Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er "meget ærgerligt", at Tibetkommissionen ikke fik adgang til alle e-mails i sagen.
Det siger Anders Højmark fra Støttekomiteen for Tibet som reaktion på DR-programmet P1 Orienterings historie om, at den øverste politiledelse fik slettet e-mails om Tibetsagen, hvor en ulovlig ordre blev givet.
- Det er et stort problem for borgernes retssikkerhed og Tibetsagen i det hele taget. Den kunne være opklaret tidligere i forløbet, hvis Tibetkommissionen havde haft adgang til de e-mails, siger Anders Højmark til Ritzau.
Landsdommer Tuk Bagger var formand for Tibetkommissionen, som blev sat til at undersøge, hvorfor politiet krænkede folks ytringsfrihed under kinesiske besøg.
Hun siger til P1 Orientering, der har fået en aktindsigt i sagen, at de slettede politimails har hindret en fuld opklaring af sagen.
Demonstranter blev for eksempel forhindret i at vifte med Tibet-flag under præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i 2012.
Politiets it-systemer gemmer ifølge Rigspolitiet kun slettede mails i 30 dage. Når personer forlader deres stillinger, forsvinder beskederne også. Der findes ingen backup.
Det virker mistænkeligt ifølge støttekomitéen.
- Det er især interessant, at chefpolitiinspektørens e-mails er slettet, for han fratrådte i 2016, så hans mails er blevet slettet, efter at kommissionen blev nedsat.
- Det synes jeg, lyder særlig betændt. For det skete, umiddelbart inden Tibetkommissionen nåede at rette henvendelse til politiet for at efterspørge den slags e-mails, siger Anders Højmark.
/ritzau/