Thulesen Dahl: En hædersmand har forladt os

Dansk Folkepartis formand udtrykker sorg over Jesper Langballes død.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mine tanker går til familien. Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), der i en pressemeddelelse mindes afdøde Jesper Langballe.

»Det er en hædersmand, som nu ikke er her mere. I sit liv nåede han mere end de fleste. Hans liv var især præget af en uegennyttig og utrættelig indsats for Danmark. Først som præst, journalist og debattør, siden som folketingsmand for Dansk Folkeparti gennem ti år. Han kæmpede for det, han troede på,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Jesper Langballe døde natten til lørdag i sin seng. Han var på besøg hos sin ældste søn i Nordjylland og var gået i seng efter en hyggelig familiemiddag. Lørdag blev han fundet død i sin seng af et barnebarn, oplyser Jesper Langballes fætter, Søren Krarup, der også er fhv. folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

Partiformanden kommer blandt andet til at savne Jesper Langballes gode humør.

»Han var faktisk så godt som altid glad, og hans lune og humør kunne smitte et helt lokale. Selv i nok så alvorlige sager kunne Jesper Langballe finde humoren frem og forløse en situation. Det er ofte i Dansk Folkeparti sagt, at da Jesper Langballe sammen med sin fætter Søren Krarup blev valgt ind i folketingsgruppen i 2001, voksede gruppen med mere end deres to mandater.«

»Og når de to begyndte deres indbyrdes drillerier - for enige var de ikke altid - lænede vi os tilbage og nød det. Så blev vi alle klogere samtidig med, at vi fik et godt grin. Vi har med Jesper Langballes død mistet ikke bare en menings- og kampfælle, men et ægte, stort, menneske. Vi savner ham allerede,« skriver Kristian Thulesen Dahl i pressemeddelelsen.