Thornings datter skifter til privatskole

Nu sender Helle Thorning-Schmidt også sin ene datter på privat­skole. Flere socialdemokratiske toppolitikere har fravalgt folkeskolen.

Thornings datter skal også på privatskole Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

S-formand Helle Thorning-Schmidt tilslutter sig nu gruppen af socialdemokratiske toppolitikere, som sender deres børn på privatskole. Efter sommerferien skifter Thornings 13-årige datter folkeskolen ud med den eftertragtede Ingrid Jespersens skole på Østerbro. Det sker, fordi mange af datterens klassekammerater har forladt hendes nuværende offentlige skole, Strandvejsskolen, i løbet af den seneste tid.

»Ti af hendes nærmeste kammerater er gået ud af skolen, og derfor skal hun starte på Ingrid Jespersens skole, hvor tre af hendes kammerater også starter,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Heftig kritik

Beslutningen er kontroversiel, fordi socialdemokraternes Mette Frederiksen netop har været igennem et uvejr af beskyldninger om dobbeltmoral, efter det kom frem, at hendes datter går på privatskolen Hareskovens Lilleskole. Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at »det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen.«

Det betyder vel, at du, Helle Thorning-Schmidt, burde lade din datter blive i folkeskolen og kæmpe for den ?

»Du glemmer, at den melding, som Mette Frederiksen kom med, ikke var rigtig socialdemokratisk politik. Vi har altid sagt, at vi både skal have en offentlig folkeskole og et privat alternativ. Og jeg synes også, at jeg kæmper for folkeskolen,« siger Thorning-Schmidt.

Køb rundspørge: S-Bagland: Ok for

top-politikere at sende børn i privatskole

Men hvorfor ender top­socialdemokrater på Christians­borg med at sende deres børn på privatskole ?

»Jeg synes ikke, det er rigtigt at sige, at alle top­socialdemokrater gør det. Min yngste datter går stadig i folkeskolen. Men det er svært at sige til min ældste datter, at hun skal sidde tilbage som den eneste, når så mange af hendes kammerater er gået ud. Det er ikke rimeligt, at hun skal lide under, at hendes mor er socialdemokrat,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Overskudsbørn

På Ingrid Jespersens skole understreger rektor Otto Strange Møller, at Thornings datter ikke har sprunget over på ventelisten.

»Det hænger sammen med, at vi laver en ny syvende og en ny ottende klasse hver år og tager ekstra elever ind,« siger Otto Strange Møller.

Ifølge rektoren har forældre til børn på Ingrid Jespersens skole typisk et »uddannelsesmæssigt overskud«.

»Men det passer ikke, at vi kun har de rige folks dumme børn. I hvertfald er de ikke rige. Men selvfølgelig har vi ikke lige så mange børn fra lavindkomstfamilier som på andre skoler,« siger rektoren.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, har også valgt at sende sin datter på privatskole.