Thomas Larsen: Dronningen har ændret kurs

I et eksklusivt interview med Berlingske går Dronning Margrethe for alvor ind i debatten om terroranslaget mod Danmark og kommer samtidig med en kraftig appel til, at flygtninge og indvandrere i højere skal indrette sig på, at de er kommet til et nyt samfund.

 

Analyse: Igen og igen har dronning Margrethe appelleret til danskerne om at tage godt imod alle de flygtninge og indvandrere, som er kommet til Danmark i håb om at skabe sig en ny tilværelse.

Enkelte gange har Dronningens appeller haft karakter af regulære opsange. Mest berømt er nytårstalen fra 1984, hvor hun stillede sig på de nyankomnes side og gav sine landsmænd en syngende verbal lussing.

»Når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden,« lød det fra Dronningen.

Derpå satte hun tryk på pointen med et par sætninger, der for længst er blevet en del af den nyere danmarkshistorie: »Så kommer vi med vores danske humor og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.«

Med disse ord i baghovedet vil det selvsagt give genlyd, at Dronningen i dagens udgave af Berlingske sender en umisforståelig besked til en ny målgruppe.

Nu taler hun ikke længere alene til danskerne om, at de bør gøre sig mere umage med at byde tilflyttere velkommen og hjælpe dem med at finde fodfæste i Danmark.

Nej, nu opfordrer Dronningen i utvetydige vendinger tilflytterne til at gøre sig klart, at de også har et ansvar. Når de kommer til det lille kongerige højt mod nord, må de ikke forvente, at de bare kan videreføre »deres gamle samfundsmodel« i deres nye hjemland, lyder beskeden.

Dronning Margrethe slår desuden fast, at hun næppe ville have brugt de kontroversielle formuleringer fra nytårstalen i 1984, hvis hun havde haft den viden om udfordringerne ved integration, som hun har nu. »Jeg ville næppe sige det samme i dag, set i lyset af hvordan det har udviklet sig,« siger Dronningen.

Når dronning Margrethe på den måde lægger et nyt snit i debatten om indvandring og integration, skyldes det, at der er kommet så mange flere flygtninge og indvandrere til Danmark siden midten af 1980erne – samt at det har vist sig langt sværere end ventet at gøre dem til en ægte del af det danske samfund.

Alt for mange flygtninge og indvandrere har aldrig fået fodfæste på arbejdsmarkedet, alt for mange er permanent parkeret på overførselsindkomst, og alt for mange børn og unge med indvandrerbaggrund har ikke fået uddannelse eller job, mens de omvendt er overrepræsenteret i statistikkerne over kriminalitet og sociale problemer.

Dertil kommer, at Danmark – i lighed med andre europæiske lande – har skullet håndtere, at der er opstået nye skel i samfundet.

Rundt om i landet er der opstået ghettoer med parallelsamfund. Blandt indvandrerne er der groet grupper frem, som direkte vender sig mod deres nye hjemland, ligesom der er opstået miljøer, hvor en ekstrem fortolkning af islam nærer radikalisering, intolerance og i yderste instans terror.

Også i forhold til disse udfordringer trækker Dronningen linjen skarpere op end nogensinde, og det skyldes Omar El-Husseins blodige attentat i midten af februar, da han dræbte to ubevæbnede danskere, Finn Nørgaard og Dan Uzan, samt sårede adskillige betjente.

Set med Dronningens øjne handler en del af modsvaret til attentatet om at stå fast på centrale frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden. »Jeg ved, at der er nogen, som siger, at vi skal passe på, og vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi skal sandelig også sige tingene, som vi synes, de skal være,« siger Dronningen til Berlingske.

Hun opfordrer i samme åndedrag danskerne til ikke at lade sig kyse eller lade frygten få overhånd.

Derudover slår Dronningen fast, at hun står bag det jødiske samfund herhjemme, og hun gør det med ord, som ikke kan lade nogen i tvivl om, at hun finder det chokerende, at jøder atter skal opleve at blive forfulgt i Europa.

Dermed tager regenten livtag med nogle af tidens største udfordringer, som i sin kerne handler om, hvordan åbne samfund skal reagere på fundamentalisme og terror, og hvordan vi bedre kan lykkes med at sikre en mere succesrig integration.

Dronningens ord vil uden tvivl vække opsigt. Dels fordi hun taler så direkte om svære udfordringer. Dels – selvfølgelig – fordi hun selv i så udpræget grad er blevet kendt som regenten, der har talt flygtninge og indvandreres sag.

Læser man Dronningens mange taler omhyggeligt igennem, vil man dog kunne se, at der gennem årene har været tale om et glidende skifte i tonefald og budskab. Kernen i talerne, som handler om at udvise hjælpsomhed og tolerance, har altid stået helt centralt. Og gør det fortsat.

Tænk blot på nytårstalen ved indgangen til 2015, hvor hun talte om de tusindvis af flygtninge »fra den forfærdende og langvarige borgerkrig i Syrien«. Her betonede hun igen det vigtige i at hjælpe dem, som kommer hertil fra krigens gru, og hun tilføjede:

»Vi skal også anspore de nyankomne til at opbygge en ny tilværelse, hvor de kan tage ansvar for sig selv og gøre deres bedste for at falde til i det fremmede land.«

Men fra at budskaberne i 1980erne især handlede om, at danskerne skulle forstå og respektere andre menneskers synspunkter og indse, at andre mennesker også havde en identitet, som de nødigt ville miste, har Dronningen gradvist lagt vægt på, at tilflytterne også har et ansvar for at indrette sig efter det land, de er kommet til.

Dronningen har dog aldrig understreget det synspunkt så kraftigt, som det sker i dag.

Men mens betoningen og tonelejet er ændret, er målet det samme:

Dronningen ser det som sin store livsopgave at være til for nationen, og når hun nu appellerer til de nye danskere om at gøre mere for at forstå deres nye hjemland, skal det derfor ses som udtryk for regentens dybe ønske om at kunne stå i spidsen for et Danmark, der ikke er splittet, men som hænger sammen.

Om den sammenhængskraft i praksis vil kunne opnås, vil blive afgjort i de kommende år, hvor det bliver afgørende – ikke kun for Danmark, men også for andre lande i Europa – at få integrationen og inklusionen til at fungere langt bedre end hidtil.

I modsat fald vil skillelinjerne stå endnu skarpere, og konfrontationerne vokse.