Thomas Larsen: Løkke siger tak og top!

Venstre, Konservative og erhvervslivet roser regeringens udspil. Men S- og SF-vælgerne kan ikke følge med i kursskiftet.

"Når regeringen begynder at lave noget, der er designet ikke bare til Venstre, men langt hen ad vejen også designet af Venstre, ville jeg da være et skarn, hvis ikke jeg var glad," siger Lars Løkke Rasmussen. Arkivfoto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Top!

Sådan vil det lyde fra Lars Løkke Rasmussen og Lars Barfoed, når forhandlingerne om SRSF-regeringens vækstplan spidser til og afsluttes med en aftale.

De to borgerlige ledere har længe efterlyst mange af de initiativer, som er indeholdt i vækstplanen, og som på lange strækninger er et katalog over ideer hentet fra blå lejr.

  • Fremover skal der satses på at få skabt flere private arbejdspladser ved at styrke erhvervslivets rammevilkår og konkurrenceevne. Selskabsskatten sænkes. Grønne afgifter sættes ned. En planlagt kørselsafgift for lastbiler droppes. Bolig-jobordningen genindføres. Og endelig lover regeringen stop for nye afgifter og skatter overfor erhvervslivet.
  • Væksten i den offentlige sektor skrues ned – helt ned til 0,4 procent næste år, for derpå at stige igen. Målet er at ændre balancen mellem den private og den offentlige sektor, så virksomhederne vokser, mens de offentlige udgifter holdes i et jerngreb.

Derudover har regeringen på det seneste fremlagt reformer af SU og kontanthjælp, som flugter med tankegods fra V og K.

Efter eget udsagn er Løkke da også en glad mand.

"Politik går jo ud på at overbevise andre om rigtigheden i sine synspunkter. Så når regeringen begynder at lave noget, der er designet ikke bare til Venstre, men langt hen ad vejen også designet af Venstre, ville jeg da være et skarn, hvis ikke jeg var glad,” lyder meldingen fra Venstres formand.

Også erhvervsorganisationerne er positive. ”Det er mange år siden, der sidst er kommet et politisk-økonomisk udspil, som så målrettet gavner det private erhvervsliv,” konstaterer Jens Klarskov fra Dansk Erhverv.

Han skoser kun regeringen for ikke at løse problemet med grænsehandlen. I DI taler Karsten Dybvad om et ”stærkt udspil”, som giver virksomhederne bedre muligheder for at skabe nye job. I Dansk Byggeri er flaget også strøget til tops.

Sidst, men ikke mindst får regeringen pæne karakterer fra økonomerne. Måske er planen ikke fuldkommen, men den øger chancen for, at Danmark i højere grad kan udnytte et konjunkturskift og komme hurtigere ud af slæbesporet.

Med en så fortjenstfuld plan under armen er spørgsmålet, hvorfor Helle Thorning-Schmidt & Co. virkede så pressede, da de tirsdag formiddag trådte frem for at præsentere deres værk? Og hvis alt er så godt – hvorfor ulmer oprøret så i S og SF?

Der er flere forklaringer, men grundlæggende har Thorning, men nu også Annette Vilhelmsen, flyttet sig så langt på så kort tid, at der er opstået en kløft mellem partitop og bagland. S- og SF-vælgerne kan ganske enkelt ikke følge med i de serielle kursskift hos deres ledere.

  • Når det gælder skatter og afgifter er det kun kort tid siden, at ledende S-ministre indædt talte imod enhver tanke om lettelser af selskabsskatten, ligesom de var imod bolig-jobordningen.
  •  Når det gælder den lave vækst i de offentlige udgifter, som regeringen vil styre efter, er der også tale om en kovending. Løkke blev beskyldt for at ville foranstalte massakrer på velfærden på baggrund af mindre vidtgående forslag.
  • Endelig har regeringspartierne med reformplanerne for SU og kontanthjælpen lavet endnu et markant kursskift, ligesom de har fået mange af deres egne vælgere til at mene, at studerende og kontanthjælpsmodtagere skal betale for ”gaverne” til erhvervslivet.

Alt i alt har disse skift slået skår af troværdigheden og udløst så massive skuffelser i S og SF, at det er tvivlsomt, om regeringen vil blive belønnet for sin substantielle vækstplan.

I regeringstoppen trives en betydelig bitterhed over pressen. Da Thorning var på vej væk fra pressemødet takkede hun sarkastisk ”det dygtige pressekorps” for at være mødt frem, mens Holger K. Nielsen i minutterne forinden havde kastet sig ud i en kritik af journalisterne for at have løbet med rygter. Men dels måtte han erkende, at rygterne om nedsættelsen af selskabsskatten havde været sande, og dels er den pinefulde sandhed, at ”rygterne” stammede fra en lækage fra regeringen… Ikke desto mindre føler regeringstoppen, at pressen er urimelig, og at regeringen ikke får ros som fortjent. Kernen i regeringens problemer handler blot ikke om mediedækning.

Thorning har således kun sig selv at bebrejde for, at S og SF har mistet vælgere i så stor skala. I bestræbelserne på at vinde magten tænkte hun for kortsigtet og populistisk i for lang tid.

”Man har et standpunkt, indtil man tager et nyt,” sagde partifællen Jens Otto Krag engang, og det udsagn rummer klogskab og realisme. Men skridtet fra den ene yderlighed til den anden kan blive for stort til, at vælgerne kan og vil følge med. Dét er problemet for Thorning og Vilhelmsen i en nøddeskal.