Thomas Rathsack sigtes dobbelt

Opdateret: Forsvarets Auditørkorps har sigtet den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack efter både den almindelige straffelov og den militære straffelov.

Foto: Mikkel Møller Jørgensen

Forsvarets Auditørkorps har tirsdag besluttet at sigte Thomas Rathsack, forfatteren bag den omstridte bog »Jæger - i krig med eliten« for at have overtrådt sin tavshedspligt og for at have videregivet militære hemmeligheder.

Det oplyser auditør Peter Otken fra Forsvarets Auditørkorps København til Berlingske Tidende.

- Jeg kan bekræfte, at vi har sigtet Rathsack for overtrædelse af to bestemmelser, siger han og uddyber, at det drejer sig om den almindelige straffelovs § 152 om brud på tavshedspligt samt den militære straffelovs § 32 om forsætlig videregivelse af militære hemmeligheder.

Op til 12 års fængsel
Den sidstnævnte har en strafferamme på op til 8 års fængsel eller 12 års fængsel, hvis der er tale om en overtrædelse »af særlig grov karakter«.

Ifølge auditør Peter Otken har man valgt at sigte Thomas Rathsack meget tidligt i forløbet, fordi det er mest rimeligt, at den tidligere jægersoldat allerede på nuværende tidspunkt er bekendt med sin situation.

- Det kan tage lidt tid at få præcisere hvilke oplysninger i bogen, som forsvarskommandoen betegner som enten brud på tavshedspligt eller videregivelse af militære hemmeligheder. Da det er så åbenbart, at vi kommer til at tale med ham på et tidspunkt, så skal han vide, at han ikke er forpligtet til at udtale sig, og at han skal betragtes som en sigtet, forklarer Peter Otken.

Ingen bud på tidshorisont
Han oplyser, at auditørkorpset har været i kontakt med Thomas Rathsack for at forkynde sigtelsen, men den endelige afhøring af hovedpersonen følger først senere.

Og Peter Otken vil ikke gisne om tidshorisonten for auditørkorpsets efterforskningen og den endelige stillingtagen til, om der skal rejses en straffesag mod Rathsack.

- Det afhænger af, hvornår vi kan tale med de mennesker, der skal give os de oplysninger, vi skal bruge for at kunne gennemføre en ordentlig afhøring af Rathsack. Det tager den tid, det tager, for det er jo grundigt arbejde, fastslår han.