Thomas Larsen: Enhedslisten er en af tidens største succeser – men koden til magten er ikke knækket

Målt på normale parametre – det vil sige partiets placering i meningsmålingerne, størrelsen af folketingsgruppen samt det lydefri lederskifte fra Johanne Schmidt-Nielsen til Pernille Skipper – er Enhedslisten en af tidens største succeser på Christiansborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

»Ja, sådan er socialismen: En horisont, som vi aldrig når, men som vi altid stræber efter.«

Sådan lød ordene fra den tidligere kansler og formand for de tyske socialdemokrater, Willy Brandt, og mon ikke politikere og partisoldater i Enhedslisten står tilbage med samme følelse, når de efter årsmødet i weekenden pakker taskerne og rejser hjem?

Skal man gøre status over Liste Ø, er partiets situation omgærdet af dilemmaer og paradokser.

Målt på normale parametre – det vil sige partiets placering i meningsmålingerne, størrelsen af folketingsgruppen samt det lydefri lederskifte fra Johanne Schmidt-Nielsen til Pernille Skipper – er Enhedslisten en af tidens største succeser på Christiansborg.

Fra at være et marginalt – og til tider udryddelsestruet parti for folk på den yderste venstrefløj – er det i Johanne Schmidt-Nielsens tid lykkedes at komme ud til nye vælgere og udvide basen betragteligt.

På Borgen er partiet repræsenteret med hele 14 parlamentarikere. Partiet er desuden ved at bide sig fast i lokalpolitikken. Enhedslisten er ikke længere et parti, der kun står stærkt på stenbroen i de store byer, men et parti, der for alvor er ved at blive landsdækkende.

På de indre linjer er organisationen blevet professionaliseret og råder over en ukendt, men betydelig slagstyrke i kraft af det store sekretariat på Christiansborg. Alle Enhedslistens folketingsmedlemmer og ansatte tjener det samme, og det gør det muligt at ansætte flere sagsbehandlere, rådgivere og hjælpere, der arbejder tæt sammen med politikerne.

Dertil kommer, at partiet har udviklet en særlig evne til at fremelske talent. Hvem kendte Johanne Schmidt-Nielsen før valget i 2007? Og hvem havde hørt om Pernille Skipper forud for valget i 2011? Ikke mange – udover inderkredsen i partiet – men i dag er de begge synlige, slagkraftige og landskendte ambassadører for deres parti.

Årsagen til, at Enhedslistens »talentskole« har været så succesrig, er et rotationsprincip, der betyder, at alle centrale tillidshverv er tidsbegrænsede. Partiets medlemmer af Folketinget kan ikke opstille til urafstemningen ved årsmødet efter deres syvende år i Folketinget. Hvilket er grunden til, at Johanne Schmidt-Nielsen ikke kan være på stemmesedlen ved næste valg. De ansatte i Enhedslisten må på samme måde kun være ansat i stillinger af højst 10 års varighed. Og alt sammen er det med til at skabe en dynamik, der har været til fordel for partiet sammenlignet med konkurrenterne.

Alligevel kan det ikke skjules, at Enhedslisten er udfordret, når det handler om at veksle fremgangen til konkret indflydelse.

Da den daværende S-ledelse med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon i 2011 fik chancen for at danne regering, håbede Enhedslistens topfolk, at vejen lå åben for et tæt samarbejde med den nye regering.

I virkelighedens verden udviklede dette »samspil« sig til en lang opvisning i benhårde konfrontationer og bristede forventninger. Det elendige indbyrdes forhold blev personificeret ved den massive mistillid mellem især Bjarne Corydon i rollen som den rationelle finansminister og Johanne Schmidt-Nielsen som den glødende agitator, der nok vandt vælgere, men i reglen endte med at blive kylet ud af forhandlingslokalerne.

Efter weekendens årsmøde bliver det Pernille Skippers opgave at forsøge at omdanne Enhedslistens vælgermæssige styrke til indflydelse. Meget tyder på, at hun har lært af de hårde erfaringer, som partiet indhøstede under SRSF-regeringen. I hvert fald synes hun at have en illusionsløs analyse af Socialdemokratiet.

Mest direkte udtrykte hun det i et interview i Politiken i fredags – før åbningen af årsmødet – hvor hun kom med denne vurdering:

»Det, vi kender som rød blok, er jo dødt. Det er lagt i graven. Der er ikke meget andet, som samler, end at vi ønsker, at Lars Løkke Rasmussen skal på porten.«

I Enhedslisten håber man nu på, at partiet sammen med især Alternativet – og delvist SF – kan blive en så stærk faktor på venstrefløjen, at man i fællesskab kan udfordre og påvirke linjen i Socialdemokratiet. Håbet er, at disse nye alliancepartnere vil være med til at presse Mette Frederiksen & Co og dermed blive en døråbner til øget indflydelse.

Vil det ske? Svaret blæser i vinden.

 

Alt i alt står Enhedslisten derfor ved et skæringspunkt. Målt på antallet af folkevalgte og medlemmer, synlighed og gennemslagskraft, ja så har partiet nået en foreløbig kulmination, siden det blev dannet i 1989. Men det står samtidig mere end nogensinde klart, at koden til magten langt fra er knækket.

At lykkes med den mission bliver en svær opgave for Pernille Skipper. Selv om det går hastigt fremad for partiet, kan det vise sig, at vejen til socialismen bliver som en endeløs jagt på horisonten ude i det fjerne – præcis som Willy Brandt beskrev det.