Thomas Larsen: Søren Gade på umulig mission

Vælgerne er ved at miste troen på, at freden kan vindes i Afghanistan, og et flertal ønsker allerede i dag, at de danske soldater trækkes hjem.

Normalt vil en regeringschef gerne forfremme stærke og dygtige ministre fra en ny generation, så de kan rykke højere op i hierarkiet og bevise, at de kan håndtere nye opgaver.

Mange ventede derfor spændt på, om Søren Gade ville blive forfremmet ved regeringsrokaden. Men han blev som bekendt i Forsvarsministeriet, ikke fordi han ikke har potentiale til et spring frem, men fordi han har gjort det så godt, at han ikke kan undværes, og fordi regeringen i den grad får brug for ham som den minister, der kan argumentere for de danske troppers mission i Afghanistan, hvor de opererer under beskydning fra Taleban og narkosyndikater.

Hvilket ofte kan være én og samme sag.

Søren Gades position som en af regeringens populære ministre er på mange måder paradoksal.

Ved valget den 13. november opnåede han et stort antal personlige stemmer, selv om han i en lang periode har talt direkte mod det flertal af befolkningen, som mente, at de danske styrker skulle trækkes ud af Irak.

Trods vælgernes afstandtagen formåede han at agere med så stor integritet, at mange vælgere stemte direkte på ham på valgdagen.

Faktisk er det sjældent, at en politiker kan klare sig så godt på en så ringe platform, men det præsterede Søren Gade, og det siger en del om hans styrke og potentiale.

Alligevel er der grænser for, hvad forsvarsministeren kan udrette, og spørgsmålet er, om han ikke er sendt ud på en »mission impossible«. I ugens løb mistede to danske soldater livet i Afghanistan, og Søren Gade konfronteres i stigende grad med en udvikling, som minder om det forløb, som til sidst tvang regeringen til at rykke de danske styrker ud af Irak:

Vælgerne er ved at miste troen på, at freden kan vindes i Afghanistan, og et flertal ønsker allerede i dag, at de danske soldater trækkes hjem.

Her i weekenden blev kritikken endnu en gang trukket hårdt op, og set med regeringens øjne er der ikke mange opmuntringer i mediebilledet.

I lørdagsudgaven af Nyhedsavisen blev det fastslået, at krigen i Afghanistan ikke kan vindes, og at de danske soldater bør trækkes hjem.

En leder i Ekstra Bladet havde overskriften »Krigsherrernes overmod«, og lederskribenten argumenterede for et opgør med »revolver-demokratiet«, hvor politikerne nærer alt for stor tiltro til den militære slagkraft i deres forsøg på at genopbygge en nation.

I Politiken efterlyste chefredaktør Tøger Seidenfaden bedre svar på de mange spørgsmål, som gør det svært at tro, at aktionen i Afghanistan kan lykkes.

Og dagen forinden offentliggjorde Socialdemokratiets udenrigspolitiske ordfører Jeppe Kofod, en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor han slog til lyd for, at det militære engagement i højere grad forenes med øgede ressourcer til genopbygning og udvikling.

Kort sagt: Selv om danske reportere som vores egen Christian Brøndum kan fortælle om det arbejde og de fremskridt, de danske soldater udretter under svære og farlige forhold, dominerer de negative nyheder, og tabet af danske soldater kaster tunge slagskygger ind over den samlede aktion.

Alt dette ved Fogh og Gade, og forsvarsministeren har da også signaleret, at det naturligvis er befolkningen, som i sidste ende kommer til at bestemme, hvor længe Danmark skal være militært til stede i Afghanistan.

Han ved om nogen, at det bliver sværere at overbeviste danskerne om det rigtige i aktionen, hvis tabstallene fortsætter på et så dramatisk niveau, og han ved også, at det bliver en udfordring at holde sammen på det politiske flertal. Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, kræver med stigende stemmestyrke, at Fogh presser andre NATO-lande for at få dem til at yde en ekstra indsats, og Socialdemokraterne vil have undersøgt, om vores styrker har de rigtige ressourcer.

Her og nu står et bredt flertal fortsat bag aktionen i Afghanistan, mens et flertal af befolkningen er imod. Fortsætter danskerne med at vende sig mod aktionen, vil det før eller siden få flertallet til at erodere og stille regeringen i en håbløs situation.

I det lys bliver det uhyre afgørende, hvordan regering og politikere vil stille sig i forhold til den analyse, som regeringen har anmodet Dansk Institut for Internationale Studier om at udarbejde på baggrund af erfaringerne fra Irak og Afghanistan, og som i sin kerne vil handle om, hvordan man bedst sikrer sammenhængen mellem den militære og civile indsats, når nationer skal genopbygges.

Det dokument bliver også vigtigt i et andet perspektiv, for de smertelige erfaringer fra såvel Irak som dagens Afghanistan presser den aktivistiske udenrigspolitik, som har kendetegnet Danmark siden begyndelsen af 1990erne, da vi begyndte at løfte svære opgaver først på Balkan og siden i Irak og Afghanistan.

Spørgsmålet er, hvor længe endnu doktrinen vil holde.