Thorning afviser intern kritik

Den seneste uges kritik fra markante S-medlemmer blev diskuteret på et møde i Socialdemokraternes partiledelse i dag. Men kritikken blev afvist.

Helle Thorning-Schmidt afviser, at partiet har været usynlige. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere

Socialdemokraterne har i allerhøjeste grad været synlige i den politiske debat, mener Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt.

Udmeldingen kom efter et møde i den socialdemokratiske partiledelse tirsdag, hvor sidste uges kritik fra flere markante S-politikere blev diskuteret.

- Jeg er ikke enig med dem. Jeg synes, vi har haft masser af sager, men vi kan diskutere de her ting. Og det tager vi sådan set stille og roligt, lød det fra Helle Thorning-Schmidt efter mødet og fortsatte:

- Vi har været fremme med mange forslag henover sommeren. Blandt andet har vi taget spørgsmålet om kræftbehandling op. Det er et spørgsmål, som bekymrer mange mennesker. Vi har foreslået, at kræftbehandlingen skal behandles som akut sygdom. Det er helt uacceptabelt, at der er ventetid på kræftbehandling.

Helle Thorning-Schmidt bebudede samtidig, at partiet op til sit sommergruppemøde i næste uge vil spille ud med en plan for fremtidens velfærdssamfund.