Thomas Larsen: Bendtsen skal sikre generationsskifte

Balladen om Christmas-Møller har åbnet debatten, og den vil ikke forsvinde.

Dagens måling fra Gallup afdækker tydeligt en af konsekvenserne ved Pia Christmas-Møllers dramatiske afgang: Diskussionen om Bendt Bendtsens lederskab af Det Konservative Folkeparti er blusset op og vil atter fylde spalter og sendeminutter.

Efter en vellykket valgkamp – hvor partiet hentede en lille fremgang – var Bendt Bendtsen ellers overbevist om, at der ville være lagt låg på sagen, så han i ro og mag kunne forberede generationsskiftet.

Nu har balladen om Christmas åbnet debatten, og den vil ikke forsvinde.

Ganske vist vil ingen udfordre formanden. Dertil er han for afholdt, og han afgør fortsat selv, hvornår han vil gå. Men han har ikke længere styrke til at stoppe debatten om, hvornår tidspunktet er inde, for partifæller, journalister og iagttagere kan alle se, at et ledelsesskift rummer et potentiale for de Konservative.

Når Bendt Bendtsen er så afholdt, skyldes det naturligvis, at han har leveret en indsats, som de færreste kan skyde ned. Han er manden, som kan tage æren for at have afsluttet de giftige fraktionsdannelser, som martrede partiet i 1990erne. Han er lederen, som fik gjort Det Konservative Folkeparti regeringsdueligt. Og siden 2001 har han i stigende grad fået gennemført konservative mærkesager.

Derudover har han evnet at bane vejen for en ny talentfuld generation, som råder over stærke lederemner i skikkelse af især Lene Espersen og Connie Hedegaard, der både hvad angår deres erfaring fra Folketinget, træning som ministre og evner som kommunikatorer, rager højt op i det politiske landskab.

Men – det er også tydeligt for mange partifæller, at Bendtsen næppe kan bringe partiet længere frem, og derfor er spørgsmålet om skifte et fast punkt på dagsordenen, når konservative mødes. Ikke formelt naturligvis, men uofficielt er diskussionen i gang overalt i partiet.

At sikre et harmonisk ledelsesskift hører imidlertid til en af de sværeste discipliner i politik. Såvel personlige som politiske antipatier kan gøre, at en del af partifællerne vil vende sig mod de kandidater, som er i spil. Spørg blot de konservative selv – de har i flere omgange udkæmpet blodige borgerkrige om magten personificeret i forskellige lederskikkelser. Eller tænk på Socialdemokraterne, hvor de mere eller mindre konstante kampe i kølvandet på det historiske formandsopgør mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i 1992 førte til, at den næste generation blev knust under de gamles kampe, så en helt ny og grøn generation anført af Helle Thorning-Schmidt til slut måtte tage over.

Et af den nyere histories mest succesrige skift skete, da Uffe Ellemann-Jensen en sen nattetime efter valget den 11. marts 1998 kaldte Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh Rasmussen op til sit kontor, og dér gjorde det klart, at Fogh skulle overtage ledelsen. Ellemann var ikke presset til at lade magten gå videre, men han vidste, at tidspunktet var optimalt for partiet og for efterfølgeren, som fik medvind fra starten.

Ved regeringsrokaden for nylig blev det så Foghs tur til at handle fremadrettet. Han indsatte Lars Løkke Rasmussen i Finansministeriet for at fuldende skolingen af Venstres kommende formand, ligesom han trak Kristian Jensen ind i regeringens afgørende beslutningsfora for at sikre udviklingen af endnu et ledertalent.

Præcis som det var tilfældet med Ellemann, er der ikke mange af Bendtsens fæller, som vil bede formanden om at gå, men de forventer, at partiet vil klare sig bedre med Lene Espersen eller Connie Hedegaard i front. Som målingen fra Gallup viser, mener kun lidt over halvdelen af de konservative vælgere, at Bendtsen er den rigtige til at stå i spidsen for partiet.

Rundt om i baglandet gisnes der om, at Bendtsen måske vil gå af i forbindelse den kommende afstemning om EU-forbeholdene. Andre forudser, at han kan gå med applaus, når skattekommissionen først i 2009 har lagt sporet til en skattereform og endnu en sænkning af skatten på arbejde, som Bendtsen har kæmpet så indædt for. Andre spekulerer i, at Fogh og Bendtsen koordinerer et vagtskifte og rider ud i solnedgangen sammen. Ingen ved det. For netop det spørgsmål kan ikke drøftes i plenum, for så vil Bendt Bendtsens autoritet som partileder øjeblikkeligt være væk.

Hvem bliver så efterfølgeren? Dagens måling giver det mest indlysende svar, nemlig at Lene Espersen bliver den næste leder af Det Konservative Folkeparti, men både hun og hendes støtter ved, at det kan blive afgørende for partiets succes, at Connie Hedegaard får en vigtig rolle at spille. Lykkes det, vil partiet kunne appellere bredere til vælgerne, og de to stærke kvinder vil til sammen blive en hård udfordring at tackle for Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager.

Ånden er ude af flasken. Bendtsen får den ikke tilbage.