Thorning: Danskerne må foretage et klart valg

Når danskerne skal til stemmeurnerne bliver det et valg mellem bedre velfærd og skattelettelser. Socialdemokraterne sætter en tyk streg under sit primære slogan

Vælgerne skal træffe et entydigt valg mellem bedre velfærd og skattelettelser.

Sådan opstiller Socialdemokraterne den politiske virkelighed, efter at regeringen tirsdag præsenterede et oplæg til en kvalitetsreform af den offentlige sektor samt en skattereform, der indebærer skattelettelser til alle danskere på arbejdsmarkedet.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har sagt, at der ikke bliver taget én krone fra velfærden, når skattelettelserne skal finansieres. Men det får ikke S-formand Helle Thorning-Schmidt til at nedtone kritikken.

- Der er tale om en reel skattelettelse. Det betyder, at regeringen har foretaget et valg, som de sådan set har gjort flere gange tidligere. De vil give skattelettelser på bekostning af vores velfærd, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.

/ritzau/