Thomas Larsen: Nervekrig i regeringslejren

Sagt uden overdrivelse gennemlever Venstre og de Konservative den største krise siden regeringsdannelsen for seks år siden.

De intense forhandlinger om VK-regeringens skattepakke har en ekstra dimension end den, som handler om at få et forlig på plads og styre uden om et folketingsvalg.

Forhandlingerne vil få konsekvenser for relationerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti, ligesom de vil få betydning for VK-aksen, som har været en så stærk konstruktion siden valgsejren i 2001.

Når det handler om muligheden for et forlig, ligger nøglen især hos Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard, mens Venstres topfolk får fornøjelsen af at fungere som mæglere i det sitrende spændingsfelt mellem de Konservative og DF.

Udfra en rationel betragtning er der i regeringen og DF enighed om, at forhandlingerne skal ende med et forlig, og alle parter forsøger at tænke i løsninger, som ledelserne hos de Konservative og DF kan leve med uden at skulle tabe ansigt.

Øvelsen kan lade sig gøre, lyder vurderingen.

Der er imidlertid en usikkerhedsfaktor, som handler om, at forhandlingerne ikke nødvendigvis følger et rationelt spor. Mellem de Konservative og DF er der mildt sagt ikke en god kemi. Tilliden mangler, og der skal kun ske lidt, før man misfortolker hinanden og fremprovokerer en konfrontation.

Netop det følelsesladede forhold mellem de to partier bekymrer Venstres ledelse forud for de næste dages forhandlinger.

Indtil nu har den konservative top og DF-ledelsen dog forsøgt at holde sig fra ultimative krav, selv om retorikken i flere omgange har været hård udadtil.

Men det er ikke kun forholdet mellem K og DF, som er på spil.

Sagt uden overdrivelse gennemlever Venstre og de Konservative den største krise siden regeringsdannelsen for seks år siden.

I et historisk perspektiv har samarbejdet i den nuværende VK-regering været ekstraordinært godt. Et klassisk politisk citat lyder, at der mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti eksisterer et had-kærlighedsforhold uden kærlighed!

Baggrunden for citatet er, at de to partier i generationer har konkurreret om at være det største borgerlige parti, ligesom de ofte har kæmpet om de samme borgerlige vælgere. De har skiftedes til at være storebror og lillesøster, og dramaerne har været mange. Når det er gået hårdest til, har de to partier gerådet ud i bitre opgør:

For de Konservative står SV-regeringen i 1978-79 da Socialdemokratiet og Venstre ville skabe alliancen mellem arbejdere og bønder som et eksempel på borgerligt højforræderi fra Venstrefolkenes side.

I 1980erne fungerede samarbejdet mellem V og K tillidsfuldt i de første år af Poul Schlüters regeringsperiode, en tid, da venstrefolkene anerkendte den konservative regeringschef som en fremragende holdleder. Senere udviklede rivaliseringen sig i regelen anført af et frembusende Venstre, som tog meget lidt hensyn til regeringspartneren.

I 1990erne udviklede VK-forholdet sig så elendigt, at den konservative leder Hans Engell i efteråret 1995 valgte at gå solo i finanslovsforhandlingerne med den socialdemokratiske finansminister Mogens Lykketoft. Han koblede Venstre af, fordi han var uenig i partiets konfrontationssøgende linje over for Nyrup-regeringen og var dødtræt af at skulle indordne sig V-toppens strategi.

Parløbet mellem Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen har været anderledes harmonisk. De seneste dages opgør om skattelettelserne har dog trukket veksler på forholdet, og begge parter sidder tilbage med sår, der skal heles.

Hos de Konservative udløste det stor vrede, at Fogh på Venstres sommertræf gik på podiet og i fuld projektørlys annoncerede betingelserne for de kommende skattelettelser. Bendtsen var på det tidspunkt overbevist om, at de to i fortrolighed forsøgte at finde en fælles løsning, og i dag anfører konservative kilder, at Foghs optræden fik Bendtsen til at skærpe kravene til skattepakken og insistere på lettelser i toppen.

Omvendt sidder Venstres topfolk tilbage med følelsen af, at de Konservative har været med til at presse den samlede regering frem mod en forudsigelig katastrofe, fordi kvalitetsreformen druknede i den løbske debat om skattelettelser.

At der er slået skår i VK-forholdet, er tydeligt at aflæse i pressen.

I forhold til tidligere regeringer har den nuværende været forskånet for de lækager, som tærede så voldsomt på både Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen, da de var statsministre. I perioder måtte de nærmest frygte at slå op i morgenaviserne, for de kunne være sikre på at læse pinagtige beskrivelser af interne problemer, som illoyale ministre lækkede til pressen.

I den seneste tid har der på tilsvarende vis været usædvanligt mange beskrivelser af magtkampen i VK-regeringen.

Meget står på spil for Fogh og Bendtsen: De skal ikke kun forsøge at lande et forlig og styre uden om valget. De skal også have tømret VK-aksen sammen igen.