Thomas Larsen: I kulissen gøres klar til rød forbrødring

Analyse. Alle i rød blok er klar over det. Et sammenbrud ved finanslovsforhandlingerne vil i realiteten være et kollaps for centrum-venstre.

Personlig kemi bliver en vigtig faktor, når det kommer til årets finanslovsforhandlinger. Mens Enhedslistens finansordfører Frank Aaen har et gnidningsfrit forhold til finansminister Bjarne Corydon, har partiets politiske leder, Johanne Schmidt-Nielsen sværere ved Corydons stil – og vice versa. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man må lade topfolkene i Enhedslisten, at de er ude i god tid, når de bruger påsken til at lancere deres krav til finansloven for 2015. Ja, det kan næsten synes absurd, at Pernille Skipper søsætter Enhedslistens krav kort før, at regeringen og blå blok skal forhandle om en reform af beskæftigelsessystemet og en ny vækstpakke. Sagen er nemlig, at Enhedslisten i de næste måneder må se til fra sidelinjen, mens Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Bjarne Corydon vil være mest optaget af at indgå aftaler med Lars Løkke Rasmussen og Lars Barfoed.

Men der er mening i galskaben. I Enhedslisten og regeringens inderkreds ved man kun alt for godt, at forhandlingerne om finansloven til efteråret bliver knald eller fald. Af samme grund fylder fortrolige samtaler og tillidsskabende kaffemøder mere end sædvanligt, og i regeringstoppen vil man i stigende grad være optaget af, hvordan man kan skrue et udspil til en ny finanslov sammen, så finansloven for 2015 på samme tid vil kunne videreføre regeringens ansvarlige økonomiske linje og bane vej for et ekstremt vigtigt forlig med SF og Enhedslisten.

Alle i rød blok er klar over, at et sammenbrud i realiteten vil være et kollaps for hele centrum-venstre i dansk politik. Indtræffer sammenbruddet, vil Thorning risikere at komme i samme situation som Anker Jørgensen i efteråret 1982. Dengang måtte den isolerede og nedslidte socialdemokratiske regeringschef konstatere, at han var kørt fast, og han endte med at overlade regerings­magten til den konservative leder, Poul Schlüter, uden at udskrive valg. Han gav simpelthen op. Hvilket blev starten på mere end 10 års borgerligt styre.

Thorning forærer intet væk

Sådan vil Thorning næppe reagere. Hun vil med garanti ikke forære Løkke nøglerne til Statsministeriet. Hun vil i stedet udskrive valg og slås til det sidste, men med et rødt sammenbrud i forhandlingerne om finansloven vil hun stå i en katastrofal udgangsposition og have udsigt til et næsten sikkert nederlag. I den situation vil hver eneste vælger i kongeriget have set, at centrum-venstre ikke er i stand til at lave politik sammen, og det vil stå klart for hver eneste dansker, at hun ikke kan bruge sit støtteparti til noget som helst. Et værre udgangspunkt for en valgkamp er svært at forestille sig.

Kort sagt, et sammenbrud i forhandlingerne vil være en falliterklæring, og røde vælgere vil næppe storme til valgurnerne for at give Thorning en chance til. Tværtimod vil de vende ryggen til de samspilsramte centrum-venstre-partier, og resultatet vil blive en ny borgerlig regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Set i det lys er det forståeligt, at spillet om finansloven åbnes ekstraordinært tidligt. Lige fra regeringens inderkreds over de forslåede SFere til folketingsgruppen i Enheds­listen er alle klar over, at en rød finanslov skal i hus til efteråret, hvis regeringen skal have en chance for genvalg.

Ifølge Pernille Skipper bør regeringen bl.a. bruge finansloven til at bekæmpe den stigende ulighed.

»Hvis regeringen vil leve op til deres egne valgløfter om at mindske ulighed og fattigdom­ i Danmark, så er den næste finanslov den sidste chance,« lyder beskeden.

Enhedslisten opfordrer bl.a. regeringen til at forbedre forholdene for unge kontanthjælpsmodtagere og indføre millionærskat. For at lægge pres på regeringen påpeger Pernille Skipper kattevenligt, at Thorning og Vestager jo tidligere har fastslået, at de gerne vil måles på deres evne til at mindske fattigdom og ulighed.

Regeringen: ikke forhandlinger i medierne

Fra regeringslejren lyder svaret, at man gerne vil arbejde for mere lighed, men forhandlingerne skal ikke foregå i medierne og slet ikke nu.

Uden for citat erkender centrale regerings­politikere, at det skal lykkes med en rød finanslov, men der spores en vis bekymring for, at uenighed om økonomi og forskelle i psykologi vil kunne afspore forhandlingerne.­

Når den radikale gruppeformand, Christian Friis Bach, i disse døgn pointerer, at regeringen gerne vil arbejde for mere lighed, men understreger, at de Radikale ikke vil være med til at underminere den økonomiske politik, er det en klar advarsel til Enhedslisten. Regeringen kan og vil ikke dreje så meget til venstre, at det vil kunne sætte spørgsmålstegn ved den ansvarlighed, som regeringstoppen har brystet sig af, og som den håber på, at vælgerne vil anerkende i takt med, at næste valg rykker tættere på.

Derudover vil regeringens økonomiske råderum ikke være så stort, at den kan bruge udspillet til finansloven til at åbne en gavebod. Selv om krisen er ved at slippe sit tag, lægger prognoserne for dansk økonomi ikke op til markante vækstrater. Overspiller Enhedslisten sine krav, kan det derfor føre til brud, lyder det fra regeringen.

Dertil kommer de velkendte problemer med den notorisk dårlige kemi mellem Bjarne Corydon og Enhedslisten. Flere ministre frygter, at Johanne Schmidt-Nielsen & Co. ikke føler, at de skylder regeringen noget. I sidste ende kan det gøre det nemmere for Enhedslistens topfolk at nå frem til den konklusion, at regeringen under alle omstændigheder vil falde, hvorfor Enhedslisten ikke har noget at vinde ved at gå på kompromis og indgå et utilfredsstillende forlig.

Af disse grunde spøger finansloven for 2015 allerede nu i kulissen. Foråret tegner til gensyn med Lars Løkke Rasmussen og vil formentlig resultere i nye blå forlig. Men Thorning ved godt, at regeringens chance for at holde sammen på sine støttepartier og overleve parlamentarisk afhænger af et rødt efterår.