Thomas Larsen De små partier bliver mast

For partierne uden for Folketinget synes vejen til Christiansborg uendelig lang, og for Enhedslisten bliver det en udfrordring at blive på tinge.

Der er inviteret til "dronninge-møde i Randers" tirsdag den 4. september.

Sådan lyder i det mindste budskabet fra Kristendemokraterne, som har samlet Helle Thorning-Schmidt, Margrethe Vestager og Bodil Kornbek.

Faren er dog, at gæsterne efterlader værtinden i skyggen, og den skæbne truer ikke alene Kristendemokraterne. Tværtimod kommer de små partier til at kæmpe for deres overlevelse i en valgkamp.

For småpartierne uden for Folketinget, Kristendemokraterne og CD, synes vejen til Christiansborg uendelig lang, og for Enhedslisten bliver det en udfordring at forblive i Folketinget.

Enkelte målinger har ganske vist skabt håb i KD, hvor Bodil Kornbek heroisk arbejder på at skabe opmærksomhed om sit projekt, som for første gang i partiets historie medfører, at KD peger på en S-formand som statsministerkandidat.

Kornbek fik en kort stund i rampelyset, da hun som mægler ville forsone Thorning-Schmidt og Marianne Jelved. Med Margrethe Vestager som ny radikal leder - og hendes ønske om at placere sig på midten ved siden af Ny Alliance - er alle mæglingsforsøg fra KD's side dødfødte.

Dermed er dén platform væk, og internt har Kornbek det problem, at dele af baglandet er imod moderniseringen af partiet og vrede over, at kampen mod fri abort er opgivet.

Der skal et mirakel til at bringe KD tilbage i Folketinget, uden repræsentation på tinge, risikerer partiet at lide samme skæbne som CD.

Symptomatisk for CD's nærmest håbløse situation har Bjarne Møgelhøj netop meldt sig ind i Ny Alliance. Som bekendt forsøgte han tidligere at rekruttere Naser Khader som ny leder af CD, men når man ikke kan flytte bjerget, må man selv bevæge sig, og det har Møgelhøj gjort med en afskedssalut om, at CD bør lukkes!

De få tilbageblevne CD'ere forsøger at samle de nødvendige underskrifter for at blive opstillingsberettiget, men det når de næppe i tilfælde af et lynvalg, og selv hvis valget kommer sent, er prognoserne kulsorte. CD dømmes konsekvent ude.

Men også for Folketingets mindste parti, Enhedslisten, er meget på spil.

Med Thornings omfavnelse af den socialdemokratiske venstrefløj i velfærdspolitikken og hendes ønske om at investere massivt i velfærd vil hun sammen med SF-formand Villy Søvndal angribe regeringen for at udsulte og underminere den offentlige sektor.

I den situation bliver der næppe meget manøvrerum for Enhedslisten, endsige mulighed for at byde over. Det bliver også svært for Enhedslisten at løfte debatten om Irak, hvor partiet har være en stålsat kritiker af Fogh, for når det kommer til stykket, er Irak et overstået kapitel i mange vælgeres bevidsthed.

Endelig står Enhedslisten med en penibel intern udfordring. Ganske vist hører det til sjældenhederne, at en folketingskandidat tager livet af sit parti, men Asmaa Abdol-Hamid spreder i den grad nervøsitet på venstrefløjen. Nogle frygter, at hun i yderste konsekvens ender med at ekspedere Liste Ø ud af Folketinget.

Når det handler om klassiske temaer som fordelingspolitik og kampen mod ulighed, flugter Hamid med partiets holdninger. Men i den følelsesladede værdikamp har hendes udtalelser skabt ravage, ligesom hendes insisteren på at gå med tørklæde og nægte at give hånd til mænd har skabt voldsomt debat.

Veteranerne fra 1960'ernes og 1970'ernes kamp for ligestilling føler, at hun bomber kvindesagen tilbage til stenalderen, og derudover advarer flere af venstrefløjens gamle frontkæmpere mod at sammenblande religion og politik.

Hamids forståelse for irakernes angreb på danske soldater fik desuden partiets tidligere folketingsmedlem Keld Albrechtsen, til at sige, at når et flertal i Folketinget har udsendt danske styrker, bør man som dansk statsborger ikke opfordre til væbnet kamp mod selv samme soldater.

Rædselsscenariet for Enhedslisten er, at man kun har set generalprøven på en valgkamp, som vil bringe Hamid i centrum for en oppisket værdidebat.

I den valgkamp har Enhedslisten yderligere det problem, at Pernille Rosenkrantz-Theil ikke genopstiller. Mens Theil tiltrak vælgere som en magnet, støder Abdol-Hamid mange bort.

De små får det svært.