Thomas Larsen: Løkkes sidste nytårstale – eller starten på et nyt comeback?

Lars Løkke Rasmussens nytårstale vil åbne for det sidste afgørende ryk frem mod en valgkamp, hvis udfald ingen på Christiansborg tør spå om. Før slutspillet er usikkerheden enorm.

Få på Christiansborg tør skyde på, hvordan valget næste år ender. Listen af ubekendte er lang, skriver Berlingskes politiske  kommentator  Thomas Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

På Christiansborg er der i sjælden grad usikkerhed om udfaldet af næste valg.

Alle partier er i fuld gang med at ruste sig til slaget: Annoncekampagner har siden starten af efteråret ramt aviserne med jævne mellemrum, plakater har længe været synlige på togstationer, og alle toppolitikere har styr på mærkesager og valgplaner.

Men spørger man til udfaldet, tøver alle. Selv skråsikre strateger og selvsikre kandestøbere bliver tavse.

Ser man på meningsmålingerne, giver de en del af forklaringen.

Jo, S-formand Mette Frederiksen og rød blok har i lang tid fastholdt en føring over blå blok, men afstanden er så lille, at billedet vil kunne ændre sig i en valgkamp.

Endnu mere væsentligt er det, at danskerne skifter parti som aldrig før i løbet af en valgperiode. Dertil kommer, at op mod 25-30 procent endnu ikke har gjort deres stilling op, og tendensen er, at flere og flere først beslutter sig tæt på valgdagen.

Endelig er der hos partilederne og deres rådgivere en fornemmelse af, at nye strømninger og stemninger kan slå igennem med voldsom kraft på kort tid, og at det politiske system er mere skrøbeligt end tidligere.

Overalt i Vesten har vælgere skabt opbrud, som er kommet bag på etablerede politikere og eksperter.

Donald Trump kom ud af ingenting og sidder som præsident i Det Hvide Hus. Brexit blev en realitet og har udløst en nedsmeltning af britisk politik.

Emmanuel Macron blev af internationale medier ført frem som en frelser, men er nu alle tiders mest upopulære præsident. Og i det engang så stabile Sverige blokerer de øvrige partiers angst for Sverigesdemokraterne for dannelsen af en ny regering.

Thomas Larsen

»Overalt i Vesten har vælgere skabt opbrud, som er kommet bag på etablerede politikere og eksperter.«


Rundt om i Europa er gamle magtpartier – ikke mindst de socialdemokratiske – kun en skygge af sig selv, mens nye folkebevægelser og populistiske partier er braget frem.

Målt op mod alt dette er dansk politik en bemærkelsesværdig stabil størrelse. Men på Christiansborg er der en følelse af, at valgtemaer og partiledernes performance vil kunne forrykke billedet, og at det vil kunne ske hurtigt.

Blokkene står ikke så skarpt aftegnet overfor hinanden som tidligere, og der sker opbrud internt i blokkene.

Partierne har heller ikke det samme greb om de politiske temaer som før. Det gælder især i udlændingepolitikken, som tidligere var en entydig blå vindersag. Men for første gang i årtier er Socialdemokratiet kommet i samklang med det store flertal af befolkningen, som ønsker en stram udlændingepolitik.

Af samme grund er der stigende spænding om, hvordan opgøret om udlændingepolitikken vil folde sig ud i den kommende valgkamp. Målingerne viser, at vælgerne har lige så stor tiltro til Mette Frederiksen som til Lars Løkke Rasmussen på det punkt. Det er en ny situation. Og det vil give valgkampen en anderledes dynamik.

Udfordringer i blokkene

Derudover er det åbenbart, at både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen vil blive udfordret indenfor blokkene. I rød blok truer flere støttepartier Mette Frederiksen med ikke at ville gøre hende til statsminister, hvis hun går for langt i udlændingepolitikken. Det kan udløse svære udfordringer for S-formanden både under og efter valgkampen.

I rød blok risikerer Lars Løkke Rasmussen at ryge ud i en uberegnelig konflikt med Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Hun har sagt, at hun ikke vil gøre ham til regeringschef, hvis han nægter at gå ind på hendes nøglekrav angående asyl- og udlændingepolitikken.

Der venter ligeledes et drama, hvis Dansk Folkeparti i tilfælde af blå sejr insisterer på at komme i regering og i samme moment vil presse Liberal Alliance ud, sådan som Kristian Thulesen Dahl har annonceret det.

I udgangspunktet har Lars Løkke Rasmussen mest at tabe på valgnatten, for han kan med et slag miste både Statsministeriet og formandsposten i Venstre – hvis blå lejr mister flertallet.

Venstre slår revner

På forhånd har Løkke grund til bekymring.

Venstres svækkelse siden valget i 2015 kan tyde på, at partiets position som det store borgerlige folkeparti er definitivt forbi. Han må også se i øjnene, at regeringsperioden langt fra har været en succes: De økonomiske masterplaner fra efteråret 2016 og 2017 er faldet på gulvet, det interne samarbejde i blå blok har været kaotisk, og afstanden til Dansk Folkeparti har aldrig været større.

Også internt kradser krisen. På væsentlige områder sender Venstre-politikere modsatrettede signaler: Ofte har det været svært at se, hvem der egentlig lægger kursen i Venstres udlændinge- og integrationspolitik. Det samme gælder i Europa-politikken, og der har været heftige interne kampe om balancen mellem land og by.

Senest blev manglen på intern disciplin udstillet, da to ministre - Inger Støjberg og Ulla Tørnæs – skændtes i medierne om, hvem der skulle flyve til Marrakech i Marokko for at give dansk støtte til FN’s kontroversielle erklæring om migration. Ingen af dem ville, og det endte med, at Løkke selv måtte sætte sig i flysædet og tage turen til det nordlige Afrika. Kønt var det ikke.

Det hører også med til dagens (u)orden i Venstre, at en utålmodig Kristian Jensen står og tripper for at blive ny formand, hvis Løkke taber valget.

Når det er sagt, har historien vist, at det er farligt at dømme Løkke ude på forhånd. Gang på gang er han kommet tilbage, selv om stort set alle havde afskrevet ham.

På hans positivliste tæller netop hans utrolige overlevelsesinstinkt. Nok så væsentligt har han også en stærk økonomi i ryggen. Internt fungerer samspillet mellem V, K og LA bedre end længe, og han kan håbe på at få DF med i en sundhedsreform, når regeringen om kort tid har præsenteret sit udspil. Alt tegner til, at DF får opfyldt sit ønske om at få nedlagt regionerne, som vi kender dem i dag.

Endelig viser målingerne som nævnt, at Løkke og blå blok stadig har chancen for at kæmpe sig til et flertal.

Kun én ting er sikker: For Løkke bliver valget vind eller forsvind.

Sådan forholder det sig ikke for hovedudfordreren, S-formand Mette Frederiksen, der siden 2015 har formået at fastholde Socialdemokratiets position som Danmarks største parti og har haft succes med at dreje ind på en strammerlinje i udlændingepolitikken.

Mette Frederiksen og rød blok har ligget pænt foran blå blok i de seneste år. Men  de seneste måneders politiske målinger peger på, at blå blok henter langsomt ind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Netop dette skifte kan vise sig at blive det afgørende nye trumfkort for liste A. Det er formentlig også en væsentlig grund til, at netop det danske socialdemokrati skiller sig markant ud i forhold til de mange forslåede og kriseramte søsterpartier over det meste af Europa.

Mere overset er det, at Mette Frederiksen med en stribe oplæg også har drejet partiet ind på en mere klassisk socialdemokratisk kurs i arbejdsmarkeds- og socialpolitikken samt i den økonomiske politik.

Skiftet har været heftigt kritiseret af flere økonomer, men i forhold til tiden med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon følger Socialdemokratiet i dag en linje, som der er stor opbakning til i baglandet. Faktisk hersker der historisk fredelige tilstande i Socialdemokratiet netop nu. Problemet for S-ledelsen er blot, at freden internt står i skærende kontrast til de ulmende konflikter mellem Socialdemokratiet og resten af rød blok.

Rød blok i splid

I S-ledelsen håber man, at en valgsejr og dannelsen af en smal S-regering vil gøre det muligt at samarbejde med de røde partier om bl.a. velfærd, miljø, klima, uddannelse og socialpolitik, mens der omvendt kan indgås aftaler om bl.a. udlændingepolitik og økonomi hen over midten.

S-toppen satser også på, at Socialdemokratiet vil kunne få Dansk Folkeparti som nær samarbejdspartner. Vurderingen er, at DF-leder Kristian Thulesen Dahl vil søge indflydelse hos en ny S-regering, hvis valget ender med rødt flertal. Sker det, kan det være vejen til en ny politisk akse på Christiansborg.

Men en ting er de store partiers kampform og målsætninger. Både Løkke og Frederiksen er afhængige af, hvordan deres støttepartier kommer igennem valgkampen, hvis de skal kunne tælle til de magiske 90 mandater.

I blå blok ligger DF under det forrygende resultat fra 2015, hvor partiet med en opbakning fra mere end 21 procent af vælgerne blev Danmarks næststørste parti – kun overgået af Socialdemokratiet. LA og de Konservative ligger på et skuffende niveau, og endelig bliver det afgørende for det samlede regnestykke for blå blok, om Pernille Vermund får et gennembrud og fører Nye Borgerlige ind i Folketinget.

Selv om usikkerheden er stor, tror de fleste på Christiansborg, at Vermund kommer ind.
I rød blok samler interessen sig især om de Radikale og Alternativet. Den radikale leder, Morten Østergaard, er på forhånd blevet sparket ud i kulden af Mette Frederiksen, som ikke vil gå i regering med Det Radikale Venstre. Det har fået Østergaard til at satse butikken på en ”nok-er-nok”-strategi, hvor han går frontalt op imod stramningerne af udlændingepolitikken og vil tvinge Mette Frederiksen til en opblødning.

Dermed er Østergaard blevet samlingspunkt for en række af de vælgere, som er imod strammer-linjen. Målingerne tyder på, at de Radikale kommer til at gå frem, men om det vil resultere i indflydelse for Morten Østergaard, er mere tvivlsomt. Derudover kan komme til at udløse tvivl hos de vælgere, der gerne vil støtte Mette Frederiksen, men som frygter, at de Radikale igen lægger Socialdemokratiet i benlås.

Thomas Larsen

»I udgangspunktet har Lars Løkke Rasmussen mest at tabe på valgnatten, for han kan med et slag miste både Statsministeriet og formandsposten i Venstre – hvis blå lejr mister flertallet.«


I Alternativet er det åbenbart, at festen fra 2015 er overstået.

Mandefaldet har været markant, og det er et åbent spørgsmål, om Uffe Elbæk kan få pustet energi ind i partiet igen. Tidligere annoncerede han, at han ville gå som leder efter næste valg. Nu stiller han op som en noget aparte statsministerkandidat, der i virkelighedens verden aldrig bliver regeringschef.

Elbæk har dog en fordel: miljø og klima står til at blive et af de store temaer i valgkampen, og det vil givetvis kunne trække så mange vælgere til, at Alternativet får en ny periode i Folketinget.

Fra nu af vil alle på Borgen lure på, hvornår Løkke udskriver valget, som senest kan holdes den 17. juni.