Thomas Larsen: Vingeskudt Rønn belaster Fogh

Problemet med kriseramte ministre er, at de konstant suger opmærksomhed til sig, får problemer til at vokse og skaber så meget turbulens, at en enkelt ufunktionsdygtig minister næsten kan sætte et i øvrigt velfungerende ministerhold i skyggen.

Foto: Keld Navntoft
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det vil være nærmest sensationelt, hvis Anders Fogh Rasmussen skiller sig af med Birthe Rønn Hornbech.

Dels er regeringschefen klar over, at det langt fra vil være en gratis omgang, for pressen vil naturligvis spørge om, hvordan han kunne tage så meget fejl, da han udnævnte Rønn til ny integrationsminister for mindre end et år siden.

Dels er han på det rene med, at en fyring vil kunne bidrage til billedet af en regering, som ikke har styr på udlændingepolitikken og derfor handler i desperation, for sagen er, at en fyring ikke vil fjerne den usikkerhed om udlændingepolitikken, som den omstridte afgørelse fra EF-Domstolen har skabt.

Endelig har Fogh gjort det til en del af sin ledelsesfilosofi at agere ekstremt loyalt over for sine ministre, hvilket har været et klogt træk. Med sin stil har han skabt rum for, at flere kriseramte ministre har kunnet kæmpe sig tilbage, og han har som sidegevinst fået styrket sammenholdet i regeringen.

Derfor kommer Rønn til at hænge på – men som en dødvægt.

Problemet med kriseramte ministre er, at de konstant suger opmærksomhed til sig, får problemer til at vokse og skaber så megen turbulens, at en enkelt ufunktionsdygtig minister næsten kan sætte et i øvrigt velfungerende ministerhold i skyggen.

Når ministeren oven i købet står i spidsen for et uhyre vigtigt ressortområde, som er et kardinalpunkt for hundredtusinder af vælgere, bliver belastningen ti gange værre.

Og det er præcis sådan, billedet tegner sig i forhold til Birthe Rønn Hornbech. Ministeren kan ganske vist ikke klandres for, at hun endte med at få overdraget den svære udfordring med at forklare og forsvare den danske udlændingepolitik efter dommen fra EF-Domstolen. Her er hun blot den forkerte kvinde på det forkerte tidspunkt. Men hun bærer ansvaret for at have håndteret både sagen om EF-
Domstolen og administrationen i Udlændingeservice på en måde, så forvirringen må siges at være total.

Udover at uroen har været med til at skabe yderligere tvivl om regeringens muligheder for at forsvare udlændingepolitikken, har Birthe Rønn Hornbech på dramatisk vis tabt anseelse på Christiansborg. I oppositionen er tilliden til ministeren nul, hun har lagt sig ud med pressen, hun ligger i krig med dele af sin administration, i Dansk Folkeparti stiger bekymringen dag for dag, og helt ind i regeringen er der irritation over ministerens fremgangsmåde.

Her og nu udgør Birthe Rønn Hornbech problemet. men den dårligt fungerende minister er med til at understrege, at Fogh generelt mangler kvindelige trumfkort, og at han må arbejde mere målrettet på at sikre kvindelige profiler til sit parti og sin regering.

Som det ser ud i dag, har Venstreledelsen ikke været tilstrækkelig dygtig til at pleje og udvikle kvindeligt talent. På ministerholdet er Eva Kjer Hansen og Ulla Tørnæs anonyme, og det er tankevækkende, at den stærkeste kvindelige Venstreminister er Karen Jespersen, som Fogh har måttet rekruttere fra Liste A. På trods af at hun administrerer et monstrum af et ministerium, er Karen Jespersen den af de kvindelige Venstreministre, som markerer sig sikrest, klarest og med størst gennemslagskraft.

Når Fogh står over for sin næste rokade, bliver det en selvstændig udfordring at få kvinder ind på holdet. En af de stærkeste kandidater vil givet være Inger Støjberg, der måske ikke er en folkefører, men som er præcis, disciplineret og driftsikker, når hun i medierne skal stå op for sit parti og regeringen. Blandt de nyvalgte er Karen Ellemann allerede en politiker, som markerer sig – en evne, som hun synes at have arvet fra faderen Uffe Ellemann-Jensen. Malou Aamund kan ad åre blive et stærkt kort, hvis hun lever op til sit ord om at arbejde dedikeret i politik.

Blandt de helt unge Venstrekvinder findes talenter som Sophie Løhde og Ellen Trane Nørby – men så længe kan Fogh ikke vente. Han får brug for en Venstrekvinde, der vil kunne løfte et ministeransvar, allerede ved næste rokade.