Thomas Larsen: Dronningen træffer det rigtige og ansvarlige valg

Dronning Margrethe har besluttet at aflyse alle planlagte begivenheder i forbindelse med den kommende 80-års fødselsdag i april. Det sker som en konsekvens af de udfordringer, som spredningen af coronavirus rejser for samfundet.

For at undgå spredning af coronavirus har dronning Margrethe besluttet at aflyse alle planlagte begivenheder i forbindelse med den store 80-års fødselsdag i næste måned. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Da hoffet torsdag aften udsendte meddelelsen om, at alle planlagte aktiviteter og begivenheder i forbindelse med dronning Margrethes 80-års fødselsdag i april er aflyst, var det regentens suveræne beslutning.

Fødselsdagen skulle have været en folkefest, og Dronningen havde glædet sig til begivenheden. Men omvendt var hun ikke et sekund i tvivl om, at fejringen nødvendigvis måtte aflyses i lyset af de dramatiske og vidtrækkende initiativer, som regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har iværksat for at bremse spredningen af coronavirus og hindre sundhedsvæsenet i at kollapse.