Thomas Larsen: Jubelstemning i S og SF

Med slet skjult skadefryd taler socialdemokrater om, at Fogh har begået en rigtig »Nyrup«

Der er fortsat feststemning hos de Konservative, hvor Bendt Bendtsen hyldes som en helt for at have trumfet sine skattelettelser igennem efter hårde konfrontationer med Anders Fogh Rasmussen.

Ironisk nok er jublen mindst lige så stor hos Socialdemokraterne og SF, der opfatter skattepakken som det bedste tænkelige afsæt for en konfrontation med VK-regeringen.

I oppositionen er holdningen ganske enkelt, at man har fået en ny start.

For få dage siden stod Helle Thorning-Schmidt med et ringe udgangspunkt før et valg. Hendes løfte om at slå Fogh og erobre Statsministeriet syntes langt fra virkeligheden. Men nu har hun fået en perfekt platform til at angribe regeringen, og hun kan glæde sig over, at regeringens skattepakke fuldstændig har fjernet fokus fra Socialdemokratiets eget katalog over velfærdsrettigheder. Hvilket er heldigt. For sagen er, at velfærdsrettighederne endnu ikke er finansieret. De har ikke fået en overstrømmende modtagelse hos vælgerne, jævnfør gårsdagens Gallup, og endelig er mange af partiets kommunale og regionale politikere skeptiske over for velfærdsrettighederne.

I S-ledelsen kan man næsten ikke forstå, at man i den grad er blevet lukket ind i kampen om magten så kort efter, at partiet af sine venner og allierede blev beskyldt for at være usynlig i debatten om velfærdssamfundets fremtid.

Med slet skjult skadefryd taler socialdemokrater om, at Fogh har begået en rigtig »Nyrup« hvilket er et synonym for de ubegribelige fejlhåndteringer, som Poul Nyrup Rasmussen i flere omgange gjorde sig skyld i som statsminister.

MEN DET ER IKKE kun socialdemokraternes humør, som har fået et løft.

Ved siden af Helle Thorning-Schmidt står Villy Søvndal med et smil, som er mindst lige så bredt som S-formandens.

På Venstres sommertræf havde Fogh, som på det tidspunkt kontrollerede begivenhederne, overskud til at gå ind i venligt drillende orddueller med SF-formanden, som han kaldte for oppositionens åndelige leder og fremstillede som den store general i krigen mod dræbersneglene.

Det gjorde Fogh af to grunde. Dels fordi han har respekt for Søvndals evner og humoristiske stil som debattør. Dels fordi Fogh kunne ignorere Thorning-Schmidt og affeje hende som et samlingspunkt for oppositionen.

Når Fogh møder Søvndal i en duel næste gang, vil smilet næppe være helt så afslappet, for hvis ikke regeringen genvinder kontrollen over den løbske skattedebat, der alene handler om fordelingen af skattelettelserne mellem højt- og lavtlønnede, vil Søvndal være en farligere modstander, end Fogh vil synes om.

Den drevne SF-formand har allerede gjort det godt for sit parti: Han har stoppet de evindelige diskussioner og fraktionsdannelser, som i årevis har martret SFs folketingsgruppe. Han har været en benhård kritiker af regeringens Irak-politik, og i indenrigspolitikken har han konstant beskyldt regeringen for at lade udviklingen i den offentlige sektor sakke efter den generelle velstandstigning i samfundet. Parallelt har han arbejdet på at modernisere sin partiorganisation, som har fået stor medlemsfremgang, og styrke partiets kommunikation. I modsætning til S-holdet har han konstant været synlig i den løbende debat i medierne, og vælgerne har kvitteret med opbakning til SF.

POINTEN ER IMIDLERTID, at Villy Søvndal kan få endnu bedre fat.

Efter lanceringen af skattepakken handler den politiske debat til Anders Fogh Rasmussens og Venstreledelsens dybe frustration alene om fordelingspolitik. Og det er en ønskedagsorden for Søvndal og SF. Her vil han kunne appellere til de danskere, som ikke er tilhængere af skattelettelserne eller føler, at de får alt for lidt ud af lettelserne i forhold til højtlønnede.

SF-formanden vil også være en dynamo i den mobilisering, som organisationer og fagbevægelse er i fuld gang med. Allerede ved sidste års demonstrationer og her taler vi både om demonstrationer mod velfærdsreformen i foråret 2006 og sidste efterårs proteststorm mod regeringen rundt om i kommunerne var SF-ledelsen med til at trække i trådene.

Men lige nu er en større protestbølge ved at blive bygget op i fagbevægelsen, som vil stå sammen med S og SF i kampen mod skattelettelser, som de finder asociale. Fagbevægelsen har nemlig også fået en perfekt platform til at angribe regeringen og gøre sig fri af forårets tætte samspil om trepartsdrøftelserne, hvor de indkasserede milliarder til bl.a. bedre efteruddannelse og arbejdsmiljø.

Nu hæver de forlovelsen med Fogh.

Som det tegner sig, vil Villy Søvndal fremover ikke lede kampen mod dræbersneglene, men vil derimod være en synlig og vigtig aktør i en proteststorm, som kan komme til at ramme regeringen med betydelig kraft.