Thomas Larsen: Foghs opsang til uromagerne

Tværtimod var det magtpåliggende for statsministeren at understrege, at de unge og deres forældre selv bærer et ansvar for, at de ikke griber de muligheder, som samfundet giver dem.

Når Anders Fogh Rasmussen (V) gør status efter det sanseløse hærværk, som unge andengenerationsindvandrere har rettet mod skoler, daginstitutioner og biler, kan han som alle andre kun tage kraftigt afstand fra ødelæggelserne.

Men midt i uroen øjner han også et fundamentalt skift i danskernes sindelag og et politisk opbrud af historiske dimensioner.

Nok står eksperter fortsat i kø for at sige, at fremtidige brandattentater bedst undgås ved at udvise større omsorg, udvikle mere socialpolitik og sende flere penge efter de børn og unge, som antænder ilden.

Men færre og færre vælgere accepterer disse forklaringer, ligesom de er i færd med at vende ryggen til den politiske tænkning, der har domineret siden 1970ernes generelle venstreorientering.

Af samme grund var Fogh givet i overensstemmelse med en overvældende stor del af befolkningen, da han søndag aften tonede frem på skærmen hos DR og TV-2 og slog fast, at det netop ikke er samfundets skyld, at de unge går amok.

Tværtimod var det magtpåliggende for statsministeren at understrege, at de unge og deres forældre selv bærer et ansvar for, at de ikke griber de muligheder, som samfundet giver dem. Han gjorde det ligeledes krystalklart, at chancen for at få en uddannelse og et job næppe nogensinde har været større end i dag for unge danskere med en indvandrerbaggrund – for både virksomheder og det offentlige skriger efter arbejdskraft.

DET KAN SYNES BANALT at hæfte sig ved, at statsministeren slår fast, at de unges opførsel ikke er »samfundets skyld«, ligesom det kan opfattes som en selvfølge, at en liberal regeringschef lægger vægt på det personlige ansvar.

Men så simpelt er det ikke. Tidligere ville en borgerlig politiker være blevet lagt for had i medierne og offentligheden, hvis han havde udtalt sig så klart som Fogh søndag aften, og han ville være blevet angrebet benhårdt af politikere fra centrum-venstre.

Foghs direkte budskab til de unge og deres forældre om, at de selv skal tage ansvar for deres tilværelse, og at de skal lade være med at bruge sidste uges offentliggørelse af Muhammed-tegningerne som en forklaring på deres opførsel, viser i hvor høj grad, han har vundet værdikampen.

I dag er det i stedet S-ledelsen, som kæmper for at finde et ståsted i debatten, og som frygter at miste terræn hver gang integrations-, udlændinge- eller religionskonflikter bryder ud.

S-ledelsen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen er smerteligt klar over, at Socialdemokraterne i mange vælgeres øjne fremstår som utroværdige i præcis den slags debatter. Som sagt gælder det især i udlændinge- og integrationspolitikken, men det samme gør sig gældende i rets- og skolepolitikken, hvor Fogh sammen med VK-regeringen og Dansk Folkeparti har tvunget Socialdemokratiet til et politisk kursskifte.

EFTER SIN OPTRÆDEN I TV blev Fogh kritiseret for ikke at have præsenteret et katalog fuld af konkrete forslag til, hvordan regeringen vil sætte ind over for de børn og unge, som brugte vinterferien til at terrorisere en lang række byer.

Men statsministeren var sig bevidst om, at han netop ville komme med en klar værdimæssig markering af, at de unges amokløb ikke er samfundets skyld. Derimod skal de unge og deres forældre bringes til at forstå vilkårene i det danske samfund: De har pligt til at påtage sig et ansvar og udnytte de tilbud, som samfundet rent faktisk giver dem med hensyn til at få uddannelse og job.

Dermed satte Fogh sig tungt på den nye midte, han selv har været med til at etablere, og som han i så høj grad har fortrængt Socialdemokraterne fra.

Ikke alle partifæller har fattet rækkevidden i denne politiske sejr.

Mens Fogh i TV omhyggeligt betonede, at regeringen bakker op om politiets indsats over for de unge andengenerationsindvandrere, beskyldte Søren Pind i går ordensmagten for at gøre alt for lidt. Ifølge V-ordføreren vil betjentene hellere drikke te med de unge uromagere, end de vil sørge for at holde ro i gaderne.

Mens Fogh suverænt vinder den ene værdikamp efter den anden, gentager Søren Pind omvendt sine fejl fra den sidste kommunale valgkamp, hvor han lancerede så vidtgående forslag til at bekæmpe integrations- og sikkerhedsproblemerne i København, at han overlod hele den politiske midte til Ritt Bjerregaard, som i overlegen stil vandt valgkampen og knuste den unge Venstrepolitikers drøm om at blive overborgmester.

Den slags fejl begår Fogh ikke. Siden 2001 har han gradvist været med til at præge vælgernes holdninger, han har formet en ny politisk midte og han har haft et fast greb om en værdipolitik, som han ikke har tænkt sig at forære til centrum-venstre.