20 år været Rigsarkivets konsulent i heraldik og stort set enevældig dommer over kommunernes iver for at profilere sig selv.

Forenkle og forny
Med valget til de nye storkommuner og regionsråd kommer der atter gang i kreativiteten og Nils G. Bartholdy er så småt ved at få travlt med at råde, godkende og forkaste. Han arbejder i Rigsarkivet, og regionsråd og de sammenlagte kommuner skal inden om ham, hvis de vil gøre sig håb om at få godkendt de våbenskjolde, som skal signalere fremtidens kommunale og regionale myndigheder.

»Grib lejligheden til at luge ud i symbolerne og til at forenkle og forny,« lyder hans bedste råd - »men få endelig en professionel med forstand på heraldik til at hjælpe jer,« tilføjer han. Han og Rigsarkivet vil gerne hjælpe med.

Kommunevåbener blev almindelige i 1900-tallet. De udviklede sig fra de gamle købstadssegl, hvoraf Roskildes og Ribes fra 1200-tallet er blandt de ældste kendte. Seglfigurerne blev i senere århundreder heraldiseret og farvelagt. Modsat middelalderens martialske riddervåbener hentyder amts- og byvåbener til egnens geografi, flora, fauna, historie og erhverv.

Våbenskjoldene er siden 1936 blevet registreret af Patent- og Varemærkestyrelsen. Registreringen beskytter mod misbrug. For at blive optaget i registret skal våbenet ifølge Arkivloven og Patent- og Varemærkestyrelsens bekendtgørelse overholde de heraldiske principper og følges af en erklæring fra Rigsarkivet med beskrivelse af våbnet samt en godkendelse af statens konsulent i heraldik.

Smartligørelse
Den statslige og kommunale trang til at smartliggøre den ædle, traditionsrige heraldik-kunst til respektløse designer-logoer tager overhånd, synes Bartholdy. Forvanskning kalder han fornyelsen.

»Kommuner og amter, ja statens institutioner med, er de seneste ti år blevet grebet af tidens dille med at sælge sig selv på markedsvilkår,« siger Nils G. Bartholdy, som heller ikke bifalder borgmestres trang til til at udskrive konkurrencer om byvåbener.

»Sådan noget skal der fagfolk til. Folk som kender heraldikkens regler, som er knæsat allerede i middelalderen, om klare farver, kontrast, enkelhed, værdighed og ædelhed.« Nils G. Bartholdy peger uden betænkning på den 26-årige historiker og nysudnævnte kongelige våbenmaler Ronny Andersen: »Han har forstået det. Designere, hvor dygtige de end er, kender som oftest intet til heraldikkens love, og når de forsøger sig, falder de uhjælpeligt igennem,« siger han.

Hvad er eksempler på god, ny kommuneheraldik?

»Solrøds gule sol mod det røde og Greves hvide flet på blå bund,som symboliserer hedebosyning er heraldisk kunst. Det enkle er det kønneste,« siger Nils G. Bartholdy