Thomas Larsen: Fogh vandt den lette runde – nu venter den svære

Med beslutningen om, at EU-traktaten ikke skal til folkeafstemning, er vejen nu banet for livtaget med de fire EU-forbehold – selv om statsministeren ikke kan være sikker på, at et stormløb mod de 14 år gamle forbehold vil lykkes.

Alliancen mellem Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt er af vital betydning for ja-siden i dansk Europa-politik.

Helt efter bogen meddelte statsministeren i går, at danskerne ikke skal stemme om Lissabon-traktaten. Dagen forinden havde S-formanden på tilsvarende vis konkluderet, at Socialdemokraterne er imod en folkeafstemning, først og fremmest fordi den juridiske granskning har vist, at traktaten ikke overgiver yderligere suverænitet til EU i forhold til Grundlovens paragraf 20.

Dermed er vejen banet for livtaget med de fire EU-forbehold – selv om hverken statsministeren eller S-formanden kan være sikre på, at et stormløb mod de 14 år gamle forbehold vil lykkes.

På forhånd har de skabt modvilje hos mange vælgere ved ikke at åbne for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Flere målinger viser, at danskerne gerne vil stemme, og EU-eksperter frygter, at mange vælgere i dag er frustreret over, at Fogh og Thorning »smugler« traktaten igennem i stedet for at høre folket.

Eksperterne mener, at de sidste døgns forløb let kan tolkes, som om Fogh og Thorning ikke tør lade danskerne stemme om traktaten – af frygt for at indkassere et nej.

Ifølge eksperterne kan det føre til, at en del vælgere ved senere afstemninger vil stemme for at bevare forbeholdene – nærmest i trods mod politikerne.

Ser man ud over det aktuelle mediebillede, er det korrekt, at Fogh og Thorning har truffet en kontroversiel beslutning.

På lederplads i Berlingske Tidende er deres strategi blevet bakket op, men andre aviser som Morgenavisen Jyllands-Posten og Ekstra Bladet har kritiseret beslutningen, og det samme har slagkraftige politiske ledere som Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal, som mener, at det er forkert og udemokratisk ikke at lade vælgerne stemme om traktaten.

Ikke desto mindre kan Fogh og Thorning få succes med deres »salami-metode«, hvor de gradvist rykker frem mod det resultat, de begge ønsker, nemlig en mere helstøbt Europa-politik og et fuldt medlemskab af EU.

På pressemødet i Statsministeriet i går var Fogh omhyggelig med at fortælle, at det fremover drejer sig om at tale mere om indholdet i Europa-politikken end at have så meget fokus på de rituelle spørgsmål om procedurer og formalia, som ofte farver debatten om vores forhold til Europa.

Fogh efterlyser en diskussion om, hvordan EU skal styrkes i forhold til udfordringerne fra den globale konkurrence. Hvilket bl.a. handler om, at de europæiske lande skal opruste – på arbejdsmarkedet, i uddannelsessektoren og i forskningsverdenen – for at kunne stå distancen over for nye stærke økonomier.

Fogh vil også have os til at debattere, hvordan EU kan sikre bedre forbrugerbeskyttelse, skærpe indsatsen over for grænseoverskridende kriminalitet og gennemføre en mere effektiv bekæmpelse af terror.

På pressemødet gjorde han det klart, at han i begyndelsen af det nye år vil invitere til drøftelser i Statsministeriet om, hvordan en offensiv dansk Europa-politik skal se ud.

Det er utvivlsomt en klog strategi. Dels er det vigtigt for et lille land som Danmark tidligt at fastlægge klare mål for at kunne påvirke dagsordenen i EU og finde allierede. Dels har Fogh en taktisk interesse i, at debatten om den aflyste folkeafstemning om traktaten hurtigst muligt skubbes i baggrunden.

På pressemødet kortsluttede han bevidst diskussionen om, hvordan og hvornår danskerne skal stemme om at afskaffe forbeholdene. Den debat vil han først tage hul på, når »tiden er inde«, som han formulerede det.

Et godt gæt er, at køreplanen for afviklingen af forbeholdene for længst har taget form i Foghs hoved. Men han ved, at det her og nu handler om at skabe afstand mellem den Lissabon-traktat, som danskerne ikke må stemme om, og de forbehold, som Fogh og Thorning gerne ser afskaffet ved en senere afstemning.

I det næste forløb får deres indbyrdes alliance også stor betydning, men det bliver i særklasse vigtigt for dem at finde en forståelse med Villy Søvndal. Den fremgangsrige SF-ledere bliver et vigtigt pejlemærke for mange vælgere, når de skal gøre deres stilling op.