Thomas Larsen: Fogh indhentet af fortiden

Lige siden valget i 1990 har Fogh været overbevist om, at skattevalg er farlige, og han er blevet bekræftet i sin opfattelse i flere omgange, senest i den barske valgkamp i 1998.

Det er blodig ironi, at Anders Fogh Rasmussen af alle er blevet tvunget til et kursskifte, som vil placere skattelettelser højt på dagsordenen i en hård valgkamp.

I 1990 var netop Fogh med til presse den daværende statsminister Poul Schlüter ud i et skattevalg, som den konservative leder på ingen måde ønskede sig.

Forhistorien begynder, da KVR-regeringen i foråret 1989 lancerer Danmarkshistoriens største politisk-økonomiske udspil, for nu at genbruge Poul Schlüters berømte ordvalg. Der var tale om et ambitiøst og vidtgående reformkompleks, som skulle trimme og omkalfatre det danske velfærdssamfund.

Forhandlingerne om den gigantiske plan brød dog sammen i efteråret 1989, men i efteråret 1990 gjorde regeringen et nyt forsøg på at nå et forlig med S-ledelsen anført af Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard.

Et af KVR-regeringens vigtigste mål var at fjerne 6-procent skatten, men igen endte forhandlingerne i sammenbrud. Fogh var så bekymret over udsigten til et skattevalg, at han anbefalede, at regeringen droppede kravet om at fjerne 6-procent skatten og nøjedes med at gennemføre andre politiske initiativer med Socialdemokraterne. Svaret fra Poul Schlüter var nej.

ANDERS FOGH RASMUSSEN har fortalt om sit møde med Schlüter i en række samtaler med undertegnede i portrætbogen »I godtvejr og storm«.

Fogh husker mødet med Schlüter krystalklart, og ifølge Fogh var Schlüters afgørende argument for at udskrive valget, at han tilstrækkelig længe havde hørt på Venstre-folks agitation om, at der blev ført for lidt borgerlig liberal politik og gjort for lidt for at sænke marginalskatterne. Nu stod han som regeringschef med en plan for at sænke skatterne, og hvis den ikke kunne gennemføres, måtte der være valg, lød forklaringen.

Da Fogh sluttede sin beretning, tilføjede han: »Da gik det for alvor op for mig, at Venstres politiske linie ikke havde været uden omkostninger () Jeg indså, at Schlüter var blevet presset op i et hjørne.«

Selve valgkampen gik dårligt. Allerede på valgaftenen forlod de Radikale regeringen efter en sviende vælgerlussing og distancerede sig de næste år fra den borgerlige lejr, hvilket fik dramatiske konsekvenser, da partiet i januar 1993 skiftede endegyldigt side og trådte ind i Nyrups første regering.

Forløbet lærte Fogh, at en ansvarlig politisk leder altid bør veje sit partis succes op mod de omkostninger, som linien medfører for samarbejdspartnerne. Fogh indså, at Venstres linie havde været med til at presse Schlüter ud i en håbløs situation, og at Venstres kurs samtidig havde forpestet forholdet til de Radikale.

MED DEN FORTID er det paradoksalt, at historien synes at gentage sig blot med en ændret rollebesætning.

I dag er Fogh regeringschefen, som er optaget af midten, mens den konservative leder Bendt Bendtsen af al kraft har presset sit ønske om skattelettelser igennem og sat sin statsminister i en svær position før et valg.

Lige siden valget i 1990 har Fogh været overbevist om, at skattevalg er farlige, og han er blevet bekræftet i sin opfattelse i flere omgange, senest i den barske valgkamp i 1998, hvor Poul Nyrup Rasmussen gennemførte en brutal kampagne mod Uffe Ellemann-Jensen og Venstre. Kampagnen sikrede Nyrup de afgørende stemmer.

Derudover har det været tydeligt, at Fogh som regeringschef har brugt en arbejdsmetode, hvor han over et længere stræk forbereder befolkningen på de initiativer, som regeringen vil gennemføre. På den måde søger han at skabe en parathed og accept hos borgerne. Men i forhold til lanceringen af skattepakken er den omhyggelige planlægning svigtet totalt. Skattepakken er og bliver et resultat af et indre opgør mellem V og K.

Derfor står Fogh i den situation, at han pludselig skal overbevise mange skeptiske vælgere om det rigtige i at gennemføre skattelettelser efter at han selv i månedsvis har blokeret for lettelser.

Fogh har givet haft et håb om, at skattepakken ikke ville stjæle så meget af opmærksomheden fra de enorme milliardbeløb, som regeringen vil pumpe ind i den offentlige sektor via kvalitetsreformen. Men han må se i øjnene, at medierne og oppositionen fokuserer på skatten og ikke mindst fordelingen af skattelettelserne mellem lavtlønnede og højtlønnede.

For at få kortsluttet det kaotiske forløb kickstarter han i morgen de politiske forhandlinger om regeringens udspil. Dermed kan han håbe, at regeringen kan genvinde kontrollen. Han kan fortsat vælge at udskrive lynvalg, hvis partierne vender tommelfingeren ned. Men det vil ikke være en styrket regeringschef, som trykker på knappen, og han vil få sit uønskede skattevalg.

Han kan også satse på at nå et resultat gennem regulære forhandlinger, så han kan vise befolkningen, at regeringen ikke kun har store planer, men rent faktisk gennemfører dem. Det vil også give ham tid til at overbevise vælgerne om det rigtige i at gennemføre en modificeret skatteplan.

Netop dette scenarie håber Dansk Folkeparti på. Men det vil presse Bendt Bendtsen, for skal der findes en løsning, skal skattelettelserne justeres, så de i højere grad kommer de lavest lønnede til gode og dermed fjerner kritikken af, at skatteudspillet er socialt skævt.