Thomas Larsen: Fra Anker til Helle

Helle Thorning-Schmidt vil opdage, at en række af fortidens udfordringer for partiet i faretruende grad er blevet aktuelle igen, og derudover må hun konstatere, at nye svære problemer er kommet til.

Fredag holder Socialdemokraterne reception for Anker Jørgensen, der fylder 85 år. Symptomatisk for fødselarens livssyn ønsker han ikke gaver, men beder gratulanter om at støtte Amnesty International.

Selv om receptionen med garanti vil være fuld af liv, er det svært at lukke øjnene for symbolikken i, at festen holdes under de store røde faner på Arbejdermuseet i Rømersgade i det indre København.

Museet fortæller om noget historien om dengang, da bevægelsen og partiet kæmpede succesrigt sammen for at sikre fremgang til den brede befolkning.

På dagen vil Anker Jørgensen naturligvis blive hyldet for sine menneskelige egenskaber, sit engagement og sine resultater. De færreste vil have lyst til at tale om de dybe kriser, som partiet gennemlevede i hans tid som leder: De vil næppe dvæle ved den øretæve, han fik ved sit første valg. De vil ikke tale om de økonomiske problemer, som hans socialdemokratiske mindretalsregeringer ikke fik styr på, og de vil bestemt heller ikke gå i dybden med, at Anker Jørgensen var med til at spolere tillidsforholdet til de Radikale, hvorpå den radikale leder Niels Helveg Petersen afskrev Socialdemokratiet og i stedet indgik den historiske alliance med den konservative leder og senere statsminister Poul Schlüter.

Endelig vil fredagens gæster nødigt mindes de barske opgør med LO-formanden Thomas Nielsen, der gik over i historien med sin uklædelige karakteristik af Anker, som blev kaldt »den lille lort«.

Det forunderlige er, at når Helle Thorning-Schmidt på receptionsdagen ser sig rundt i nutidens politiske landskab, vil hun opdage, at en række af fortidens udfordringer for partiet i faretruende grad er blevet aktuelle igen, og derudover må hun konstatere, at nye svære problemer er kommet til.

Med de store forlig mellem regeringen og fagbevægelsen i kølvandet på trepartsdrøftelserne er det blevet krystalklart, at forholdet til fagbevægelsen også i dag volder partiet svære kvaler. Dagens fagbevægelse agerer i højere grad uafhængigt af partiet og vil levere kontante resultater til medlemmerne. Derfor vælger de faglige ledere at skabe resultater sammen med Fogh i stedet for at vente på, at Thorning måske får magten. Til S-ledelsens store frustration.

I begyndelsen af 1990erne lykkedes det for Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft at reparere forholdet til de Radikale og sætte punktum for mere end ti års socialdemokratisk ørkenvandring i 1980erne. Gennem 1990erne lykkedes det at holde sammen i regering, men i dag er SR-forholdet anspændt. Til S-ledelsens store bekymring er Margrethe Vestager som ny radikal leder ved at søge tilbage til den klassiske rolle, hvor de Radikale kan samarbejde til begge sider, og så sent som i weekenden konstaterede hun, at der ikke findes et realistisk alternativ til VK-regeringen. Også hun forbereder sig på at kunne skabe resultater sammen med Fogh.

Men måske mest betydningsfuldt har Anders Fogh Rasmussens erobring af den politiske midte betydet, at Liste A ikke længere har monopol på velfærden. Tværtimod er partiet ved at blive besejret på hjemmebane. I S-ledelsen mener man ganske vist, at det er en sejr for partiet, at Fogh for tiden fokuserer voldsomt på velfærd. Men hvis det er en sejr, viser de aktuelle målinger, at Socialdemokraterne snart ikke har råd til flere sejre. Faktum er, at Venstre og DF sætter sig på stadigt større dele af velfærdspolitikken og dermed gør vælgerne trygge ved, at de kan stå i spidsen for velfærdssamfundet.

Disse udfordringer har dagens S-ledelse ikke overbevisende strategiske svar på, og taktisk har de ladet regeringen genvinde sin styrke efter sidste efterårs tilbageslag: S-ledelsen holder således sit udspil for forbedringer af den offentlige sektor tilbage af frygt for, at Fogh vil skyde partiets forslag ned eller, endnu værre, kopiere dem.

Resultatet er mangel på synlighed og gennemslagskraft.

Efter ferien skal Thorning derfor forsøge at komme i offensiven efter et forsømt forår. Her vil hun præsentere befolkningen for sit partis politik for den offentlige sektor, og til S-kongressen i efteråret vil hun fremlægge partiets globaliseringsudspil samt en plan mod ulighed.

Disse udspil skal bringe fremdrift til partiet ellers risikerer hun at have kursen rettet mod et nyt historisk lavpunkt for Socialdemokratiet, og alene tanken vil gøre ondt på de partifæller, som på fredag vil hylde Anker.

Som nævnt fik også Anker Jørgensen sine stryg som socialdemokratisk førstemand i en ekstremt turbulent tid, men når han samtidig blev så populær og folkekær, hænger det utvivlsomt sammen med, at han havde holdninger. Og det er præcis, hvad mange kampfæller, faglige ledere og SF-topfolk efterlyser hos dagens S-ledelse.