Thorbjørn Ole Reese

Dræbt i friendly fire den 26. september 2007, 22 år

Thorbjørn Ole Reese. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Lorenzen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mon Thorbjørn Ole Reese nåede at finde det, han søgte? Svaret får vi aldrig.

Heller ikke her foran hans gravsten på en bakketop ved Skibet Kirke. Her blæser blot en kølig vind fra Vejle Ådal, der ligger åben og spirende grøn neden for kirkegården. Forårssolen har ellers varmet hele dagen. Thorbjørns mor, Catrin Reese, mærker som altid roen komme over sig, når hun står ved sønnens grav. En ro skabt af lige dele sørgmodighed og stolthed. Findes der et svar, bliver vi enige om, må det søges i dét, der står indgraveret på gravstenen. Det er en bautasten. Når vikinger blev begravet, skulle mindesmærket for dem fortælle en historie. Historien om Thorbjørn Reese er, at han døde som soldat i Afghanistan den 26. september 2007, 22 år gammel. Han blev offer for et af krigens tragiske uheld: Et britisk missil slog ned i en dansk forpost i Den Grønne Zone langs Helmand-floden, og spejderen fra Den Kongelige Livgarde blev ramt. Bautastenen lægger et par brikker mere til historien. Den fortæller, at den er sat af hans far, mor og ”Lille Søs”. Af dem, som holdt mest af ham. Og endelig bærer stenen Livgardens sol.

”Thorbjørn var en sand viking,” fortæller Catrin Reese: ”Han var endda med i en vikingekampgruppe, og da vi inden hans afrejse til Afghanistan i mange omgange talte om, hvad der skulle ske, hvis han døde, var han ikke i tvivl om, at han skulle have en bautasten og ligge her med udsigt til Ådalen, som han elskede at gå på opdagelse i. Han ville være så tæt på vores hus, at vi kunne komme på besøg, som han sagde. Han var også meget bestemt om, at Livgardens mærke skulle på stenen. Der var der, han følte, han hørte til.”

Ville skabe noget

Catrin og Thorbjørns far, Jon Reese, var tidligt klar over, at deres søn og skolen ikke var et makkerpar skabt i himlen. Skolen underviste sjældent i det, Thorbjørn ønskede at lære: ”Han kedede sig bravt. På mange felter var han ganske enkelt for intelligent, og han fik ikke udfordringer nok. Det skabte selvfølgelige nogle problemer. Først og fremmest fordi lærerne ikke forstod den måde, han tænkte på,” siger Jon, der selv er skolelærer.

Thorbjørn ville skabe noget. Mad, for eksempel. Efter skolen søgte han på teknisk skole for at blive kok, og han fik læreplads på Trapholt i Kolding hos Danmarks første kokkekendis, Søren Gericke. Inden Gericke gik konkurs, var Thorbjørn en fast bestanddel i køkkenet på kunstmuseet, og da en madanmelder en aften kom forbi, var den unge vejlenser alene bag gryderne. Avisanmeldelsen bar topkarakterer. ”Han var pavestolt i flere dage,” siger faren.

Men da Gericke gik ned med forretningen, stod 18-årige Thorbjørn Reese over for sit livs første alvorlige valg: Skulle han begynde forfra på skolen? Eller skulle han finde på noget andet at lave? Han valgte noget andet, fortæller Jon Reese: ”Thorbjørns tankegang var, at han jo allerede havde lært at lave mad, og han sagde for sjov, at han egentlig kun havde villet lære det for at score damer. Det kunne han nu, så hvorfor fortsætte?”

Familien kan fortælle, hvordan Thorbjørn lavede festmåltider ud af rester i køleskabet, og til sin fødselsdag fik mor en lagkage i tolv lag. Det med at imponere damerne var sandt nok. Men Thorbjørn Reese var nu for alvor i gang med sin søgen. Det skulle være kreativt. Han syede kostumer til vikingelejre. Han levede sig dybt ind i rollespil og sloges med blanksværd i gengivelser af forgangne tiders store slag. Han samlede på ”stumper” - små militære dimser, alt lige fra støvler over karabinhager til lygter. I en periode var han med til at bygge pontonerne til kronprinsparrets bryllup. Han klippede og plejede små bonsaitræer. Hans sidste projekt var at bygge miniaturelandskaber, husker gode ven og bofælle i København, Emil Ravn Andersen: “Lejligheden flød med pap og papir og lim, og Thorbjørn glemte alt omkring sig. Lige pludselig fløj han ud af døren, fordi han skulle på tur med Forsvaret, og så stod jeg tilbage med dilemmaet: Skulle jeg rydde op, så jeg kunne holde ud at være der, eller skulle jeg lade det flyde, indtil han kom tilbage næste uge.”

Vikingekrigeren vadede ind i mennesker med træsko på, lyder det fra forældrene. I Livgarden siger kolleger, at Thorbjørn var en glad knægt, som var vellidt og ofte tog fusen på folk, fordi han vidste ”ufatteligt meget om de mest ufattelige ting”, som en af spejderne fra hans sektion udtrykker det.

Derfor kunne han snakke en halv time med kassedamen. Eller pølsemanden. Engang i Vejle spurgte en af de faste skikkelser på byens bænke efter en cigaret. Thorbjørn gav ham to og satte sig ned for at sludre. Siden gik han ofte forbi bænkene bare for at veksle et par ord. Senere, i København, engagerede han sig i et stort anlagt rollespil, som dækkede hele Toftegårds plads i en weekend i 2005. Det skulle åbne øjnene på hovedstadens ungdom for de hjemløse, for drankerne, for sutterne, og Thorbjørn og Emil hjalp som frivillige med tømmerarbejdet, så kulisserne kunne være færdige til tiden. ”Vi har altid forsøgt at præge vores børn til at forstå, at der er mennesker, som ikke har det lige så godt som vi andre. Det satte sig fast i ham,” siger Catrin.

På et eller andet tidspunkt er den sociale bevidsthed flydt sammen med vikingen i Thorbjørn. I Forsvaret fandt han tilsyneladende en vej til at forene det. Det kan lyde paradoksalt. For hvordan kan soldatens destruktive side forenes med det kreative og behovet for at hjælpe andre? Men i tilfældet Thorbjørn Reese gav det mening. Når han viste billeder fra sin første internationale mission, i Kosovo, var det fra dengang, at hans gruppe hjalp en lokal bonde. Når han fortalte historier derfra, var det om at spille fodbold med byens drenge. Under skydeøvelser i Afghanistan skulle danskerne sørge for, at børnene ikke kom for tæt på, og Thorbjørn samlede dem om sig og tegnede på en blok. ”Nogle vil kalde det en floskel, men han tog ud for kvindernes og børnenes skyld,” siger hans mor.

For Emil Ravn Andersen er krigeren i Thorbjørn helt uadskillelig fra lysten til at hjælpe: ”Mange tror, at går man i krig, så er det fordi, at man er aggressiv. Det er fejlagtigt. I mange tilfælde går lysten til at hjælpe andre hånd i hånd med viljen til at tage skridtet fuldt ud og bruge våben om nødvendigt. Det gjorde det i hvert fald for Thorbjørn.”

Rene Hjerte

I sin tale ved kisten sagde Jon Reese til sin søn: ”Thorbjørn, du elskede børn, der opstod nærmest en magi omkring dig. For os er det svært at tale om dig uden at komme til at smile. Du var sikker på, at du kunne gøre en forskel. Glad for livet var du og med plads til os alle. Jeg ved ikke, hvor du er nu, men jeg ved, at vi altid vil bære mindet om dig i vore hjerter.” Ifølge pressens gengivelser sluttede Jon Reese derefter med ordene: ”Rene hjerter. God rejse”.

Men det var en lille misforståelse. Han havde i virkeligheden sagt: ”Rene Hjerte. God rejse”. Det var en indforstået hilsen fra Jon, som sammenlignede sin søn med den hjælpsomme og selvopofrende Rene Hjerte fra ”Tintin i Tibet”.

Thorbjørn Reeses historie sluttede i Helmand-provinsen, og det var ikke meningen. Hans søgen havde givet ham en kæreste, som ventede hjemme i Danmark. De havde talt om at få børn; det var nærmest planlagt. Og han havde nye projekter, som fortjente hans fordybelse. Hvad de var, ved ingen. Han var kun lige begyndt. Men han nåede til Livgarden, og som Catrin siger, var det så tæt på sønnens værdier og drømme, som det var muligt at nå på bare 22 år. Det trøster hun sig med.

Nu hviler Thorbjørn med udsigt til Vejle Ådal. Der er blomster fra familie og venner, og den traditionelle hilsen mellem gardere: et glas øl. Ganske som planlagt får han besøg hele tiden.