Thorning: Fogh i kovending om grønne afgifter

VK-regeringen har indledt en usædvanlig kovending på spørgsmålet om de grønne afgifter. Det mener Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil øge energiafgifterne i Danmark.

Det er yderst påfaldende, påpeger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Hun husker, hvordan Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti i årevis kritiserede den tidligere SR-regering for at øge de grønne afgifter, mens Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. Nu lyder der mere grønne toner fra V og K.

- Der er ingen tvivl om, at der er tale om en kovending. De har kritiseret os i årevis, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

For blot to år siden sagde skatteminister Kristian Jensen (V), at afgifter på energi er virkningsløse.

- Afgifterne på el, tilskud til at spare på el eller fremstille el på en anden måde har således ikke længere nogen CO2 effekt overhovedet. EU's CO2 kvoter har gjort tilskud og afgifter på el virkningsløse på de samlede CO2 udledninger. Det er virkningsløs dobbeltregulering. Der er selvfølgelig nogen, der er interesserede i afgifter og tilskud. Men det er falsk markedsføring at henvise til miljøet, sagde Kristian Jensen i 2005 til Information.

/ritzau/