Thor Pedersens selvmål

Selvom finansminister Thor Pedersen i bund og grund har forsøgt at sige det, som regeringstoppen er enig om skulle siges før eller siden, er timingen ogudførelsen katastrofal.

Med sine kontroversielle udtalelser og diskutable sammenligninger af tal har Thor Pedersen lagt yderligere pres på sig selv inden efterårets vigtige forhandlinger og ikke mindst gjort det vanskeligere at true med et valg. <br>Arkivfoto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere

Finansminister Thor Pedersen er regeringens chefforhandler. Han er manden, Fogh ringer til, når det for alvor brænder på, og han har de senere år landet det ene vanskelige forlig efter det andet. Ved hjælp af humor, hårdt arbejde, en abnormt høj stresstærskel og ikke mindst et godt forhold til DFs finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, har Thor Pedersen flere gange gjort det umulige muligt.

Men sådan har det ikke altid været.

Da Venstre sad i opposition, havde Thor Pedersen en helt anden spidskompetence, som en centralt placeret Venstremand klukkende beskriver det:

»Thor var manden, vi sendte ind, når vi ville have forhandlingerne til at bryde sammen.«

Noget kunne tyde på, at Thor Pedersen for tiden har svært ved at holde styr på rollerne. Ved at antyde, at de offentligt ansatte såmænd ikke har så meget at brokke sig over, har han i hvert fald gjort en stor udfordring endnu større.

Finansministeren skal i denne uge forsøge at samle opbakning til en skatteomlægning. Forhandlingerne betragtes som dybt kritiske for VKO-flertallets fortsatte eksistens, og han skal i forvejen løse en gordisk knude, der går ud på at matche særligt de Konservatives krav om en lempelse af topskatten med Dansk Folkepartis ønske om det stik modsatte.

Selvom lavere skat og de offentligt ansattes løn ikke umiddelbart hører til i samme forhandlinger, så er det oplagt, at Thor Pedersens provokation kan skabe problemer. De lavtlønnede offentlig ansatte er en vigtig vælgergruppe for Dansk Folkeparti, og de første reaktioner på Thor Pedersens meldinger indikerer, at DFerne i endnu højere grad presses til at distancere sig fra VK og sikre, at netop disse mennesker får en større del af skattelettelserne, end regeringen har lagt op til. Samtidig har særligt Venstre bragt sig i en endnu vanskeligere position. I en tid, hvor vælgerne i forvejen siver fra det store parti, gør Thor Pedersens meldinger det endnu sværere at true med den ultimative konsekvens af et forhandlingssammenbrud: At tage et folketingsvalg.

Samtidig er det i dag, regeringen præsenterer sit finanslovsforslag, hvor DFerne netop har krævet en ekstraordinær lønpulje sat af til særligt social- og sundhedsarbejderne. Hidtil har regeringen afvist kravet med henvisning til, at den velfungerende overenskomstmodel i Danmark udelukker, at Folketinget blander sig. At Thor Pedersen nu alligevel markerer sig i debatten ved at sætte spørgsmålstegn ved, om en sygeplejerske overhovedet er dårligt lønnet, når hun kan hente i gennemsnit 27.000 kr. om måneden inklusive eksempelvis tillæg og feriepenge vel at mærke er det som at hænge en rød klud foran øjnene på Pia Kjærsgaard og en foræring af dimensioner til oppositionen, der formentlig ikke vil være glemt, når finanslovsforhandlingerne indledes. Hvis regeringen altså i første omgang overlever skatteforhandlingerne.

Alligevel kommer Thor Pedersens udmeldinger ikke bag på den øvrige regering. Thor Pedersen har ofte og længe på regeringsmøder og i andre sammenhænge brokket sig højlydt over, at Socialdemokraterne og fagbevægelsen har fået lov til at skabe et billede af, at de offentligt ansatte lønmæssigt skulle være sejlet agtergud i forhold til de privatansatte. Det kan nemlig ikke lade sig gøre, fordi lønstigningerne i de to sektorer reguleres efter hinanden. Alligevel har det nærmest udviklet sig til et faktum, og det har Thor Pedersen og ikke mindst embedsmændene i Finansministeriet anset for at være gift for forårets overenskomstforhandlinger, som man i forvejen frygter kan ende i en storkonflikt. Han har også antydet det udadtil tidligere, ligesom beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i det stille har gjort opmærksom på, at SOSU-medarbejdere altså tjener mindst lige så godt som mange ansatte i industrien. Der har i regeringen været bred enighed om, at denne misforståede »konsensus om de offentligt ansattes dårlige vilkår« ikke må bundfælde sig.

At finansministeren valgte at tage opgøret netop i denne vitale uge, kan ingen til gengæld forklare eller for den sags skyld forstå. Selvom flere i og omkring regeringen mener, at Thor Pedersen er blevet overfortolket, så mener de også, at han har begået en fejl af dimensioner. Thor Pedersen er »berygtet« for at lytte meget til sit embedsværk, men at han i den grad har tilsidesat de strategiske hensyn betragtes som dumt ud over det sædvanlige. Telefonerne glødede derfor i går, og et af de første opkald menes at være gået til Kristian Thulesen Dahl, ligesom Thor Pedersen forsøgte at rette op på miseren ved over for Ritzaus Bureau at gøre opmærksom på, at han da bestemt mener, at »offentligt ansatte arbejder hårdt, er flittige og dygtige.«

Men at der så samtidig er opstået tvivl om de tal, finansministeren har brugt til at dokumentere sine kontroversielle udsagn, gør kun ondt værre, ligesom det ikke styrker regeringen, at Bendt Bendtsen tilsyneladende har benyttet sig af tvivlsomme løneksempler i forbindelse med præsentationen af skatteomlægningen. Uanset om de er rigtige eller ej. Alene den diskussion kan som man så det seneste efterår, hvor regeringen lå i talkrig med blandt andre pædagogernes organisation, BUPL blive en langstrakt omgang, der giver Socialdemokraterne momentum og skyts til valgkampen. Når den engang kommer.