Thomas Larsen: Ny trussel mod Ritt

Det er tydeligt, at Martin Geertsen er besluttet på at lukke døren på en pæn måde, men i kulisserne har forholdet mellem Søren Pind og Martin Geertsen på den ene side og Venstres top på den anden side været alt andet end hjerteligt.

Martin Geertsens melding om, at han helt vil forlade politik, er kulminationen på et massivt nederlag for ham selv og den borgerlige opposition på Københavns Rådhus.

Men det er paradoksalt nok et nederlag, som hurtigt kan udgøre en trussel mod overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Med Martin Geertsens afgang har overborgmesteren vundet en alt for hurtig sejr en pyrrhussejr som hun helst ville have været foruden.

Ritt Bjerregaards triumftog i sidste kommunale valgkamp og hendes tunge dominans på Københavns Rådhus handler langt fra alene om hendes egen styrke som politiker, men i høj grad også om svagheden hos hendes modstandere i Venstre og hos de Konservative. Martin Geertsen & Co. har kort sagt været en ønskemodstander for Ritt Bjerregaard, som indtil i dag har kunnet se frem til næste valgkamp med optimisme.

Hvis Venstre forstår at udnytte Martin Geertsens afgang til at finde en politisk sværvægter, som vil udfordre Ritt Bjerregaard, kan det næste slag om København blive anderledes tæt.

I DEN NYERE POLITISKE HISTORIE er Martin Geertsen sammen med vennen Søren Pind med i et interessant kapitel, som rummer både markante sejre og dramatiske nederlag for Venstre.

De to hørte til den nye generation af politikere, som kom ind i partiet, da Venstre for alvor oplevede vækst fra slutningen af 1980erne, da den karismatiske Uffe Ellemann-Jensen virkede som en levende reklamesøjle for ikke mindst VU.

Med Ellemann som en kraftfuld leder og fortolker af verdenshistorien med Murens fald og kommunismens sammenbrud blev VU tidens mest populære ungdomsorganisation.

I København kom Søren Pind og Martin Geertsen til at tegne den nye generation. Med en blanding af vilje, talent og til tider brutale metoder blev Søren Pind Venstres nye førstemand i hovedstaden. Han skabte stor fremgang og arbejdede målrettet efter en plan, som skulle sætte en stopper for Socialdemokratiets ejendomsret over København og gøre ham selv til overborgmester.

I forløbet blev Martin Geertsen mere og mere Søren Pinds væbner.

Kampen om at erobre hovedstaden endte dog som en fuldtonet fiasko ved sidste valg, hvor Søren Pind og Martin Geertsen måtte se sig udmanøvreret af Ritt Bjerregaard, og på valgaftenen valgte Søren Pind at abdicere.

Stafetten gav han videre til Geertsen.

I INTERVIEWET med Berlingske Tidende i dag beklager Martin Geertsen ikke, at han ikke har fået opbakning fra partitoppen med Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

Det er tydeligt, at han er besluttet på at lukke døren på en pæn måde, men i kulisserne har forholdet mellem Søren Pind og Martin Geertsen på den ene side og Venstres top på den anden side været alt andet end hjerteligt.

I V-toppen er holdningen, at de to politikere ofte har opført sig umodent og selvoptaget, og derfor har lysten til at kaste sig ind i slaget om København ligget på et lille sted, ligesom ledelsen i de sidste år har oparbejdet en betydelig irritation over Søren Pinds mange særstandpunkter fra sin plads i Folketinget.

Den sag, som især har forpestet luften, handler om Martin Geertsens og Søren Pinds giftige opgør med Venstres tidligere politiske ordfører, Jens Rohde, ved folketingsvalget i februar 2005. Nok er Jens Rohde ikke en uskyldighed, men de metoder, der blev brugt mod ham, førte til, at kampagnechefen for Søren Pind og Martin Geertsens måtte forlade sin post med øjeblikkelig virkning.

Med den forhistorie rummer Martin Geertsens afgang en ny mulighed for at normalisere forholdet, så Venstre i København ved næste valg vil kunne få langt større opbakning i kampen mod Ritt Bjerregaard og forsøget på at sikre et magtskifte.

NETOP DÉT PERSPEKTIV vil uden tvivl optage Ritt Bjerregaard langt mere end Martin Geertsens retræte, og som den drevne politiker hun er, er hun ganske klar over, at hendes margin for fejltagelser hurtigt kan blive langt mindre.

Hidtil har hun fremstået som nærmest uovervindelig for Venstrefolkene og de Konservative på Rådhuset, men hendes første tid som overborgmester har allerede budt på store skuffelser og problemer:

Hun indledte her i Berlingske Tidende et opsigtsvækkende tilbagetog fra sit centrale valgløfte om at opføre 5.000 boliger til 5.000 kroner om måneden på kun fem år. Hendes ambitiøse skolereform er kommet til at lide under store økonomiske problemer i administrationen. Og hun skal fortsat bevise, at hun kan sikre en mere vellykket integration af storbyens mange unge med indvandrerbaggrund.

Stillet over for en ny modstander vil hun skulle arbejde langt hårdere for en valgsejr.