Thomas Larsen: PET-sagen vil forfølge Thorning

Terrorsagen udgør toppen af de problemer, som martrer Thorning og ødelægger S-toppens valgkampagne.

 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) står forpjusket tilbage, efter det er kommet frem, at politiets indsats under og efter terrorangrebet i København lader meget tilbage at ønske.

Sådan siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter det senest er kommet frem, at Statsministeriet allerede 16. februar fik besked om, at der først blev etableret fast bevogtning af synagogen flere timer efter angrebet mod Krudttønden.

»Man kan konstatere, at det glansbillede af politiets indsats og beskyttelsen af danske jøder, som Helle Thorning-Schmidt gav, det ganske enkelt ikke holder,« siger Thomas Larsen.

Han henviser også til, at der i forbindelse med terrorangrebet, hvor to personer blev dræbt, angiveligt kom flere informationer ind til myndighederne fra blandt andet det jødiske samfund, der opfordrede til beskyttelse af synagogen i det centrale København.

Thomas Larsen mener, at Helle Thorning-Schmidt malede et »rosenrødt billede« af forløbet.

»For allerede i timerne efter, blev der fra flere sider stillet alvorlige spørgsmålstegn ved politiets indsats ved Krudttønden, og der er også stillet spørgsmålstegn ved, om beskyttelsen af jøder var i orden.« siger han.

»Den kritik tog statsministeren ikke ad notam, men gjorde alt for at omfavne politiet og forsikre om, at jøderne var beskyttet. Det virker besynderligt, at statsministeren selv og hendes rådgivere ikke har taget bestik af de meldinger, som kom ind og frem i medierne i de døgn,« siger Thomas Larsen.

Thorning er senest blevet presset af en redegørelse fra Rigspolitiet fra sidste uge, som viste, at der gik fire timer efter det første terrorangreb ved Krudttønden, før der blev sendt politibetjente ud for at beskytte synagogen i Krystalgade.

Dagen efter terrorangrebene, 16. februar, udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt ellers på et pressemøde, at politiet »automatisk øjeblikkeligt« øgede bevogtningen af synagogen. Først onsdag i sidste uge – 79 dage senere – kom det frem, at det altså var usandt.

Tirsdag viser nye oplysninger så, at Statsministeriet havde fået oplysningerne om den sene bevogtning seks minutter før pressemødet begyndte. Hun har altså kendt til fejlinformationen lige siden uden at dele den.

Det faktum er med til yderligere at underminere den danske statsleders troværdighed, forklarer Thomas Larsen.

»Når det går op for statsministeren, at man rent faktisk har fortalt noget forkert til offentligheden, så er det mig en komplet gåde, at man ikke tidligere har fortalt danskerne, hvordan det egentlig hang sammen,« siger han.

LÆS MERE