Thomas Larsen: Thorning og Vestager på overlevelsestur

Selv den bedste PR vil ikke kunne skjule det faktum, at danskerne igen har været vidner til en regeringskrise i fuldt flor.

Fremtiden tegner svær for Helle Thorning-Schmidt (S) og Margrethe Vestager (R), som i går – i pæne vendinger – sagde farvel til deres hedengangne regeringspartner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udadtil taler Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager pænt om SFerne, som nu skal til at genopbygge deres parti efter at have brændt sig så eftertrykkeligt på regeringsmagten.

Dels har de to respekt for SFs historiske forsøg på at bære et regeringsansvar – også selv om det endte som en katastrofe. Dels ved de, at regeringen ikke skal skubbe SF længere væk end nødvendigt. For fremtiden tegner svær.

Der kan ganske vist argumenteres for, at en SR-regering vil kunne fungere mere smidigt end SRSF-regeringen, hvor SF så udpræget var det svage parti, der oftest måtte knægte idealerne. Men det rokker ikke ved, at udfordringerne nærmest står i kø for regeringen, og uden for citat erkender ledende socialdemokrater og radikale, at man lige nu er umådeligt langt fra genvalg.

Selv den bedste PR vil ikke kunne skjule det faktum, at danskerne igen har været vidner til en regeringskrise i fuldt flor. Det står også klart, at Thorning – og hendes tro væbner, finansminister Bjarne Corydon – har udvist en forbløffende ringe dømmekraft ved at indgå en alliance med Goldman Sachs, som for mange socialdemokrater står som selve sindbilledet på den ryggesløshed og uansvarlighed, der førte til finanskrisen i 2008.

I forløbet har Thorning – som altid – ladet Corydon køre sagen igennem, og han har vanen tro kvitteret ved at damptromle sine modstandere. Det er han også lykkedes med i tidligere forløb, men denne gang har sejren været dyrekøbt. Aftalen med Goldman Sachs blev ikke blot dråben, som fik bægeret til at flyde over hos SF. Aftalen har også forstærket frustrationerne i S-baglandet, hvor tilliden til dømmekraften hos Thorning og Corydon er i bund. Viser målingerne i den kommende tid, at S falder tilbage, vil ny uro bryde ud i partiet.

De næste døgn vil medierne fokusere på de nye glade ministre, men snart venter udfordringerne med forhandlinger om en forbedret beskæftigelsesindsats, en ny vækstpakke i kølvandet på Produktivitetskommissionens udspil og et uforudsigeligt EU-opgør. I disse forløb vil S-ledelsen få svært ved at samle baglandet op, for opgaverne kan kun løses i samspil med Lars Løkke Rasmussen & co. i blå blok.

Thorning får derfor brug for tid til at forsøge at sikre et comeback for sig selv og sin regering. Er der én ting, man derfor kan være sikker på, er det, at der ikke venter et lynvalg rundt om hjørnet.

For SF tegner fremtiden broget.

Ganske kort efter annonceringen af partiets farvel til regeringen, konstaterede Ole Sohn, at han aldrig havde været med til noget så pinligt, og det udsagn indrammer, hvor kaotisk SFs exit endte med at blive.

Næsten symbolsk for sit helt igennem mislykkede lederskab formåede Annette Vilhelmsen at forkludre sin sidste afgørende beslutning: Havde hun i tide indset, hvor meget aftalen med Goldman Sachs ville presse baglandet i SF, kunne hun aktivt have brugt sagen til at træde ud af regeringen. Hun kunne have annonceret, at her gik grænsen. I stedet har hun fejlet på alle planer. Først så hun passivt til, mens modstanden mod Goldman Sachs byggede op. Så forsøgte hun at spille på to heste ved at lægge afstand til banken, mens hun samtidig konstaterede, at aftalen ikke kunne ændres. Endelig tog hun kampen med partiets landsledelse og forsøgte af al magt at presse den til at makke ret. Da kampen var overstået, meddelte hun beslutningen om sin afgang og trak SF ud af regeringen. Dermed tog hun fusen på SFs ministerhold, som gerne ville være forblevet i regeringen.

Tilbage står billedet af en politiker, der var venlig og sympatisk, men som hverken havde skoling, indsigt eller format til at redde sit parti. Det hører desuden med til eftermælet, at hun egenrådigt valgte at tildele Lisbeth Zornig Andersen en million kroner i strid med al god forvaltningsskik.

I det store perspektiv ved vi i dag, at Villy Søvndals store drøm om at gøre SF til et regeringsdueligt er endt som en rygende ruinhob. At det er kommet dertil, er langtfra Vilhelmsens skyld. I sin sidste tid som formand svigtede Søvndal, eftersom han var mere optaget af at få opfyldt sin personlige ambition om at blive udenrigsminister og mindre fokuseret på at lede SF sikkert ind i regeringen.

Det vil tage tid at genrejse partiet, især fordi der er solgt så markant ud af SFs mærkesager. Det er kort sagt selve partiets identitet, der skal bygges op, og det skal vel at mærke ske i konkurrence med Enhedslisten, som for længst har sat sig på tronen som venstrefløjens store parti.

Omvendt er opgaven ikke umulig. Søvndal interesserede sig ikke for at lede SF i sin sidste tid. Vilhelmsen kunne ikke. En ny leder, som vil og kan, vil være et afgørende skridt frem. Dertil kommer, at en del hjemløse SFere – i det mindste for en periode – vil være villige til at give deres gamle parti en ny chance. Når det er sagt, er der ingen grund til at misunde den kommende SF-formand arbejdet med at skulle genrejse det kuldslåede parti.