Thomas Larsen: Kjærsgaard slog Khader

Naser Khader kan formentlig fortsætte hos enten Venstre eller de Konservative. Men én ting er dog sikker: Tiden som politisk leder og partistifter er endegyldigt forbi.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Om få dage – helt præcist 10.januar – fejrer Pia Kjærsgaard 25 års jubilæum som medlem af Folketinget. Netop den mærkedag er der grund til at hæfte sig ved efter 24 timer i dansk politik, hvor Naser Khader besluttede sig for at forlade Liberal Alliance, og Simon Emil Ammitzbøll lagde an til at stifte Borgerligt Centrum.

Det politiske opbrud, som Khader og Ammitzbøll er en del af, har Pia Kjærsgaard som et centralt omdrejningspunkt. Hun har haft en enestående evne til at udvælge og fastholde stærke mærkesager, især kravet om en stram udlændingepolitik. Sammen med Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup har hun siden 1995 konstant formået at styrke DF. Og via den nære alliance med Anders Fogh Rasmussen og Venstre har hun manøvreret sit parti ind i en overmåde magtfuld position.

Undervejs har ingen tabt mere indflydelse end de gamle midterpartier og midterpolitikere, som tidligere kunne bestemme farven på en regering. Mens DF stormede frem, er CD og Kristendemokraterne praktisk taget blevet udryddet, og i dag kæmper de Radikale med massive problemer. Siden VKO-flertallet blev en realitet i 2001, har Det Radikale Venstre været parkeret på sidelinjen til dansk politik.

For at gnide salt i såret har Pia Kjærsgaard oven i købet ofte fremhævet, at DF er det nye midterparti, og hun har som bevisførelse peget på, at de Radikale i udlændingepolitikken ligger langt til venstre og med sine økonomiske reformkrav har placeret sig langt til højre, mens DF ligger på midten.

Midtens gamle magthavere har alle forsøgt at bekæmpe DF.

Mimi Jakobsen vendte sig som leder af CD kraftigt mod stramningerne i udlændingepolitikken. Bodil Kornbek udfordrede VKO, lagde massiv afstand til DF og gennemførte, at Kristendemokraterne for første gang i partiets historie pegede på en S-leder som statsministerkandidat. Hverken Jakobsen eller Kornbek lykkedes. På samme måde skyldes en stor del af de Radikales krise, at partiet ikke har kunnet håndtere DF.

Marianne Jelved fulgte fra første dag en uforsonlig kurs over for Kjærsgaard og Fogh. Jelved gjorde sig især til talskvinde for et opgør med den udlændingepolitik, som DF mere end noget andet parti har sat sit præg på, og ved valget i 2005 gav den indædte modvilje mod VKO de Radikale et kanonvalg. Men ingen indflydelse. Og den uforsonlige linje skabte derudover dybe frustrationer hos radikale politikere, som drømte om at samarbejde over midten med Venstre og de Konservative. Dette blev som bekendt en vigtig del af baggrunden for, at Naser Khader og Anders Samuelsen forlod Det Radikale Venstre med en drøm om at kunne skabe et bredere borgerligt samarbejde, få gjort op med blokpolitikken og få mindsket DFs indflydelse på V og K.

Titusinder af vælgere havde samme forhåbning, men manglende evne til at fastholde en strategi, en for ringe organisation og et vaklende lederskab hos Naser Khader betød, at Ny Alliance aldrig fik det gennembrud, partiet var ved at skabe ved valget i efteråret 2007.

Da Naser Khader i går kapitulerede og valgte at forlade Liberal Alliance, skete det som en konsekvens af, at han fremover vil bruge sit engagement til at kæmpe for de vestlige, demokratiske frihedsværdier, og som en følge af, at Anders Samuelsen vil satse alt på at vise, at der er plads til et ægte liberalt parti.

Men ret beset blev Liberal Alliance en overspringshandling, som Naser Khader aldrig burde have kastet sig ud i, for reelt sluttede hans store satsning med nedturen for Ny Alliance.

Hans oprør fra midten lykkedes ikke.

Nu vil Simon Emil Ammitzbøll forsøge at skabe endnu et nybrud på midten, og som forhistorien indikerer, bliver det mildest talt ikke let. På Borgen anses hans chancer for at være nul. Omvendt vil Naser Khader formentlig kunne fortsætte i enten Venstre eller Det Konservative Folkeparti. Trods sin eklatante fiasko som leder har Khader fortsat gennemslagskraft og lydhørhed hos en del vælgere. Et godt gæt er derfor, at Khader har en god chance for at kunne leve videre i dansk politik ved at holde et skarpt fokus på debatter om religion, værdikamp og integration. Her vil han fortsat kunne rage op. Men tiden som politisk leder og partistifter er endegyldigt forbi.